Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7743Visninger
AA

13. Endnu en misforståelse og et pumpende hjerte!

Jeg rakte hurtigt ud efter brevet, men det så dog ud til at Lucas allerede havde lagt mærke til det, og da jeg fik fat i det, rørte hans hånd min på samme tid, som han også ville række hen efter brevet. Det gav et mærkeligt, dejligt stød i min hånd, da den ramte hans hånd, og det var som om hele min krop med ét blev helt elastisk og føltes som gelé. Jeg opdagede hurtigt at ingen af os, havde trukket vores hånd til os. Jeg rømmede mig en smule og til min store overraskelse tog han brevet. Han tog det op og foldede det stille ud. Jeg jog ikke blikket væk fra ham ét eneste sekund, mens han læste brevet. Hans ansigtsudtryk ændrede sig med ét mens han læste brevet. ”Er det her mit brev?” spurgte han mig pludseligt om, og jeg nikkede bare som svar, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle have svaret. ”Hvorfor har du det? Var det dig som fik det, eller har du taget det fra Mirana?” fortsatte han og kiggede nu op på mig, og det undrede mig lidt at han havde et lidt alvorligt ansigtsudtryk. ”Ehh..” startede jeg og kiggede hurtigt ned, men fortsatte så tøvende lidt efter: ”Det var mig som fik det helt fra starten. Jeg var den som fik dit brev den da på Valentines dag, og så måtte jeg havde glemt det inde på mit bord, da jeg gik til frikvarter og så måtte Mirana have set det!” Jeg stoppede hurtigt op for lige at trække vejret efter min lange prædiken. Det hele lød så dumt, og det var forståeligt nok, hvis han ikke troede på mig. Det var klart at han sikkert troede mere på Mirana, og det hun havde fortalt ham, end det sludder som jeg lige havde lukket ud. Dog var der bare én forskel – det Mirana sagde var én stor løgn, og det jeg sagde var rigtigt… Det var sandheden. ”Så du siger altså at Mirana lyver og at hun har løjet lige fra starten?” spurgte han undrende om og rystede stille på hovedet. ”Ja..” svarede jeg stille. Så stille at jeg nærmest hviskede det for mig selv. ”Men det var jo hende som dukkede op under træet i parken på Valentines dag!” Han foldede igen brevet sammen, og samlede de sidste af mine bøger sammen, hvorefter han rakte det stille til mig. ”Her!” sagde han og smilede forsigtigt. ”Ja det var Mirana som dukkede op i parken den dag.. Jeg gemte mig i skyggen, da jeg var i tvivl om hvem du var, såvel som du også var i tvivl om hvem der dukkede op ved dig. Jeg så Mirana komme derop og ligeledes så jeg dig komme derop, og det hele var bare forkert. Det var ikke sådan det skulle være gået til. Du havde skrevet dit hemmelige Valentines brev, og jeg havde så været hende den heldige pige, som havde fået brevet, ikke Mirana. Jeg var bange for hvad du ville syntes om mig, så jeg tøvede med at dukke op, da jeg ikke vidste hvordan du ville reagere. Jeg er jo ikke ligefrem enhver drengs store drøm vel?” Jeg sukkede stille og skulle lige til at rejse mig, da han rev fat i min arm, og fik mig sat ned på jorden igen. ”Jeg vil gerne høre resten af historien! Og det med at du ikke er enhver drengs drøm – jeg er da heller ikke enhver piges drøm! Jeg havde skrevet i brevet at uanset hvem hende, som havde fået brevet viste sig at være, så ville jeg være glad for at hun bare turde dukke op. Som jeg kunne forstå på dig, så dukkede du jo også op, du var bare bange og derfor tøvede du!” Han sendte mig et opmuntrende og forstående blik og jeg blev med ét lidt mere tryg ved situationen. ”Men alligevel tøvede jeg jo! Og der så Mirana så hendes chance til at træde ind og skabe kaos. Hun var klar til at lyve for at få dig, og det er da også lykkedes ret godt indtil videre må jeg sige!” Jeg blev igen sur inden i, og den følelse af had til Mirana som jeg havde haft så mange andre gange her inden for det seneste stykke tid, den vendte tilbage igen og nu med ekstra kraft. Mit hjerte bankede derud af med ekstra kraft, og jeg havde aldrig nogensinde før prøvet at mit hjerte bankede så meget som det gjorde nu. Det hamrede med hundrede kilometer i timen, og måske var det nok fordi alle sandhederne kom frem nu. Lucas fik alt af vide, og jeg var ikke bange for at fortælle ham alt det Mirana havde gjort for at vinde Lucas’ hjerte, og for at han skulle blive hendes. Jeg syntes lige så godt, at han kunne få alle sandhederne af vide nu, og ikke på at andet tidspunkt. ”Så alt det hun har fortalt mig og følt for mig var altså en løgn?” Lucas var helt rundt på gulvet, og han kunne slet ikke hitte i rede på det hele. ”Det med brevet var løgn fra hendes side af, men hendes følelser var ægte tror jeg da.. Jeg tror godt hun kan lide dig, men..” Jeg stoppede hurtigt op, og besluttede mig for at gå ind i klassen igen. ”Vi må nok også hellere til at komme tilbage til time!” sagde jeg stille lidt efter, og han nikkede forstående. Jeg rejste mig helt op, og gik stille tilbage til timen med Lucas lige i hælene. Vi sagde ikke noget på vej tilbage til klassen, og det var som om, at vores lille samtale allerede var ovre. Den samtale havde så ikke været til min fordel, da jeg ikke regnede med at Lucas ville på sådan en som mig! Han så mig sikkert bare som hende den klumpede pige, som brækkede hendes arm til gymnastik foran øjnene på ham! ”Hvor har i to været?” sagde vores vikar strengt da vi kom ind i klassen igen. ”Ehm..” begyndte jeg stille men tøvede til sidst. ”Jeg kom til at løbe ind i Ellie på gangen så hun tabte hendes bøger, og så skulle vi lige have dem samlet sammen igen!” afsluttede Lucas min sætning med, og jeg smilede stort indvendigt over, at han kunne mit navn! Godt nok gik vi i klasse sammen, men det kunne godt være at han ikke vidste hvad jeg hed, han havde jo allerede Mirana at koncentrere sig om. ”Jeg gider ikke høre på dårlige undskyldninger i to. Bare sæt jer ned på jeres pladser og lad roen falde over jer. Men husk ikke at være så lang tid om at bippe et par bøger ind næsten gang, og for at gå på toilettet!” Vores lærer satte sig bare med på kontorstolen, som var placeret ved kateteret til læreren, og derefter fortsatte vi igen med timen. Endnu en kedelig time ville nu snegle sig af sted, og jeg ville krydse fingre for at den snak som havde med Lucas, at den ville holde trit, og at han ville på øjnene op for hvor meget Mirana egentligt havde løjet om, så han kunne droppe hende..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...