Jeg kan ikke sove alene

Dette er en, af mine ikke så fantastiske, historier. Det er sådan set ikke så meget en historie, men mere en illustration af, hvordan det er at have angst. Selvfølgelig er der mange forskellige måder at have angst, og dette er bare èn af dem.

2Likes
3Kommentarer
546Visninger
AA

1. De stirrer på mig

Cirka 350.000 danskere lider af angst. Angst er en psykisk lidelse, der er mange former for angst, men af alle har de en ting til fælles, frygt.

Den stod der igen, stod der og kiggede på ham. Bare kiggede.

“Shit! Ikke igen. Ikke i aften.” Tænkerne fløj gennem Ansia’s hoved. Men samtidig med at han skældte sig selv ud for at have endnu et angst anfald, samtidig med at han prøvede at sige at det ikke var sandt, og det blot var hans fantasi, så vidste han også at han ikke kunne styre det. Hvor lang tid var det han havde haft det? Det kunne han ikke huske, måske altid. Han kunne ikke huske tilbage til den dag hvor han havde haft en rolig nat. “Det er bare min fantasi, der er bare min fantasi, det er bare min fantasi!” Han gentog sætningen inde i sit hoved. Han havde ikke en anelse om hvorfor at dette skete. Men nu igen, lå han som alle andre 17-årige, i sin seng, men dog var han så langt fra mange andre unge. Det var som om at der var tusinder af lysår imellem ham og alle andre. Det var som om, at han var i et andet univers. Eller en gyser bog, måske en andens mareridt? Det var ikke mørket det skræmte ham mest, heller ikke månens lys, men hele hans hjerne. Det hele var straks meget anderledes, når hans fantasi fik lov til at løbe omkring.
Ligepludselig var gulvet ikke så ryddet mere, men fyldt med kroppe af livløse mennesker, der prøvede at slæbe sig hen af gulvet, hen til sengen. Alle de væsner der stod omkring hans seng og kiggede på ham. De gjorde ikke noget, bare stod der og holdt øje med ham. Ansia var praktisk talt vokset op med hele dette sceneri. Selvom det med årene var blevet værre. Nu var det blevet så slemt at han ikke kunne være alene i et rum, uden at han fik et af sine ‘anfald’, hvis man kunne kalde dem det. Bare det at gå alene på badeværelset, i sit eget hjem, var en pinsel. Eller det at skulle være alene hjemme. Hvis ingen var hjemme, var han enten drevet til at sidde i sofaen og se tv, hele dagen, indtil nogen kom hjem, eller vente udenfor. Alt dette var slemt nok i sig selv, men det hjalp heller ikke at han havde insomni. Bare det at falde i søvn var en pinsel, men at han også vågenede op om natten og så fik angst derefter, hjalp ikke spor. Selvfølgelig sker det at når ikke fik sovet, kunne han ikke koncentrere sig i sin uddanelse, hvilket ledte til dårligt selværd når man lå nummer nul i klassen, og stress. Selvfølgelig ledte det hele til en depression, som hele den onde cirkel gjorde. “Gå væk, gå væk, gå væk” hele tiden gentog han sætningen inde i sit hoved, men intet hjalp det. Han turde næsten ikke at trække vejret, det hele kørte rundt i hans hoved. Men han lod det køre, han lod alt være, han lod angsten kigge på ham og selv lå han bare og kiggede op i loftet på en af dem. Den kiggede tilbage på ham, med dens tomme hvide øje. Den åbnede munden og smilte til ham, emd dens gule spidse tænder. Den blege hud lyste op i mørket, det lange negle begyndte så småt at kradse i loftet og til sidst lod den sig falde, lige ned oven på Ansia. Den lod sine lange blege tynde fingre gribe fat om hans hals og kvæle ham langsomt. Ansia kunne mærke neglene bore sig ind i huden, men gjorde ikke modstand, men lod blot sig selv falde i søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...