Drage Krigeren.

Et sted ude i universet, langt væk fra jorden, flere 10000 lysår væk, liger det magiske land, Eldorado. Her findes der: troldmænd, troldkvinde, og helt andmindelige mennesker. Men der findes også drager. Renda er er 20 årige kvinde, som er i lærer til at blive drage Jæger. Men da Renda møder Alvin, finder hun ud af noget mystiks om sig selv og sin familie, noget der ville ændre hele hendes liv... (Du må meget gerne kommenter på min Movellas da det er første gang jeg skriver en fantasy movella)

3Likes
3Kommentarer
2478Visninger
AA

4. Kapitel 4

En evighed. Jeg havde gået i en evighed. eller også føles det bare sådan. Mine føltes som gummi, og rebet som drengen havde bundet stramt om mine håndled havde risset små sår i mine håndled.
Jeg kiggede på drengen. jeg kunne, kun se ham bagfra, men han måtte være mindst lige så træt som jeg.
"kan vi snart holde hvile?" spurgte jeg.
"nej, hold mund!" råbte drengen, og rev engang i rebet så det sved i mine sår. jeg sukkede. Skoven var blevet mørk og skræmmene. For hvert skridt man tog var man bange for om man trådte på en giftig slange eller det der var være. Men kunne ikke se en hånd for sig. men kunne, kun lige skimte stjernerne over trækronerne.
imens jeg gik der i mine egne tanker, skete der pludselig noget.
Drengen gik ud over en skrænt og begyndte at fald ned af. Han holdte stadig fast i rebet, for jeg blev trukket med ned.
Jeg faldt og faldt. tænkte at nu var det hele slut. Rebet om mine håndled, var stadis stramt. Drengen holdt stadig fast. pludselig grab noget fast om mine ben, og jeg stoppede med at fald. jeg begyndte at bevæge mig op ad! jeg tog chancen og kiggede op, og så en drage! en drage havde reddet mit liv!
Dragen satte mig forsigtigt ned på jorden, og fløj vidre. jeg vinkede til dragen, da jeg hørte et skrig, fra drengen, han lå på jorden, lidt væk fra mig. Han holdt sin højre hånd op i luften, imens han skreg. Jeg kiggede på hans hånd, blodet løb ned. ikke så mærkeligt, han havde ikke sluppet det reb 1 gang, og så havde han også lige faldet måske 10 meter, og stadig holdt fast i rebet.
Jeg fjernede rebet fra mine håndled og begyndte at løbe, da jeg hørte drengen, ja, han græd.
Jeg kiggede mig over skuldren han lå der i græsset, græd af smerte, og kaldte på sin mor.
"moar!" græd han. Da gik det op for mig at han ikke var en voksen, men jo faktisk, en dreng, et barn.
Jeg gik langsomt hen mod ham.
Han græd stadig.
"det skal nok gå" sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...