MISSION 9 1/2 SORT SOL

Fire drenge mødes for at fejre sommerferien med pizza og X-box. Men ikke alt er, som det lader til. Den ene dreng ved ikke, at hans far handler med atomvåbenteknologi til terrorstater. Hvad han heller ikke ved er, at to af hans venner er CHERUB-agenter på mission for at overvåge og sabotere farens forretninger...

3Likes
2Kommentarer
4848Visninger
AA

8. 8. WINDOWS

Kurt Lydons kontor var låst, men det er ikke no-get problem for en CHERUB-agent. Greg åbnede let døren ved hjælp af en dirk i sin låsepistol. To værelser var blevet slået sammen for at skabe plads til Kurts arbejdsværelse og det specialfremstillede computerudstyr, han havde investeret tredive tu¬sind pund i.
To kraftige Dell-maskiner summede i et særligt kølekabinet, og der stod en enorm printer til at ud¬skrive arbejdstegninger. På reolen ved den ene væg stod en samling tykke bøger med titler som Avance¬ret molekylær termodynamik og Matematiske modeller for turbulens i røgfaner og jetstrømme. På hædersplad¬sen stod et par 30-tommer ultra-HD LCD-skærme, der hver måtte have kostet over ti tusind dask. Ved siden af Kurts almindelige tastatur og mus stod en spaceball-mus, beregnet til at manipulere 3D-bille¬der på skærmen.
Andy havde tilbragt utallige timer med at øve sig på et identisk system på CHERUB-området, men han følte sig alligevel en anelse overvældet, da han sank ned i Kurt Lydons højryggede kontorstol. Han trykkede på mellemrumstasten og var glad for at kunne konstatere, at computeren kun stod på standby. Skærmen krævede dog et kodeord.
Greg havde allerede været på sagen. Han hav¬de sneget sig ind i lokalet, en dag han havde været her efter skole et par uger forinden, og installeret en keylogger mellem tastaturstikket og USB-porten på bagsiden af Kurts computer.
En keylogger indeholder en hukommelseschip, der optager alle de tryk på tasterne, der sendes fra tastaturet til computeren. Når keyloggeren kom til¬bage til MI5’s laboratorium, ville den forhåbentlig afsløre alle mulige oplysninger, som Kurt havde ta¬stet ind i de forgangne uger, men det eneste, de be¬høvede lige nu, var Kurts kodeord.
Greg fandt en lille bærbar frem fra sin rygsæk, stak keyloggeren i og satte sig til rette på gulvet, mens maskinen startede op.
“Vi har ikke hele natten,” stønnede Andy.
“Ro på,” drillede Greg. “De her små bærbare er ikke særlig kraftige. Det tager et par minutter at starte op, og det er der nul og en skid, jeg kan gøre ved.”
Andy hadede at vente. Det var okay at være på mission, så længe han var optaget af at tænke, men han havde let ved at blive nervøs, og når han skul¬le vente, begyndte han altid at tænke på alt det, der potentielt kunne gå galt.
“Okay,” sagde Greg, da han langt om længe hav¬de fået adgang til keyloggerens data. “Første session, forrige fredag. Stort ‘A R’ og så med småt: ‘i s t o t a l e s’ efterfulgt af firkant, procent og tallene ‘5 3 1 8’.”
Andy blev lettet over at se Windows-styresyste¬met acceptere kodeordet. “Den ville jeg aldrig have gættet,” udbrød han, mens skrivebordet og en me¬nulinje dukkede frem på skærmen.
Skærmen var specielt designet til at arbejde i høj opløsning, hvilket betød, at der var utallige bitte¬små fregnelignende ikoner på de enorme skærm¬arealer. Greg satte sin bærbare på gulvtæppet og rak¬te Andy et ringbind og en cd-rom fra sin rygsæk.
Andy satte sølvskiven i skuffen og lod Dell-com¬puteren sluge den. Et vindue poppede op på skær¬men, og han klikkede OK til at installere et diag¬noseprogram designet af sikkerhedstjenester, kaldet Window Breaker. Programmet stoppede tiden, såle¬des at der ikke blev ændret på tids- og datostemplet, når man ændrede på filerne i computeren. Det åb¬nede også en bagdør ind i Windows-styresystemet, som gik uden om de fleste Windows-installationers sikkerhedsprotokoller.
Det andet program på cd’en var en trojansk hest. Når den først var installeret, ville MI5 være i stand til at få adgang til Kurts computer, så de fra deres eget hovedsæde kunne læse hans filer og overvåge al aktivitet på computeren. I samme øjeblik som pro¬grammet var installeret, blinkede Kurts antivirus advarende. Andy havde forudset dette, og det tredje program på cd’en sørgede øjeblikkeligt for at instal¬lere en patch, så antivirus-programmet vendte det blinde øje til den uønskede software.
“Okay, så er programmerne installeret,” smilede Andy. “Nu må du hellere gå på jagt efter de frygtede backups.”
Andy regnede med at tilbringe de næste tre timer med at ændre Kurts centrifuge-design, så det ikke ville virke. Greg måtte gennemsøge kontoret og re¬sten af huset og overskrive alle de kopier, han kunne finde, med en fiflet version af den originale stjålne fil.
Lykkedes det, ville MI5 stå med to store proble¬mer. Det ene ville være, at hvis Kurt af en eller an-den grund gik tilbage og så på de tidligere udgaver af sit arbejde, ville han opdage, at der var blevet pil¬let ved filerne. Det andet var, at det var umuligt at vide, om Kurt havde gemt en ekstra backup under gulvbrædderne, hos en ven eller sågar i en boks i den anden ende af byen.
MI5 kunne ikke andet end krydse fingre, undla¬de at slippe Lydon af syne og anholde ham snarest muligt, hvis han begyndte at fatte mistanke til, at han blev overvåget.
“Husk på,” sagde Andy, “det er en fil på tyve gi¬gabyte, så den kan ikke være på en stick eller en dvd. Den kan kun være på en harddisk.”
Greg lød lettere irriteret. “Det ved jeg, Andy. Jeg har også læst briefingen.”
Han begyndte med at søge på harddiskene på Kurt Lydons to servere, mens Andy åbnede Lydons AutoCAD-program og fandt den nyeste version af centrifuge-designet. 3D-modellen bestod af over tre tusinde dele, og selv på en af de hurtigste pc’er på markedet tog det næsten to minutter at loade.
Da Andy havde sikret sig, at han havde åbnet for den rigtige fil, tilsluttede han den eksterne harddisk i USB-porten på forsiden af maskinen og tog en ko¬pi. MI5 ville studere filen for at vurdere, hvor langt Kurt var kommet med sit forenklede design.
Da han var færdig, havde Greg overskrevet en fil på den anden pc og var gået videre til at gennemsø¬ge skuffer og hylder efter backup-drev.
Andys næste opgave var at indføre de modifika¬tioner, der ville sabotere Kurts arbejde på redesig¬net. Et hundrede og treogfyrre dele skulle ændres, og hver af dem bestod af op til et dusin individuelle modifikationer.
Det var umuligt at huske dem alle, så en af Lyd¬ons tidligere kollegaer, som MI5 arbejdede sam¬men med, havde lavet en tjekliste med detaljerede instruktioner, skærmbilleder og sågar udskrifter af specifikke menuer i den sofistikerede software. Det var møjsommeligt arbejde: En forkert decimal kun¬ne betyde en tydelig fejl i designet, der gjorde Kurt Lydon mistænksom, og ødelægge hele missionen.
Andy lade en hånd på spaceball’en og en anden på tastaturet, inden han mumlede “Koncentration” for sig selv.
Han åbnede ringbindet og begyndte at læse. Mo¬difikation 1, find komponent kugleleje-ring 17. An¬dy navigerede øvet med spaceball’en og fandt delen ved hjælp af søgefunktionen, zoomede ind og skif¬tede så skærmvisning, så man kun kunne se wire¬omridset af det udvalgte komponent på skærmen.
Vælg fjerde og sjette tromle-hul. Ændr spoleegenska¬ber fra 1/16 millimeter til 1/18 millimeter. Rotér ob¬jekt i relation til Y-aksen på det primære design med 0,07/1 grad.
Arbejdet var en rigtig hjernevrider, og det blev ik¬ke bedre af, at Greg nynnede, mens han larmende rodede et arkivskab igennem.
“Du,” sagde Andy hidsigt. “Klap i!”
Greg brød sig ikke om tonen, men han havde godt set, hvor komplicerede Andys instruktioner var, og han misundte ham ikke opgaven. “Det må du undskylde, min ven,” sagde han. “Jeg er færdig med at lede her om et øjeblik.”
*
To timer senere sad Andy ved de store skærme og gned sine trætte øjne. Greg tog en mundfuld Pep¬si og hældte et par M&M’s i munden. Greg havde tjekket familiens pc og Georges bærbare, men det eneste centrifuge-design, han havde fundet, var det originale, der lå på et backup-drev oven på et køk¬kenskab.
For at lette Andys opgave stod Greg nu ved siden af med ringbindet og læste instruktionerne højt. Operationen gik udmærket, og de var foran deres tidsplan, men opgaven krævede fuld koncentration, og klokken havde passeret deres sengetid for mere end tre timer siden.
“Modifikation 100,” sagde Greg og lød en smule triumferende, fordi de endelig var nået til et trecif¬ret tal. “Åbn del-model af motorenhed G og ændr specifikationen på isoleringen …”
Greg blev ikke færdig, for telefonen begyndte at vibrere. Det var deres missionsleder.
“Hvordan går det?” spurgte John.
“Ikke så skidt,” sagde Greg. “Det lader ikke til, at Kurt er specielt grundig med at tage backup af si¬ne data, og vi burde være færdige inden for en time, hvis vi ikke bliver afbrudt.”
“Det kan I desværre ikke regne med,” sagde John. “De triangulerer Sophies mobiltelefon fra kontrol¬rummet hjemme på området. Hun ringede efter en taxi for lidt siden, og det ser ud til, at hun er hjem¬me om seks til otte minutter.”
Greg kiggede ned på sit ur og så, at den var halv to. “Sagde du ikke, at klubben var åben til klokken tre?”
“Det kan den meget vel være,” sagde John. “Men man skal ikke blive, til de lukker. Mist nu ikke mo¬det – I har alt udstyret, og vi har lagt planer i tilfæl¬de af en afbrydelse. Vent, til Sophie falder i søvn, og brug så gassen og nålen som med hendes mor.”
“Jeg kender godt planen,” sagde Greg modvil¬ligt og prikkede Andy på skulderen. “Vi må hellere komme ud herfra.”
“Fanden tage hende Sophie,” beklagede Andy sig, mens Greg smækkede telefonen i. “Det ville ha¬ve været meget lettere, hvis hun havde ventet, til vi var færdige.”
De to drenge stak alle deres ting tilbage i rygsæk¬kene og skyndte sig så tilbage til Georges værelse og smed deres soveposer på gulvet. Andy var anspændt, men han kunne ikke lade være med at more sig over Zhangs højlydte snorken.
Der gik under ti minutter, men det føltes som en evighed, inden Sophies nøgle raslede i hoveddøren. Hun skyndte sig hen ad gangen og brugte toilettet nedenunder, stavrede op ad trappen på strømpesok¬ker med en flaske kildevand i den ene hånd og sine høje stiletter hængende fra den anden.
Andy lurede ud gennem den åbne dør og kunne konstatere, at Sophie var fuld. Hendes hoved vug¬gede rytmisk til en melodi, hun hørte inde i hove¬det, og hun mumlede den samme linje fra sangen igen og igen.
I stedet for at gå ind på sit eget værelse øgede So¬phie spændingen ved at stikke hovedet ind gennem Georges åbne dør. Greg og Andy lukkede øjnene og lå helt stille.
“Ah, de små nørder sover,” mumlede hun for sig selv og fnes.
Sophie var ved at gå igen, men bemærkede så An¬dys pose med M&M’s og en halvtom dåseøl på gul¬vet.
“Mor bliver ikke spor glad, når hun ser det der, lillebror,” grinede Sophie, hvorefter hun løftede då¬sen for at tage en slurk.
Andy og Greg var ikke sikre på, om dåsen var til¬sat sovemedicin eller alkoholfri, men det betød hel¬ler ikke alverden, for de måtte videre med operatio¬nen, og de kunne ikke vente to timer med at bedøve Sophie.
Øllen var varm og flad, så Sophie spyttede den ud i væmmelse. Greg åbnede det ene øje på klem og så Sophies lakerede tånegle på gulvtæppet blot få centimeter fra sit ansigt.
“Jeg skal lære dig at pisse på Kaninus,” sagde So¬phie sløret.
Med et ondskabsfuldt smil hældte hun Andys M&M’s ud på gulvet i nærheden af døren og knu¬ste dem under hælen. Da de først var godt og grun¬digt mast, hældte hun resten af øllen ud på det ku¬lørte griseri. Selvom væsken nåede at tørre inden morgen, ville der stadig være en karakteristisk lugt i værelset og en broget plet på tæppet.
“Se, om du kan snakke dig ud af den, Georgie,” sagde Sophie stille.
Hun vrikkede festligt med måsen og lo fordruk¬kent, mens hun stavrede ud og tog fat i dørhåndta¬get til sit værelse; men den var stadig låst fra tidlige¬re.
Greg og Andy indså det samme samtidigt: Georges mor havde gemt nøglen, så drengene ik¬ke kunne komme ind på Sophies værelse igen. Den eneste måde, Sophie kunne komme ind på sit eget værelse på, var ved at spørge sin mor om, hvor nøg¬len var, og hvis Sophie gik ind på sin mors værelse og opdagede, at hun ikke ville vågne, ville hun be¬gynde at skrige hysterisk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...