MISSION 9 1/2 SORT SOL

Fire drenge mødes for at fejre sommerferien med pizza og X-box. Men ikke alt er, som det lader til. Den ene dreng ved ikke, at hans far handler med atomvåbenteknologi til terrorstater. Hvad han heller ikke ved er, at to af hans venner er CHERUB-agenter på mission for at overvåge og sabotere farens forretninger...

3Likes
2Kommentarer
4637Visninger
AA

2. 2. SØ

Ude på landet i England ligger der her og der hem¬melige regeringsfaciliteter: forsøgsstationer for kernekraft, våbendepoter, overvågningscentraler. CHERUB-området ligger i den højeste sikkerheds¬kategori, omgivet af statsejede skove, og er på alle kort markeret som øvelsesterræn for artilleri.
Hvis man ignorerede advarselsskiltene og kør¬te op ad adgangsvejen til områdets solide sorte lå¬ger, ville man blive mødt af vagter med Heckler & Koch-maskinpistoler. Man kan end ikke udforske området fra luften, fordi himlen over det er en del af det beskyttede luftrum omkring en militær luft¬havn fem kilometer mod øst.
Fik man tilladelse til at flyve over CHERUB-om¬rådet, ville man se en samling bygninger meget lig en velhavende kostskole, omgivet af idrætsanlæg og udendørs tennisbaner. Mere usædvanlig er en ba¬nanformet bygning med struttende paraboler, fi¬re helikopterlandingspladser og på den anden side af en stor oval sø et skovareal, der huser en forhin¬dringsbane og en udendørs skydebane.
Vejret var fantastisk, og mere end halvdelen af un¬gerne på CHERUB-området havde taget deres fro¬kost med udenfor for at spise ved søen. Nogle af un¬gerne kølede sig af med en rotur, men lige for tiden var det forbudt at bade, fordi det kunne forstyrre den andefamilie med ællinger, der boede på en lille mudret ø omtrent midt i søen.
Tolvårige Lauren Adams lå på plænen tæt på van¬det, med tæerne krummet sammen om græsset, omgivet af bellis og den ene arm oppe for at skærme for solen. Det var lykkedes hende at få sin yndlings¬sushi i kantinen, inden de løb tør, og solen fik hele hendes krop til at føles vidunderligt varm, men hun var stadig i dårligt humør, fordi hun var kommet ud i problemer, og det var ikke hendes egen skyld.
En dreng med meget lys hud, der hed Andy Lagan, sad på græsset ved siden af Lauren. Han lag-de sin mangategneserie fra sig og prikkede hende på armen. “Zara er her,” sagde han dystert. “Du må hellere komme i støvlerne.”
Lauren ønskede, at tiden ville gå i stå, så hun kunne blive siddende i græsset i al evighed. “Fan¬dens,” stønnede hun og børstede blade og græs af sine fodsåler, mens hun satte sig op.
Alle keruber gik klædt i en slags militæruniform i skoletiden: en T-shirt med CHERUB-logo – far¬ven afhang af ens rang – olivengrønne militærbuk¬ser med bukseben, der kunne lynes af, og sorte let¬vægtsstøvler. Mens Andy trak i sin grå T-shirt, fandt Lauren hurtigt sine sammenrullede strømper frem fra støvlerne.
“Du må hellere få fart på,” advarede Andy hende. “Zara bliver rasende.”
Zara Asker stod på en asfalteret sti halvtreds me¬ter oppe ad bakken. Hun havde den ene hånd i si¬den og støttede den anden mod en af de elbiler, de ansatte brugte til at komme rundt på området. Zara var syvogtredive år gammel; hun havde en kjole på med blomstermotiv og var stadig lidt rund om livet efter at have været gravid med sit andet barn året forinden.
Stik imod sit mor-agtige udseende varetog Zara et af de højest rangerede embeder i den briti¬ske efterretningstjeneste. Som leder af CHERUB var hun både rektor og spionchef i én og samme person. Zara var for det meste populær blandt de unger, hun havde ansvar for, bortset fra når hun uddelte straffe.
Lauren skyndte sig op til Andy og seks andre CHERUB-agenter på stien med sine snørebånd slæbende efter sig. Der var en dreng og en pige i de-res tidlige teenageår, men ellers var det fire gråtrøje¬de drenge fra ti til elleve år. De var gode kammera¬ter, og deres uofficielle leder var den strithårede Jake Parker.
“Okay, stil jer op på række,” sagde Zara stift, in-den hun sendte Jakes plaskvåde bukser og ketchup¬plettede trøje et kritisk blik. “Er det sådan, du vil se ud foran lederen?”
Lauren hadede Jake og nød at se ham krympe sig, mens han i al hast stak trøjen ned i bukserne. “Und¬skyld, frøken,” sagde Jake ydmygt. “Jeg tabte min hotdog.”
Zara fokuserede på pletten på hans trøje. “Sørg for at lægge trøjen i blød i sulfo, inden du går ned med den i vaskeriet.”
“Javel,” nikkede Jake. Zara kunne være lidt ufor¬udsigelig med sine straffe, og den elleveårige var let¬tet over, at han var sluppet med et vaskeråd.
Men lederen var langtfra færdig med dem. “In¬den jeg begynder, er der så nogen af jer, der vil sige noget?” spurgte Zara.
De otte uniformerede agenter så fårede ud og for¬søgte at undgå lederens blik. Lauren havde lyst til at sige, at det var Jake og hans tre kammerater, der havde været skyld i al balladen, men hun var klog nok til at vide, at det blot ville gøre alting værre: Jake ville smide anklagen tilbage i hovedet på hen-de, og så ville det udvikle sig til mudderkastning, og Zara ville blive endnu mere vred.
Zara rettede på sin sommerkjoles strop og suk¬kede dybt. “I er alle otte kvalificerede CHERUB¬agenter,” sagde hun. “Fra en sorttrøje som Lauren til nogle af jer yngre drenge, der stadig venter på je¬res første mission. Men ingen børn bliver optaget i CHERUB, medmindre de ligger blandt de to eller tre klogeste procent af befolkningen. Herefter kom¬mer I i vridemaskinen: sprogtræning, spionagetræ¬ning, kamptræning og fysisk træning. Med andre ord er I otte blandt de mest forbløffende kompeten¬te mennesker på jeres alder i hele verden. Og det er grunden til, at jeg er så frastødt over det, der skete i morges.”
Zara rakte ned i elbilen og fandt en sammenkrøl¬let papirflyver frem fra passagersædet. Den var lavet ud af et kæmpe ark papir. Der stod Jeg Keder Mig-Luftselskabet på den ene side, og den havde en sju¬sket tegnet tissemand på halefinnen.
“Det her er bare en af elleve papirflyvere, jeg fandt i klasselokalet. Sammen med hundredvis af papirkugler, støvleaftryk på alle bordene og en øde¬lagt persienne, som en eller anden dumrian tilsyne¬ladende har forsøgt at svinge sig i.”
Lauren forsøgte at lade være med at smile: Et af højdepunkterne denne formiddag havde været at se Jake forsøge at få fat i en papirflyver, der havde ki¬let sig fast højt oppe mellem lamellerne, blot for at falde ned på bordet med et brag og knalde sit hoved i vindueskarmen, mens han desperat famlede efter persiennen for at redde sig selv.
Zara fortsatte. “Hvad der gør det her endnu vær¬re, er, at I opførte jer sådan foran en gæstelærer. Jeg ved, det er svært at koncentrere sig, når det er så varmt som i dag, og måske er en halvfems minut¬ter lang lektion om at sikre dna-beviser ikke specielt ophidsende. Men mr. Donaldson rejste hele vejen hertil fra MI5’s hovedkvarter i London for at under-vise, og jeg gik ud fra, at I var modne nok til at op¬føre jer ordentligt, uden at det faste personale skulle holde øje med jer.”
Andy stak tøvende en hånd i vejret. “Frøken, det var ikke os alle sammen, der var med.”
Zaras øjne sprang på det nærmeste ud af hove¬det på hende. ”Jeg bemærkede godt størrelsen på de fodaftryk på bordene, Andy. Mr. Donaldson gjorde det klart, at det primært var de fire yngste agenter, der stod bag, men ingen af jer fire ældre unger gjor¬de noget for at stoppe dem. Selv hvis I mente, I ik¬ke selv kunne håndtere det, kunne I være gået ned ad gangen til et andet klasselokale og have gjort en anden lærer opmærksom på situationen. I er træne¬de CHERUB-agenter. Hvordan kan I regne med at blive sendt ud på missioner for at bekæmpe terrori¬ster og narkohandlere, når I ikke engang formår at styre et par knægte, der kommer ud af kontrol un¬der en forelæsning?”
Lauren blev irriteret over disse kommentarer. Za¬ra havde selv været CHERUB-agent engang, men hun havde tydeligvis glemt den uskrevne regel om, at keruber ikke stikker hinanden.
“I får alle den samme straf,” meddelte Zara dem. “Jeg trækker syv og et halvt pund af jeres lomme¬penge for at betale for den beskadigede persienne, og I kan bruge resten af denne solbeskinnede ef¬termiddag på forhindringsbanen sammen med miss Speaks.”
De otte keruber stønnede, men kun Jake var dum nok til at kæfte op.
“Sikke noget fis!” råbte han. “Hvornår har vi sidst skullet løbe på forhindringsbanen for at have la-vet ballade i klassen? Omgange på atletikbanen, måske …”
Zara slog ned som en høg og så Jake direkte ind i øjnene. “Du fjogede rundt foran en gæst og bragte dermed mig personligt i forlegenhed. Gæstelærere er en vigtig del af jeres videre træning, og de har ik¬ke lyst til at komme her, hvis du opfører dig sådan, vel?”
“Nej, frøken,” sagde Jake og anlagde sig en hvis det skal være på den måde-stemme.
“Jeg bryder mig ikke om den tone, Jake Parker,” sagde Zara. Nu var hun virkelig gal. “Eftersom du er så ivrig efter strafomgange, kan du tage tyve af dem hver dag i den næste uge. Din rappe kæft kostede dig også lige en ekstra måneds lommepenge, og du har husarrest de næste to weekender.”
Jakes hoved krympede mellem hans skuldre. Lau¬ren nød at se ham lide: Det virkede som det mind¬ste, Jake havde fortjent efter at have kostet hende syv et halvt pund og en eftermiddags benhård og skoldhed træning på forhindringsbanen.
“Miss Speaks venter,” råbte Zara og pegede dra¬matisk hen mod det skovklædte område på den an-den side af søen. “Sæt i løb hen mod træningsba¬nen, inden jeg for alvor mister besindelsen.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...