Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7745Visninger
AA

3. Valentines dag, en brækket arm og et brev!

I dag var dagen – i dag var den dag hvor pigerne ville få brevet af en af drengene i klassen. Hvem det var, vidste vi stadig ikke. I nat havde jeg ikke sovet særlig meget. Jeg var blevet kørt direkte op til sygehuset, efter mit lille uheld til gymnastik. Jeg var blevet opereret i min venstre arm, og jeg havde fået sat skruer ind i armen, og derefter var der kommet er ordentligt lag gips på min arm. ”Er du sikker på at du kan komme i skole i dag minpige?” Min mor var tydeligvis bekymret for mig og mit helbred, men jeg vidste at jeg nok skulle klare det. Jeg ville i skole i dag, for dagen i dag, ville jeg ikke gå glip af. ”Jeg skal nok klare mig, mor!” sagde jeg lettere irriteret til hende. Hun havde spurgt mig op til flere gange her til morges, om jeg nu også kunne klare at komme i skole, om jeg nu også kunne klare at skulle sidde med min arm oppe på mit bord hele dagen, og hver gang havde jeg fastslået at jeg nok skulle klare dagen i dag. ”Men så vil jeg i det mindste have lov til at køre dig i skole!” sagde hun fast besluttet på, bare at gøre et eller andet for mig. ”Det er så iorden, men så skal vi også afsted nu!” Jeg fik taget min jakke halvt på, og hoppede derefter i min Nike sko igen – og så gik turen ellers op til skolen.
”Ja som i jo nok ved alle sammen, så kalder man dagen i dag for Valentines dag. Det er en gammel tradition, som stammer fra Amerika – det har jeg hvertfald hørt at den gjorde. Men i dag er det jo Valentines dag. Det er en kærlighedsdag, hvor man giver ens kærester, koner, mænd og så videre gaver. Og det er også den dag, hvor mange mænd frier til deres kæreste. Mange unge kommer også i forhold på sådan en dag som i dag, og derfor kunne jeg godt prøve at lave det eksperiment færdigt, som hvertfald drengene startede på i dag. Jeg har samlet alle deres breve i denne her pose, og så har jeg taget dem alle sammen, i en ens konvolut, så man drengene ikke selv kan genkende deres brev!” Nogen gange kunne man virkelig godt få ondt i hovedet af, at høre på Fru Henningsen, da hun kunne snakke i evigheder. ”Så drenge vil venligst være så søde, at forlade klasseværelset i et øjeblik, og piger vil i være så søde at komme her op til mig, en efter en?” fortsatte hun og drengene forlod med det samme klasselokalet, og selvfølgelig rejste Mirana sig først op, så hun kunne trække et brev som den første. ”Du trækker bare et brev Mirana!” sagde Fru Henningsen, og Mirana fik hurtigt trukket et brev op fra den store pose, hvorefter hun gik ned på hendes plads, og flåede papiret af konvolutten! Jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, at hun ikke var bestemt stolt over det brev hun havde fået. Jeg vidste med det samme, at hun ikke have fået brevet fra Lucas, så jeg havde stadig en chance for at få det, dog var den chance meget minimal. En anden pige fra min klasse gik op for at trække et brev, og heller ikke hun så ud til at være stolt over det brev hun fik. Endelig var det min tur. Jeg var ikke en af de første som skulle trække et brev, men jeg var dog heller ikke en af de sidste. Jeg var sådan set lige i midten af det hele. Jeg gik langsomt op til posen, som Fru Henningsen holdt i hendes hænder, og så trak jeg derefter et brev, som lå lige i overkanten. Jeg ville vædde med at alle de andre havde gravet ned i posen for at finde et brev, men nogen gange var det bedre bare at tage de ting, som lå lige for næsen af en. Jeg fik sat med ned på min plads igen med brevet i min hånd, og jeg valgte hurtigt at åbne det… Jeg sørgede for at ingen kiggede på mig, da jeg ikke ville have at de skulle se hvem brevet var fra, men der var ikke nogen specielt stor fare for, at nogen ville kigge på mig, hvilket der aldrig var nogen som gjorde. Jeg var usynlig i mange menneskers øjne, og det var bare fordi jeg var mig selv. De ville meget hellere være sammen med Mirana, og alle de andre fra hendes såkaldte ”Slæng!” Da jeg hurtigt kiggede op mod tavlen, kunne jeg så endnu en pige, som også var ved at trække et brev, og hun gravede også godt og grundigt ned i posen, for at finde det perfekte brev… Jeg var godt tilfreds med det brev jeg havde trukket.. indtil videre hvertfald, for jeg vidste ikke endnu havde det indeholdt, og hvem det var fra… Jeg vidste også godt at jeg nok aldrig ville få afsenderen af vide, men jeg var villig til at løbe den risiko, det ville tage for at finde ud af hvem der havde sendt brevet. Jeg lod langsomt mine fingre køre hen over konvolutten, og til sidst besluttede jeg mig for endeligt at åbne det brev…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...