Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7745Visninger
AA

7. Hævnen og et had som voksede med lynets hast!

Jeg overvejede hurtigt om jeg skulle tage hjem så hurtigt som muligt, men en tanke i mit baghovedet ville have mig til at blive. Den ville have hævn! Jeg gik stille op til dét træ, hvor Mirana og Lucas havde stået ved. Det tog mig ikke ret lang tid, for at gå derop, og da jeg var nået derop, kunne jeg mærke et had som voksede hurtigt inden i mig. Uden jeg tænkte over det, begyndte jeg at gå i samme retning, som Mirana og Lucas havde gået i. Jeg gik med raske skridt i samme retning som dem, og uden at stoppe op satte jeg i løb lidt efter. Jeg vidste ikke helt hvad der skete for mig, men jeg havde virkelig bare brug for at hævne mig på Mirana. Hvis det skulle være på hendes måde, så var jeg mere end klar til at ”lege” hendes lille ”leg!” Jeg kunne høre dem grine lidt foran mig, og jeg stoppede op for et kort sekund. Jeg ville ikke blive set af dem, så jeg listede stille efter dem. Jeg havde aldrig prøvet det her før – at udspionere nogen, følge efter dem, overvåge dem. Det havde jeg heller aldrig troet, at jeg nogensinde skulle komme til at gøre, men her var jeg så i gang med lige præcis dé ting! ”Hvordan var det at åbne det brev fra mig, hvor der stod at vi skulle mødes?” Kunne jeg pludseligt høre Lucas spørge Mirana om. Hun blev helt mundlam og jeg smilede stort for mig selv. Gotcha! ”Altså du vidste jo ikke hvem, der havde skrevet brevet, så du måtte da havde været lidt utryg ved situationen, og ved at møde op her i dag!” fortsatte Lucas hurtigt efter, at han havde fået afsluttet den anden sætning. ”Ehh…!” Mirana tøvede tydeligvis, og det fik mig til at smile endnu større. ”Tjo.. Ser du!” stammede hun, og jeg kunne derefter se, at hun tog en dyb indånding. ”Jeg blev lidt skeptisk i starten, da jeg ikke vidste hvem du var, men så blev jeg glad. Jeg syntes det var modigt gjort, at den dreng i brevet turde invitere en han ikke anede hvem var, med ud på en blinddate. Det var modigt gjort af dig!” sagde hun og grinede med en høj og irriterende latter. Jeg blev nød til at beherske mig en del, for ikke bare at løbe hen mod Mirana og virkelig bare give hvad hun havde fortjent. Men for det første ville det nok ikke være en god idé, at gøre det lige foran Lucas – for det andet var min venstre arm brækket, så jeg kunne ikke give hende et par slag med den – og for det tredje, så var jeg ikke særlig god til selvforsvar. Jeg fik langsomt trukket vejret et par gange, og lidt efter slappede jeg hurtigt af igen.. ”Jeg er glad for, at du kunne lide min idé. Jeg var også en af de sidste drenge som gik, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive i brevet. Jeg var i tvivl om, det nu også var en god idé, men jeg er glad for at det blev dig. Jeg er glad for, at du ikke har snydt og kigget i andres breve! Det har jeg nemlig hørt, at der var nogen der havde gjort. Det kan virkelig gøre mig sur sådan noget! Det er jo ikke fair overfor dem, som virkelig fik brevet, og at der så kommer nogen andre og kigger deres breve igennem.” Jeg kunne tydeligt høre, at Lucas hævede hans stemme, og jeg gik ud fra, at han virkelig mente det han havde sagt. At han mente, at han ikke kunne lide dem som snød sig til noget der var bedre. Hvis han havde vidst sandheden om Miranas lille historie om det her møde, så var jeg nu mere end sikker på, at han ikke ville kunne lide hende ret meget længere. ”Ja det er meget vigtigt at sige sandheden. Jeg kan virkelig heller ikke tage sådan nogen, som bare går os kigger i andre folks ting. Det er forfærdeligt! Tænk at de ikke har nok i deres eget! De burde virkelig skamme sig sådanne onde mennesker!” sagde Mirana, og det fik mig virkelig til at koge op i det røde felt. Jeg var rasende. Hun kunne ikke bare tro, at hun kunne lyve sig vejen til Lucas’ hjerte. Han havde virkelig fortjent så meget bedre end sådan en som hende. Hun havde lige stået og snakket om alt det hun selv havde gjort. Hun havde kigget i mit brev, hun var dukket op til mit møde, hun var selv et af de såkaldte onde mennesker, som hun lige have beskrevet så flot. Jeg kunne ikke klare det mere! Jeg ville hjem og det kunne bare ikke gå for stærtk! Jeg kunne ikke holde til, at høre på alle hendes klamme, irriterende løgne. Hun kunne nok lyve overfor Lucas uden han opdagede det, men hun kunne ikke narre mig med hendes løgne! Det kunne hun godt nok ikke!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...