Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7745Visninger
AA

10. En træls skoledag og et knapt så godt vejr!

Hele den første time vi havde sammen med Fru. Henningsen, der lavede hun ikke andet, end at skælde os alle sammen ud. Jeg vidste virkelig ikke hvad der var sket siden dagen i går, for der havde hun været så glad, og i dag var hun lige præcis det omvendte – muggen og gnaven. Mirana rakte hurtigt hånden op på et tidspunkt midt i timen. ”Har du noget du vil dele med hele klassen Mirana?” spurgte Fru. Henningsen og kiggede stift på Mirana. ”Ja da! Ellers havde jeg nok ikke rakt min hånd op!” sagde hun snobbet og jeg himlede bare med øjnene. ”Så fortæl inden der gror spindelvæv på os alle sammen!” tænkte jeg højt, og slog derefter hurtigt en hånd op foran min mund. ”Ups!” mumlede jeg stille for mig selv. Alles blikke i klassen var vendt mod mig nu, inklusiv Lucas’ og Miranas blikke. ”Hvad sagde du lige?” Mirana snakkede med en hård stemme til mig, men jeg trak bare på skuldrene som svar. Jeg havde ikke tænkt mig, at gentage det jeg lige havde sagt. Aldrig i livet om jeg ville det. ”Jeg fortsætter ikke før du lige gentager det du lige sagde!” sagde hun og stirrede stadig på mig. ”Men så skal du ikke tænke på at fortsætte, for jeg siger det ikke en gang til! Okay du?” sagde jeg og himlede igen med øjnene til hende. Faktisk var jeg på en måde glad for, at jeg kom ud med alle de her tanker, så vidste jeg da i det mindste, at Mirana vidste hvordan jeg havde det med hende. Så fik hun i det mindste af vide at jeg ikke kunne tage trykket af hende! Mirana svarede underligt nok ikke på det jeg lige havde sagt, og i mine øjne så jeg det som en sejr fra min side. Hun udsendte et højt og fornærmet støn, og vendte så blikket op mod tavlen igen. ”Hør her! Jeg gider ikke det der grimme sprog som i har, når i snakker til hinanden. Jeg vil gerne bede jer om at stoppe det med dét samme! Jeg kan virkelig ikke lide at høre på det, og det er også synd for dem som det går udover! Så stop det! Okay!” Fru. Henningsen sagde det højt og alvorligt. Hvad der gik galt for hende, havde jeg ingen idé om, men det her var hvertfald ikke hendes dag. Hun snakede til os, som om vi var sådanne små børn på tre-fire år! Jeg skulede over mod Mirana, og så at hun kiggede over mod Lucas, dog skænkede Lucas hende ikke ét eneste blik, men hans blik var derefter rettet mod tavlen, hvor Fru. Henningsen var fortsat med undervisningen. Jeg fulgte ikke rigtigt med i det hun underviste os i, dog vidste jeg at det var noget om global opvarming. Jeg vidste en del ting om global opvarmning, da vi havde haft et stort emne om det i biologi tidligere på året. Jeg var kommet i en god gruppe dengang vi havde om det i biologi, og da vi skulle fremlægge det var det gået ret så forrygende, og vi var endt på et stort tital, havde min lærer sagt dengang. Så egentligt havde jeg ikke lyst til at høre efter det vores klasselærerer gfortalte til os. Det så heller ikke ud til, at der var mange andre som hørte efter. En del sad bare og skrev på deres bord, eller tegnede i deres bøger, mens nogen havde deres høretelefoner fra deres iPods og iPhones placeret i deres øre. Ja man kunne ligefrem høre noget af deres musik som de hørte, da de havde skuet op på fuld skrue, så de var helt sikre på at de hvertfald ikke kunne høre noget som helst af undervisningen. Jeg trillede lidt rundt med min lillae og lyserøde blyant, som lå på mit bord. Jeg vendte stille blikket over mod de store parcelvinduer som var placeret til min højre side, og jeg sukkede stille, da jeg kunne se at det stod ned i stænger udenfor. Lige hvad der manglede for at gøre denne her dag endnu mere perfekt end den allerede var i forvejen! Det var skønt at kunne tænke ironisk nogengange, og tænke godt om nogen ting som man i det hele taget bare hadede. Vejret var ufatteligt dårligt udenfor, min klasselærer var skide hamrende urimelig og ufatteligt sur, Mirana hang over Lucas hele tiden, og selvom jeg egentligt kunne være fuldstændig ligeglad, så gik det mig alligevel på. Hvorfor vidste jeg ikke, men det hang sikkert sammen med, at jeg godt kunne lide Lucas! Jeg havde så fundet ud af, at jeg ikke var den eneste som kunne lide ha, og jeg vidste at når Mirana kunne lide en, så gav hun ikke slip fra den person hun kunne lide, før hun fik hvad hun ville have. Hun var ikke sådan en som bare lige gav op, og det samme var jeg! Jeg ville ikke give op til nytte for Mirana! Det ville bliver over mit liv, hvis jeg nogensinde skulle gøre det. Vi var nærmest som ærkefjerner eller rivaler efter den lille konflikt som vi havde haft med hensyn til Lucas’ brev. Tiden ville vise, hvem der fik chancen for at være sammen med Lucas som hans kæreste i sidste ende. Det hele det gjalt om, var bare tid, og tid havde jeg masser af! Jeg havde uendeligt meget tid…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...