the sound of moonlight

Seksten åriget Luna er so en nøgle mellem genfærd og vores verden. og hendes lidt særlige evner skal få mere betydning end nogen sinden før. (selvfølgeligt kommer der meget meget mere senere!)

1Likes
4Kommentarer
1409Visninger
AA

1. spøgelsesdroningen

Sekstenåriget Luna Judent så ned i jorden, da hun bevægede sig gennem byens mere åbne gader. Hun bed sig hårdt i læben. Alle de mennesker. De vidste alle, hvem hun var og folk fik pludseligt travlt med alt muligt andet. Hun bevægede sig langsomt, men målrettet gennem byen, til hun kom til den lille bager for enden af hovedvejen. Der var en mindre kø og hun stilte sig bagest i køen, som normale mennesker. En ung kvinde, med en lidt rund form og skinnende øjne, kiggede forskrækket på Luna, rynkede på næsen og var snart et godt stykke nede af vejen. En slank mand hviskede noget til sine tre små børn og med et var de ude på vejen, på vej hen mod en skummel legetøjs butik. Hun så ikke end gang op.

Da hun kom frem til skranken viste hun sedlen, med alt det hendes mor havde bestilt. Hun fik brødet og var hurtigt ude af den lille, mørke bagerbutik. brødet var endnu lunt og hun trykkede det mod brystet. hun mærkede nogens blik på sig og så op. Ikke engang hendes egen familie turde se på hende. Hvem var dum nok til det nu? Blikket der mødte hende, var forfærdeligt, hun var på vej til at skrige og hun kneb øjnene sammen. her var sket noget. noget forfærdeligt! hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hvis hun fortalte nogen om det ville de vel alle tro det var, hende der havde gjort det.

Luna tog sig sammen, knyttede næverne og kiggede ind i den dødes øjne. Hans ansigt var ligblegt, bortset fra det blodig hul i midten af hans pande og de nærmest isblå læber. tøjet hang i laser, men hun kunne ikke holde sig fra at kigge på hans blege øjne. Der gik et brændende stød gennem hende da de fik øjenkontakt. og hun mærkede det tydeligt da noget med et løsnede sig fra hende. Hun hev efter vejret, mens det trængte sig gennem hendes krop og hendes øjne gik fra mat blå til en kraftig mørkegrøn.

Hun mærkede tydeligt sammenstødet mellem den døde og genfærdet. For sådan var det. Folk i byen kaldte hende ligbæreren, spøgelsesdronningen og dødensøjne. Alle hun så ind i øjnene ville blive besat af tilfældige genfærd og ånder. Nogle søde andre onde, nogle små, men de fleste store. Om natten var det anderledes. Om natten var hun selv et genfærd. Altid vandrende gennem byen, altid nye billeder. Luna Judent anede ikke om det virkede på den døde, men efter en tid uden reaktion, bevægede hun sig langsomt hjemad, med brødet på armen og en dunkende hovedpine bag øjnene.

Da hun endelig var hjemme, følte hun sig træt og svækket efter mødet med den døde. Og hun orkede ikke at tænke mere over ham, selvom det nu skræmte hende. Hun var blevet skræmt så mange gange. Af verden omkring hende. Af folk omkring hende. Af sig selv. Af livet. Men at se en død, var forfærdeligt, men hun var jo omgivet af dem.

En del af dem.

Solen hang allerede langt nede på himlen. Det var snart tid. Nu startede det hele forfra. Igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...