the sound of moonlight

Seksten åriget Luna er so en nøgle mellem genfærd og vores verden. og hendes lidt særlige evner skal få mere betydning end nogen sinden før.
(selvfølgeligt kommer der meget meget mere senere!)

1Likes
3Kommentarer
1498Visninger
AA

3. Intet krav

Hen mod midnat sluttede det. Først var de overalt omkring hende, pludselig var de inden i hende og kun den svage summen af deres stemmer, forblev tilbage i hendes hoved. Hun gispede efter luft og sank udmattet om på jorden. Der var mørkt og koldt på den store vej og asfalten under hende føltes underlig klam og fugtig. Luna tog sig til hovedet, der dunkede heftigt, trak vejret ind i en lang skælvende vejrtrækning og rejste sig op. Hendes ben værkede og vil knap nok bærer hende, da hun langsomt bevægede sig hjemad.

da hun endelig var hjemme, smed hun sig på sofaen og faldt straks i en dyb søvn, kun præget af en ting: Et par blege øjne og et blodigt hul i panden. Med et var den døde mand vent tilbage i hendes erindringer. I morgen ville hun fortælle om ham til Jane, sagde hun til sig selv, da hun et kort øjeblik kiggede op. I morgen.

Hun vågnede først langt op ad formiddagen, med en forfærdelig hovedpine og værkende krop. Solen bagte ned på hende, men det var ikke det der havde vækket hende. Nogen bankede på døren. Hvert bank var hårdt og præsict. Luna Judent rejste sig besværet op og gik hen og lukkede op. Uden for stod en mand. Hun så kun på hans fødder og sørgede for ikke at se op. Hans stemme var isnende da han talte, men han lød fuldkommen føleses løs.
"Jeg skal tale med en Luna Judent. Er hun her?" vislede han. "Ja det er mig." mumlede hun til svar. "Kan vi sidde ned et øjeblik?" spurgte han blidt. Luna trådte til siden og manden gik ind i den lille stue. Han satte sig på sofaen. "Godt så," begyndte han, "Se på mig når jeg taler!" hans stemme lød vred og hun så forbavset op i hans grå øjne, mens hun forberadte sig på sammenstødet. Intet. Intet skete og manden smilede venligt. "jeg ved du har en gave. En gave ingen andre har. Jeg ved du er frygtet af alle. Af dig selv..." begyndte han og sendte hende et blik, som hun hun tøvende mødte. Hun studerede hans ansigt. Han bar kasket og hans matte grå øjne, faldt i et med med hans blege ansigt. Det hun så mest på var det firkantede plaster lige midt i hans pande og hun rynkede brynene. "Det ved alle," svarede pigen tøvende. Hans ansigt lyste frem i et smil: "Ja, men... Men jeg kan løse dit problem. jeg kan skilde dig af med spøgelserne for altid. Jeg kræver intet igen. Ikke ret meget ihvertfald..."

Med et begyndte hendes hjerte af pumpe hårdere end nogensinde, men samtidig fyldes hendes hjerte af angst. Der var en betingelse og noget sagde hende, at det ikke ville blive rart. En svedperle løb ned af hendes pande. Både for den lidt uhyggelige mand, men også af en smule spænding. Det lille håb han havde vækket, føltes så urealistisk. Hun havde haft denne "evne" siden hun var 4 og siden da havde hun drømt om en dag, hvor alt var normalt. En dag i frihed. Hun fugtede læberne og drejede sig lidt i stolen hun sad på.

"Hvad kræver du af mig?" hendes stemme skælvede og hun var ikke sikker på om hun ville hører svaret der ventede hende. Hans blege ansigt lyste op i et dystert smil og plasteret i han pande blev let rynket. "Ja, altså... Det eneste jeg vil bede om er din gave, men jeg kan selvfølgelig kun få den, hvis du giver mig den. Og ud over det har jeg behov for din hjælp," han holdt en lang pause og fortsatte så: "Mit navn er Lucaz. Lucaz Lander. Jeg er i DIN verden kunstner, men i anden, er jeg optræner af børn og voksne med særlige evner. Sådan nogen som dig!" Han foldede hænderne og kiggede intenst på Luna. Hun tøvede, "Men hvorfor vil du så hjælpe mig med at slippe af med den?" hun var forvirret og hvad ville han enlig med hendes hjælp? "Jo min ven. Du har mange fantastiske evner. Mange som folk ønsker at eje, men du, den eneste der har alle disse krafter, må nøjes med det næst bedste! Den ene kraft overskygger de andre. Tager din energi. jeg vil blot hjælpe dig."

Et sted i nærheden hastede en mand gennem byen. Han så ud som alle andre mænd. Kort brunt hår, en kraftig kropsbygning og sort t-shirt. Alligevel kunne folk ikke lade være med at glo efter ham da han drønnede gennem byen. Han kiggede ikke til siden, havde kun hovedet rettet mod sit mål. Hans angst for hvad der kunne ske, måske for hvad der var sket, voksede for hvert sekund der gik. Der var meget mylder på gaden og han kom til at løbe ind i en fremmed mand, men hastede videre. Byen var stor og han havde svært ved at finde rundt, derfor spurgte han en ung dame på vejen om vej og viste hende, et lille papir med navn og adresse, men kvinden rystede bare på hovedet og mumlede noget i retningen af: "forbandet... heksekunstner... Dødens øjne..."
Også andre han spurgte blev underlig skræmte og luften omkring dem blev trykket. Men endelig fandt den rette vej.
Da han kom til et lille hus, hvor der stod "Judent" på postkassen, standsede han, gik op til døren og rev den op med en hidsig bevægelse.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...