Fortabt.


1Likes
12Kommentarer
694Visninger

1. Intetheden.

Alt var hvidt. Jeg kunne ikke se, hvad der var op og ned, men jeg kunne regne ud, at her hvor jeg stod, var ned.
Jannick stod ved siden af mig. Han så forvirret og bange ud. Jeg ved ikke, hvordan mít ansigt så ud, men jeg tror i hvert fald, at angsten var meget tydelig.
Jannicks læber formede utydelige ord, men der kom ikke en lyd ud af hans mund.
" Hvad vil du sige? " spurgte jeg. Men uden en eneste lyd. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke. Jeg prøvede at skrige, men det eneste det kom, var et lille 'kvæk'. Tårerne trillede ned ad mine kinder, da det gik op for mig, at det her ikke bare var en drøm. Jannick tog mig i hånden. Selvom Jannick og jeg altid havde været bedste venner, virkede det ikke forkert at holde i hånden lige nu. Normalt ville det virke meget forkert, men ikke nu. Ingen af os vidste, om det her var vores død. Det eneste vi kunne, var at håbe på, at vi ville slippe ud.
Dér stod vi længe. Vores ansigter fyldt med angst, vores hænder kludret sammen, og kiggede ud i luften. Det ord jeg ville bruge om os lige nu, var ordet fortabt. Vi var fortabte. Vi anede ikke hvordan vi skulle komme ud, og hvor sandsynligt var det, at vi kom ud af det her lyse sted, uden at gøre noget som helst?
Jannick smilede et falskt smil til mig, og jeg smilede et ulykkeligt smil tilbage. Jeg var utrolig taknemmelig over, at jeg ikke var her alene. Jannick var den, jeg allerhelst ville dø med. Selvfølgelig ville jeg ikke have, at han skulle dø, men hvis jeg skulle dø med en, var det ham. Nogen havde nok valgt et familie medlem, men jeg valgte ham. Han var den der kendte mig allerbedst. Min mor kendte mig knap nok, og selv jég kendte ikke mig selv bedre end han gjorde.
Jannick begyndte at løbe, og jeg løb med. Vores hænder slap ikke hinanden på noget tidspunkt. Selvom vi ikke kunne snakke, var vi enige om, at vores hænder skulle være sammen, så længe vi var dette sted. Vi løb i flere minutter, men det var slet ikke til at se, at vi løb. Alt forblev ligeså hvidt som det heletiden havde været, og ingenting bevægede sig, for der var jo ikke andet end os.
Min vejrtrækning blev besværlig og vi stoppede med at løbe. Tårerne blev ved med at strømme ned ad mine kinder, og de havde ikke holdt en eneste pause.
" Kys mig, " mimede Jannick. Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg havde sikkert misforstået hans mundbevægelser. Det kunne ikke passe, at han sagde, at jeg skulle kysse ham. Det ville ødelægge vores venskab, eller ville det? Og var det ikke også ligemeget, hvis vi alligevel skulle dø?
Da Jannick gentog ordene lydløst, var jeg sikker.
Forsigtigt lænede jeg mig frem mod Jannick, og han lænede sig ind mod mig. Vores hænder slap stadig ikke hinanden, men mine tårer tog farten ned, og blev langsommere. Vores læber mødtes i mange sekunder. Ingen af os havde lyst til at stoppe. Vi skulle bare stå der forevigt i intetheden. Stå sammen, mig og min bedsteven, midt i ingenting, og kysse. Jeg elsker dig Jannick, tænkte jeg.

SLUT.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...