MISSION 9 1/2 SORT SOL

Fire drenge mødes for at fejre sommerferien med pizza og X-box. Men ikke alt er, som det lader til. Den ene dreng ved ikke, at hans far handler med atomvåbenteknologi til terrorstater. Hvad han heller ikke ved er, at to af hans venner er CHERUB-agenter på mission for at overvåge og sabotere farens forretninger...

3Likes
2Kommentarer
4847Visninger
AA

4. 4. STRAF

Forhindringsbanen på CHERUB-området var en to kilometer lang rundbane udstyret med rottebe¬fængte tunneler, svingreb, klatrevægge, skarpe klip¬per og en hurtigt strømmende flod. Enhver normal tolvårig ville måske kunne gennemføre banen på en time, men ville højst sandsynligt fejle ved mindst en af forhindringerne på grund af en eller anden svag¬hed – som at være bange for højder, ikke have styrke nok til at svinge sig over barrerne eller have for dår¬lig balance til at krydse de smalle bjælker.
Men de otte unger, Zara Asker havde sendt ud til straf, havde alle gennemført banen hundredvis af gange under grundtræningen. Andy Lagan og Lau¬ren Adams havde begge en bedste tid på under tyve minutter. De blev stadig udmattet af at løbe turen, men de kunne klare det, og det svarede bestemt ik¬ke til instruktør Speaks’ definition af straf.
Miss Speaks var sådan en kvinde, man ikke hav¬de lyst til at lægge sig ud med. Hun havde enorme skuldre, hendes stemme tordnede, som havde hun slugt en megafon, og hun var specielt stolt af sine enorme arme, der gjorde hende i stand til at tæve al¬le på området i armlægningskonkurrencer, inklusive alle de mandlige træningsinstruktører.
For at gøre forhindringsbanen endnu hårdere gav Speaks de otte unger rygsække på med ti til femten kilo vægt i, afhængigt af deres alder og kropsvægt. Mellem forhindringerne havde hun markeret en række træningsposter, hvor agenterne skulle udfø¬re knæbøjninger, armstrækninger, sprællemænd el¬ler lignende pinefulde opgaver. Og som om det ikke var nok, så var forhindringsbanen udstyret med fæl¬der, der gjorde turen vanskeligere, hvis der var no¬gen til at aktivere dem.
Turen startede med et tilløb op ad en halvtreds meter lang stigning. Sine steder var den så stejl, at man måtte bruge sten til at få fodfæste og trække sig selv op ved hjælp af reb med knuder på. Hvis man fejlede, trillede man ned til bunden, hvis man var heldig – eller flækkede skallen mod en sten, hvis man ikke var.
Toppen af bakken var det højeste punkt på for¬hindringsbanen, og herfra kunne en instruktør overskue hele træningsområdet. Efter en kort løbe¬tur hen over fladt terræn lå tre lange bjælker ved si¬den af hinanden med to meters mellemrum. De var ti centimeter brede, og det krævede ikke exceptionel balance at krydse dem, men en god portion mod, for efter de første par skridt forsvandt jorden under en, og man befandt sig over et stillestående vand¬bassin omgivet af brændenælder.
Nogle af de ældre agenter på området arbejdede som hjælpere for træningsinstruktørerne. Fem¬tenårige James Adams havde grebet chancen til at slippe for en dobbelttime i historie og havde meldt sig til at hjælpe miss Speaks, ikke mindst fordi han havde tilbragt aftenen forinden med at spille Play-Station i stedet for at skrive sin opgave om Napo¬leon.
James sad på en platform mellem to egetræer med udsigt over de smalle bjælker. Hans kammerat Bruce Norris sad på hug et par meter fra ham, og mellem dem hang to store sandsække ned fra en kraftig gren i løvhanget.
I det fjerne hørte James og Bruce ungerne gryn¬te, mens de kæmpede sig op ad skråningen. Miss Speaks stod lænet ud over kanten foroven og håne¬de dem.
“Fart på, møgunger!” brølede Speaks og sparke¬de en klump jord ned ad skråningen over de unge agenter. “Få fat i det reb og træk til … Kalder du det at trække til? Du har bare at lægge nogle kræfter i, medmindre du vil på et to måneder langt fitness-program efter skoletid.”
James smilede smørret, da hans søsters hoved dukkede frem over den øverste kant. Forhindrings¬banen var lettere, hvis man arbejdede sammen med en makker, og Andy fulgte et par skridt bag hende. Parret havde lige taget hul på deres tredje omgang ud af fire, og det varme vejr var ved at tage livet af dem.
Laurens ansigt var skinnende rødt, og sveden løb fra hendes hår, der var sat op i en hestehale. Andys grå trøje havde mørke plamager under armene, og deres bukser og bare arme var smurt ind i snavs, ef¬ter at de havde kravlet gennem tunnelen og vadet gennem den mudrede vandpøl.
“Armbøjninger!” skreg Speaks. “Femogtyve, nu. Stå ikke der og glo som et par slatne grøntsager. Hep, hep, hep!”
James så på, mens hans søster og Andy smed sig på jorden. Lauren var tæt bygget og tog de femog¬tyve armbøjninger uden besvær, til trods for at hun havde tolv et halvt kilo bly på ryggen. Andys magre arme var ikke blot slappere end Laurens, de var og¬så langlemmede, hvilket betød, at han måtte bevæ¬ge sig meget længere for at udføre hver enkelt arm¬bøjning. Efter femten gav hans arme op.
“Hvad i helvede kalder du det der?” spurgte Speaks rasende. “Kalder du dig selv et mandfolk? Din kæreste er jo sejere, end du er.”
Andy forsøgte at klare den sekstende armbøjning – han var i god form og kunne klare fyrre, når han ikke lige havde gennemført to omgange på for¬hindringsbanen på årets varmeste dag – men hans skuldre smertede, og hans arme skælvede, hvilket re¬sulterede i, at han faldt sammen på den varme jord.
“Du er slap!” råbte Speaks og satte sin støvle i størrelse 45 i nakken af Andy. “Du er en fesen lille orm. Hvad er du?”
Andy havde svært ved at tale, fordi hans læber blev mast ned i jorden. “Fesm livlle orm,” gispede han.
“Så vrid dig som en orm!” råbte Speaks.
Andy vrikkede ydmyget med hofterne og klaske¬de sine arme mod jorden. Lauren skulede rasende på instruktøren.
“Hvad glor du på, søster?” råbte Speaks. “Hvor¬for dropper du ham ikke bare? Hvad skal du med den lille orm?”
“Han er min makker,” sagde Lauren loyalt.
“Så hør her,” sagde Speaks og lød, som om hun lige havde fået verdens bedste idé. “Han skylder ti. Hvad med, om du lægger dig og tager dem for ham?”
Lauren brød sig ikke om det, men hun ville gerne slippe for at se på instruktøren, så hun smed sig og begyndte at tælle Andys armbøjninger. Hendes bly¬fyldte rygsæk skrabede mod huden på ryggen, hun var kogende varm, hendes arme gjorde ondt, og sve¬den dryppede fra næsetippen og ned på jorden.
Streng disciplin, barske straffe og hård fysisk træ¬ning var de tre værste ting ved at være CHERUB-agent, men det gav keruberne den skarphed, der gjorde dem i stand til at arbejde sikkert under dæk¬ke og til at gennemføre udfordringer, der lå langt over, hvad almindelige børn formåede.
Der var intet, der forhindrede Lauren eller nogen af de andre unger i at kvitte CHERUB og i stedet bo hos en almindelig plejefamilie, men selv når hen¬des lunger brændte, og hendes fødder var fyldt med vabler, havde hun aldrig overvejet det. For når man fik taget et brusebad, lappet sårene og kigget sig i spejlet, kiggede et ekstraordinært menneske tilbage på en.
Lauren var ankommet tre år forinden som en in¬telligent, men helt almindelig niårig. Nu var hun en af de bedste agenter på området. Hun talte flyden¬de spansk og russisk, var veltrænet nok til at løbe ti kilometer uden at miste pusten, kunne styre en bil på glatbanen, lade og affyre ethvert tænkeligt sky¬devåben, og hvis hun ikke kunne få fingrene i et vå¬ben, kendte hun også adskillige teknikker til at dræ¬be med de bare næver.
Da Lauren pressede sin tiende og sidste armbøj¬ning opad, trykkede miss Speaks sin enorme hånd ned mod hendes rygsæk. Jo hårdere Lauren kæmpe¬de for at rette armene ud, jo mere skubbede Speaks imod.
“Snakke i timen foran en gæst,” tsk’ede Speaks. “Fortryder du nu, din modbydelige lille lus?”
Lauren forsøgte ikke at tænke på, at det alt sam¬men var Jake Parkers skyld, mens hun bed tænder¬ne sammen og stirrede ned i jorden. Sveden løb nu ned over hendes ansigt, og hendes mavemuskler føl¬tes, som om de var ved at eksplodere. Men det ville kun blive værre, hvis hun fejlede: Miss Speaks ville i så fald bare finde på en anden form for tortur.
Lauren var endelig ved at få sine arme strakt ud, men så gav Speaks et skub nedad, og Lauren lande¬de med snuden i jorden igen, og sandkorn klistre¬de til hendes ansigt. På grundtræningen lærer keru¬berne at lukke smerte ude og fokusere på et mantra på otte ord: Det her er hårdt, men keruber er hårdere. Lauren lukkede sine øjne og mumlede det lydløst for sig selv.
Endelig, efter et øjebliks pres, løsnede miss Speaks sit greb, og Lauren gjorde armbøjningen færdig.
“Beslutsomhed,” sagde Speaks anerkendende, mens Lauren stavrende kom op at stå. “Du har nos¬ser.”
Komplimenter fra træningsinstruktørerne var li¬ge så sjældne, som levende kyllinger i Kinder-æg. Lauren tog modvilligt imod komplimenten og rej¬ste sig op. Varmen gjorde hende svimmel, og det flakkede for hendes øjne, da hun kiggede fremad.
“Af sted med jer,” råbte Speaks. “Hen over de stolper, inden min støvle rammer jeres små blege røve som et godstog.”
“Er du okay?” spurgte Andy skyldbevidst, mens de stavrede hen mod stolperne. “Beklager. Jeg er så elendig til armbøjninger.”
Lauren trak på skuldrene. “Ikke din skyld, at Vorherre gav dig spaghettiarme.”
James og Bruce så til fra platformen mellem træ¬erne, mens Lauren og Andy stillede sig klar ved star-ten af hver deres stolpe. Da Lauren trådte ud, rakte Bruce op og slog til den barre, der holdt sandsække¬ne på plads. James og Bruce tog fat i hver deres læ¬derhåndtag, der var syet fast på bagsiden af sækken, og stillede sig op bag dem.
“Jeg tager Lauren,” sagde James.
Fordi Lauren havde taget Andys armbøjninger, følte Andy sig mere frisk, og han bevægede sig hur¬tigt videre. Lauren kunne godt have brugt et øjeblik på at få vejret og tørre jord af ansigtet, men hun vid¬ste, at Speaks ville bide hovedet af hende, hvis hun overhovedet overvejede at sagtne farten.
Da Andy tog sit tredje skridt, gav Bruce sin tun¬ge sæk et ordentligt skub frem mod ham. James og Bruces platform var kamufleret mellem træerne, og det første, Andy så til deres tilstedeværelse, var, da rebet, der holdt sækken, knirkede, og den enorme lædersæk skar på tværs af hans bane et par centime¬ter foran ham.
“Forbier,” bandede Bruce og rakte ud efter sæk¬ken igen, da den svingede tilbage mod platformen.
James sendte sin sæk af sted. Han kom ikke altid godt ud af det med sin søster, men han havde ikke lyst til at vælte hende ned i mudderpølen, så han svingede forbi med vilje og ramte flere meter ved siden af.
“James Adams!” råbte Miss Speaks rasende. “Hvis jeg ser dig holde igen på den måde én gang til, får du selv lov at løbe forhindringsbanen i morgen.”
Andy burde allerede have været ovre stolpen, men det tager et par sekunder at samle sig efter et stop, og Bruces andet forsøg hamrede ind i Andy, netop som han genvandt balancen og begyndte at gå igen.
“Fuldtræffer!” råbte Bruce triumferende.
Mens Lauren tog det tre meter lange spring fra enden af stolpen til den mudrede faldmåtte, rasle¬de Andy ned gennem løvhanget og ramte bassinet under dem. Efter et kæmpe plask fik Andy fat i en gren for at hive sig selv ud af den brune suppe; men idet han trak sig selv op, skar smerten gennem hans brystkasse. Et skrig skar gennem luften.
Vandet var to meter dybt, og bunden af bassi¬net var foret for at forhindre alvorlige ulykker, men Andys ansigt var fordrejet i smerte, da han stavrede hen mod bredden. James og Bruce klatrede ned ad rebstigen fra deres platform og holdt deres arme op i luften, mens de styrede gennem krattet af brænde¬
nælder rundt om vandet.
“Hvad klynker du for, Lagan?” spurgte James.
“Brækket ribben eller sådan noget,” gispede An¬dy. “Det gør sindssygt ondt, hele vejen ned langs højre side.”
Over dem var Jake Parker og hans kammerat Ewan kommet op ad skråningen, der indledte de-res tredje tur på banen. De skulle ikke tage armbøj¬ninger, fordi miss Speaks havde travlt med at holde øje med Andy, og de blev heller ikke ramt af de tun¬ge sække, fordi James og Bruce hjalp Andy gennem brændenælderne.
Jake grinede til Lauren, da han sprang ned fra stolpen med Ewan få skridt bag sig.
“Det er vist vores heldige dag,” kvidrede Jake og blinkede flabet til Lauren. “Hvad skete der lige med din kæreste?”
Lauren var pissetræt af Jake, og det her var me¬re, end hun kunne klare. Hun sikrede sig, at miss Speaks ikke kiggede, og tog så fat i øreflippen på Jake og vred til.
“For det første er han ikke min kæreste,” knurre¬de Lauren. “For det andet, hvis du havde opført dig ordentligt her til formiddag, havde jeg lige nu sid¬det i en kunst-time med dejlig airconditioning. Så tør det smil af fjæset og pis af, for jeg er millimeter fra at banke dig til rødgrød.”
“Uuuh, hvor er jeg bange for dig,” drillede Jake, men først da Lauren havde givet slip, og han var godt og vel ude af rækkevidde.
På den anden side af søen kiggede miss Speaks ned på de tre drenge. “Er han kommet rigtigt til skade?” spurgte hun mistænksomt.
“Ser sådan ud,” råbte Bruce op, mens endnu to drenge spurtede hen over stolperne.
Speaks rystede på hovedet og sukkede teatralsk. “Okay. James, tag den lille orm med over til læge¬huset og få ham set efter. Men jeg tjekker med dr. Kessler, Andy. Hvis du spiller skuespil, sørger jeg for, at du kommer tilbage hertil til en omgang en¬mandstræning, der vil få det her til at ligne et bal hos dronningen.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...