Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7903Visninger
AA

4. En uventet overraskelse og en ukendt afsender

Da jeg havde fået konvolutten åbnet, trak jeg stille brevet op, og sørgede igen for, at ingen kiggede hen mod mig. Jeg foldede langsomt det foldede papir ud, og læste stille det ellers så flotte brev, som var skrevet med en overraskende pæn håndskrift op inden i mig selv. I brevet stod der:
Kære pige, som har fået det her brev!
Jeg ved ikke helt hvad du syntes om denne her idé om det her med brevene, men jeg syntes det er en super god idé, da jeg, hvis jeg er heldig, kan få lov til at møde dig – min hemmelige beundre, eller hvad man nu kalder det. Jeg er glad for at gå i klasse med dig, dog også selvom jeg ikke ved hvem du er… endnu!
Men jeg tænkte lidt på, om du kunne komme hen i parken klokken otte præcist i aften. Hvis du stiller dig ved det store træ, som står midt i parken, så vil jeg komme og møde dig, og så vil vi endelig kunne se hvem hinanden er. Man kan godt kalde det for sådan en blinddate, det som jeg har inviteret dig ud på i aften, og jeg kan sige, at uanset hvem du viser dig at være, så vil jeg være glad.
Jeg håber lidt du dukker op, da jeg er meget spændt på at se hvem du er…
Jeg håber vi ses – hilsen ham drengen fra din klasse!
Jeg læste brevet igennem igen og igen, og jeg havde ingen anelse om, hvem det kunne være. Det kunne være alle drengene i klassen, men jeg ville dog ikke sige, at jeg var skuffet over det brev jeg havde fået. Jeg vidste ikke, hvorfor en stor del af de andre piger i min klasse så så skuffede ud, da de fik åbnet deres breve. Det var da dejligt at få et brev fra en man ikke vidste hvem var, men måske kunne det også være, at drengen i deres brev, ikke have inviteret dem med på en blinddate, som ham i mit brev havde. Jeg vidste jo ikke hvad det var, de surmulede over, og jeg var mildest talt også fuldstændigt ligeglad! Jeg havde fået et brev – et godt brev, og det kunne jeg sådan set kun være glad for – hvilket jeg også var – jeg var mere end glad! ”Nu hvor i alle sammen har trukket et brev alle sammen, så syntes jeg i skal have lov til at holde frikvarter. Så ses vi til næste time, hvor vi også skal snakke om Valentines dag!” Fru Henningsen forlod lydløst klasselokalet, og vi gik til frikvarter. Jeg havde tænkt mig, at gå en tur udenfor, og fordi jeg havde så travlt med at komme derud, så kom jeg til at lade mit brev, fra ham drengen fra klassen, ligge på bordet. Jeg lagde ikke nærmere notis af det, da jeg ikke regnede med, at nogen ville kigge i mine ting, og for den sags skyld kigge i mit brev. Men man kunne aldrig vide, jeg glemte hvertfald alt om brevet for en stund, og gik udenfor, for at holde frikvarter. Hvad jeg ville lave i frikvartert, vidste jeg dog ikke endnu!
”Som i jo nok ved, så er Valentines dag kærlighedens dag. Valentines dag er også kendt som ”De elskendes helligdag” I Amerika går man meget op i Valentines dag, dog går man slet ikke så meget op i det her i Danmark!” Jeg hørte ikke rigtigt efter hvad Fru Henningsen sagde, og det tror jeg heller ikke der var andre i vores klasse som gjorde. Hun var altid så trættende at høre på i længden, og det var virkelig fremskridt at hun for en gangs skyld lavede noget der var sjovt. Jeg kunne svagt høre, at Fru Henningsen blev ved med at plabre løs, men jeg valgte igen ikke at lytte efter. Mine tanker var et helt andet sted. Min hjerne var skruet frem til klokken otte i aften. Jeg var allerede i gang med at tænke alle detaljerne igennem. Jeg var i gang med at tænke på det tøj jeg skulle have på, hvordan mit hår skulle sidde og en masse andre ting.
”I har fri nu, så kom godt hjem! Husk at lave jeres lektier til i morgen, men det kan i vel selv holde styr på!” Fru Henningsens skingre stemme, fløj som et missil igennem luften, og da den ramte mig, fik den hurtigt vækket mig op fra min dvale. Jeg rejste mig hurtigt op, og gik hjem. Det gik først op for mig nu, at ingen faktisk havde kommenteret min brækkede arm! Det viste bare, at ingen opdagede når der skete noget nyt ved mig. Ingen lo mærke til. Sådan havde det altid været, og sådan ville det nok også altid blive…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...