Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7749Visninger
AA

6. Mødet, overraskelsen og en skuffelse!

Jeg fik hurtigt min cykel fundet frem, og fik mig besværligt fumlet op på den bagefter. Min brækkede arm, gjorde hele situationen med at cykle en stor del mere kompliceret. Parken lå ikke mere end fem minutters tid væk, hvis jeg cyklede i et rask tempo, men det kunne jeg umligt gøre det på, når jeg havde en irriterende arm, at belaste mig med, så jeg havde afsat lidt under ti minutter til det, og det vidste jeg, at det kune jeg godt klare det på. Det tog mig præcist omkring otte minutter, for at cykle derhen, og jeg fik hurtigt fumlet mig af cyklen, da jeg nåede derhen, og derefter stillede jeg langsomt cyklen ind i et af de mange cykelstativer, som stod i udkanten af parken. Jeg kunne svagt skimte det store træ inde i midten af parken. Jeg sank hurtigt den klump, som havde sat sig fast nede i min hals. Jeg kunne stille mærke, at sommerfuglene i min mave begyndte at flyve lige så stille ud gennem mit luftrør, hver gang jeg trak vejret. Jeg kunne ane en skygge komme gående op til træet, og jeg gik nu nærmere træet også. En bil fra vejen lyste pludselig personen oppe ved træet op, og jeg kunne se – til min store overraskelse – at det var LUCAS! Lucas fra min klasse - drengen som sad foran mig – ham drengen som jeg godt kunne lide – ham drengen som havde skrevet brevet til mig! Jeg var helt rundt på gulvet, og tusind tanker fór gennem mit hoved. Jeg var glad – rettere sagt var jeg over lykkelig! Han havde skrevet, at han ville være glad uanset hvem det viste sig at være personen med hans brev. Jeg skulle lige til at løbe muntert og lykkelig op til træet – op til Lucas, men noget stoppede mig så grusomt. Jeg stivnede på et sted, hvor jeg stod, og hvor meget jeg end prøvede på at flytte mig fra stedet, så ville mine ben ikke samarbejde med min hjerne. Mine ben ville ikke lystre. De var låst fast, og ligemeget hvor meget jeg prøvede på at flytte mig, så ville de ikke bevæge sig. Jeg så endnu en skikkelse komme gående op til træet, dog kunne jeg endnu ikke se hvem der var, og om det var en pige eller en dreng. Det var det alligevel for mørkt til. Det var ulempen ved vintre. Det blev alt for tidligt mørkt, og gadelygterne kunne ikke nå ind i midten af parken. Det var kun bilernes lys udefra gaderne af som kunne det. ”Lucaaaas!” kunne jeg høre en skinger stemme råbe! En skinger stemme som jeg kendte ALT for godt! Den skingre stemme, som jeg hadede overalt på jorden. Det var hende! Jeg væmmedes allerede ved hendes navn – Mirana! Hvad lavede hun her, og hvordan vidste hun at.. Jeg tog mig selv i at tænke for meget på hvordan hele situationen havde udviklet sig i denne her retning. Hun måtte have læst brevet som lå inde på mit bord i frikvarteret. Jeg VIDSTE, at det ikke var nogen god idé at lade det ligge på bordet, men jeg havde ikke anet det en eneste anelse. Stakkels Lucas – han anede ingenting. Han troede, at det var Mirana som var den heldige pige! Jeg havde ingen anelse om, at det hele med hende faktisk var det rene løgn og latin! Men som man sagde; Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af! Jeg kunne mærke at mine hænder rystede svagt og jeg dirrede stille af raseri – Jeg VAR rasende! Ikke så Lucas, men på Mirana. Igen blev mine tanker afbrudt, men denne her gang var det ikke af mit eget tænkeri, men af en blid stemme som fyldte mine øre, som den sødeste melodi jeg nogensinde havde hørt. Det var Lucas som snakkede. ”Mirana! Så du fik brevet! Dejligt.. Så. Jeg er overrasket over at se dig her. Det havde jeg godt nok ikke regnet med. Men lad blinddaten begyndte, hvis man kan sige det på den måde!” Jeg kunne høre at Lucas stoppede op. Eller stoppede og gjorde han ikke… Han blev afbrudt af Mirana. ”Jeg er også rigtig glad for, at det viste sig at være dig. Rigtig glad endda!” Endnu en bil kom forbi ude på vejen, og den lyste igen stedet ved træet op. Jeg kunne se at de stod et godt stykke fra hinanden. Ikke langt fra hinanden, men alligevel for tæt på hinanden efter min smag. ”Jeg tænkte lidt på, om vi skulle tage en tur i biografen! Der går vidst en god film her for tiden – Valentines day, tror jeg den hedder! Jeg syntes den passede godt til situationen i dag, siden det jo et Valentines dag!” Lucas rakte hans arm frem mod Mirana, og hun tog stille hendes arm i hans, og sammen vadede de væk fra træet – væk fra mig – ud af parken – og ud af håbet om Lucas svandt ud af min hjerne! Jeg var mildest talt fortabt!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...