Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7866Visninger
AA

9. Hvorfor jeg ikke kan lide løgnere!

Jeg havde virkelig ikke lyst til, at tage i skole da jeg vågnede klokken kvart i syv morgenen efter. Jeg vidste, at jeg ville blive såret, sur igen og mindst af alt, så vidste jeg også, at jeg ville blive splitter ragende rasende på Mirana! Jeg fik taget en stor, puffet og lidt lang lyserød t-shirt på, og tog så et par leggings indenunder. Jeg lod mit kastaniebrune hår hænge løst ned af ryggen på mig, og satte derefter en sløjfe i håret som prikken over i’et! Jeg sprang morgenmaden over, også selvom jeg vidste at det nok ikke var en god idé. Da jeg var helt klar til at gå, og havde fået børstet tænder, redt mit hår, fået lagt en meget let makeup, og havde fået vasket mig i hovedet, så sprang jeg i mine nye og sorte gladiator sko, og gik derefter i skole. Jeg ville ikke have situationen fra i går med cyklen, til at gentage sig i dag på vej til skole, så derfor havde jeg valgt at gå. Jeg drejede rundt om et hjørne henne ved byen brugs, og jeg kunne se Mirana og Lucas komme gående… sammen henne for enden af en anden vej, som førte op til skolen. Mirana havde hendes hånd plantet i Lucas’ hånd, og hun klamrede sig op af ham. Det hele var så falskt fra hendes side, og jeg forstod virkelig ikke, hvordan Lucas kunne overse alt dette! Det var jo så ment at se, at hun bare legede rundt med ham og hans følelser. Hun elskede at være med populære i skolen, og hun elskede mest af alt to ting; den første ting elskede hun selvfølgelig drenge, og den anden ting så elskede hun at få opmærksomhed. Alle elskede at hænge ud med hende, for så følte de sig som noget. De følte sig noget værd, når de hang ud sammen med Mirana. Det hele var lige til at kaste op over, for det eneste hun gjorde ved dem som så op til hende, det var bare at udnytte dem alle sammen. En efter en! ”Ej Lucas! Lad være, det kilder!” skreg Mirana pludselig, og jeg kiggede forbavset og hurtigt over mod dem. ”Jeg gør ikke noget!” sagde han og kiggede smilende på hende, og sendte hende et uskyldigt smil. ”Selvfølgelig gør du ikke det!” konstaterede hun hurtigt, og kyssede ham hurtigt på kinden. ”Lad os komme op på skolen!” Lucas var godt nok en meget veltalende dreng i skolen, men han passede hans skole som enhver anden flittig elev. Han var meget aktiv i timerne, og det var endnu en grund til, at han bare ikke passede sammen med Mirana. Hun fulgte aldrig med i timerne, hun hørte aldrig efter hvad læreren fortalte, og når hun blev spurgt om noget sagde hun altid bare; ”Det ved jeg ikke” eller ”Hvor skulle jeg vide det fra?” Hun gik mig i det hele taget bare altid på nerverne. Jeg havde altid godt kunnet lide Valentines dag, men det ”Forhold” til den dag, ændrede sig hastigt i går, da hun havde ødelagt Valentines dag. Hun havde ødelagt min Valentines dag! Jeg hørte pludseligt klokken ringe svagt oppe fra skolen, og jeg skulle virkelig sætte mine ben i tempoløb, hvis jeg skulle nå at komme op på skolen inden Fru. Henningsen kom ind i vores klasselokale. Jeg kunne se at Lucas og Mirana allerede var begyndt at løbe stille deropad, eller rettere sagt var det Lucas som løb, mens han trak Mirana med sig bagefter. Det så ret så komisk ud, og jeg kunne ikke lade være med at grine stille over det. Jeg satte også i løb og løb som aldrig før. Jeg havde altid hadet at komme for sent til en time i skolen, eller i det hele taget hadede jeg bare at komme for sent. Da jeg nåede op til skolen, fik jeg hurtigt fundet min plads i garderoben, og fik hurtigt hængt min jakke op på knagen, bedholdte skoene på, og løb derefter ind i klassen. Jeg åndede lettet ud, da jeg så at der ikke var kommet nogen Fru. Henningsen ind i vores klasse endnu. Jeg satte mig lettet ned på min plads lige bag Lucas. Mirana om ham var også kommet ind i klassen, og hun sad nu på hans skød med begge hendes arme slået om hans nakke. Jeg gysede ved tanken og at røre ved hende, og i det hele taget bare have kropskontakt med hende! ”Lucas?” sagde hun sukkersødt til ham, og rodede stille rundt i hans vokssatte hår. ”Hvad er der?” sagde Lucas som om han var ligeglad med det hun gjorde ved ham. ”Jeg tænkte lidt på noget!” nærmest hviskede hun. Hun var dog ikke for god til at hviske, så jeg kunne alligevel høre hvad hun sagde til ham. Jeg kiggede hurtigt rundt i klassen, og opdagede at jeg var den eneste som var optaget af deres samtale. ”Hmm..” svarede han bare og gabte lidt efter. Det så virkelig ud som om, at han ikke kunne klare Mirana, men alligevel sagde han ikke noget til hende. Utroligt han gad at have hende til at hænge op ham. ”Jeg tænkte på om vi ikke skulle tage det næste skriii…!” Mirana blev afbrudt lige til sidst i hendes sætning, ved at Fru. Henningsen kom brasende ind af døren til vores klasse. ”Sæææææt jer nede alle sammen!” sagde Fru. Henningsen og trak lidt i det ene ord i hendes sætning. ”Mirana sæt dig over på din plads NU!” sagde hun alvorligt til Mirana som stadig sad på Lucas’ skød. Mirana reagere hurtigt og vimsede stille over på hendes plads. ”Ti stille!” råbte Fru. Henningsen til to drenge fra min klasse som blev ved med at snakke. Hvad skete der lige med hendes humør i dag? Hvem havde tisset på hendes sukkermad siden hun var SÅ sur?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...