Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7741Visninger
AA

14. En tilbageholdelse og en sur Mirana..

Da vi havde overlevet sidste time, var jeg ikke ligefrem hurtig til at komme ud af klasselokalet. Jeg havde ikke noget jeg skulle nå, så jeg så ingen grund til at skynde mig. Jeg pakkede langsomt mine bøger ned i min skoletaske, og gik derefter ud i garderoben. Der var næsten helt tomt ude i garderoben da jeg kom derud, og jeg kunne kun ane to mennesker lidt foran mig. Da jeg kom tættere på de to skikkelser, kunne jeg se at det var ingen ringere end Mirana og Lucas, som stod og snakkede sammen ude i garderoben. ”Jeg forstår bare ikke hvorfor du skulle lyve!” Kunne jeg høre Lucas sige med en meget bestemt tone, da jeg nærmede mig dem. ”Nok fordi jeg ellers ikke ville kunne komme i kontakt med dig på andre måder. Har du slet ikke opdaget at vi er som skabt for hinanden Lucas!” Mirana tog hans hånd kunne jeg tydeligt se, men han afviste det hurtigt, og rev hans hånd ud af hendes. ”Nej Mirana! Der tager du grueligt fejl. Vi to er ikke som skabt for hinanden. Jeg skrev i mit brev, at jeg ville være glad for den som dukkede op, uanset hvem det viste sig at være. Dog havde jeg da godt nok aldrig haft i tankerne, at nogen ville snyde sig til at dukke op! Det havde jeg godt nok ikke troet om dig Mirana! Det er slut mellem os to – forstår du det? Vores tid sammen er slut. Den er forbi for altid, og der bliver ikke andre gange hvor vi kan starte på en frisk. Niks du! Det er ovre, vi to sammen er ovre!” sagde Lucas ud i én køre, og jeg kunne se på Mirana at hun var godt og grundigt rasende. Hun tog hårdt hendes sko på, og rev hendes jakke ned fra knagen. ”Men i så fald! FARVEL! Jeg vil ikke snakke med dig mere, hvis du absolut vil have det på den måde!” Og med de ord vendte hun sig om, og trampede værre en hundrede elefanter ud af skolen, ud af mit syn – forhåbentligt for altid, men det tvivlede jeg stærkt på ikke ville komme til at lykkedes. Jeg gik lydløst hen til mine sko og jakke, og tog det stille på. Jeg havde været skyld i al denne her ravage, og Lucas var sikkert sur på mig, da jeg lige havde splittet hans forhold til og med Mirana. Jeg gik stille hen mod døren som førte ud af skolen, men da jeg skulle til at tage et greb om dørhåndtaget, kunne jeg mærke en hånd som blev lagt om min arm. Jeg vidste at det ikke kunne være andre end Lucas, da han var den eneste skikkelse som jeg havde set i garderoben, lige udover Mirana men hun var surt gået sin vej. ”Ellie!” Startede Lucas og ventede mig rundt, så jeg nu stod ansigt til ansigt med ham. ”Hvad er der?” spurgte jeg stille og kiggede hurtigt ned på mine fødder. ”Jeg tænkte lidt på noget..” Igen tøvede han og jeg gik ud fra, at han var mere end nervøs. Jeg forstod ikke hvorfor han var nervøs for at snakke med mig. Der var næsten alligevel aldrig nogen som snakkede med mig oppe i skolen, og især sådan en type som Lucas, sådan en type ville aldrig snakke med sådan en som mig, kun hvis det var livsnødvendigt at jeg fik nogen af vide af dem, eller hvis det var et nødstilfælde vi stod i. ”Jeg har slået op med Mirana, og jeg tænkte lidt på om du så ikke ville… Siden det var dig som fik bre..” Jeg stoppede ham midt i hans sætning ved at tysse på ham. ”Hvorfor er det at du fortæller mig, at du har slået op med Mirana? VI har næsten aldrig snakket sammen udover i dag, så det undre mig lidt at du siger det til mig!” Jeg forstod ham virkelig ikke, men jeg holdt min mund efterfølgende så han kunne sige det han ville sige før. ”Fordi jeg ikke har andre at sige det til! Det var dig som fik brevet, og derfor syntes jeg også at det var fair at du fik af vide, at jeg havde slået op med hende som havde snydt sig til noget som ikke var tilegnet hende! Så jeg tænkte lidt på noget. Jeg tænkte på om du måske ville starte på en frisk og møde ham drengen fra brevet under det store træ klokken otte i parken i aften?” sagde Lucas langsomt og endelig tøvede han ikke som han havde gjort de forrige gange. ”Jeg er klar på at møde ham drengen igen under træet i aften. Denne her gang vil jeg ikke tøve, for det kunne være at nogen kom mig i forkøbet og fik æren af, at være sammen med en dejlig dreng.. jeg mener sikkert at være sammen med ham den dreng som havde skrevet brevet!” svarede jeg hurtigt og kiggede rødmede op på Lucas. Jeg stod og kludrede rundt i alle mine ord, og hvis det var mig som skulle have hørt på det jeg lige havde lukket ud, så ville jeg ikke have forstået et ord af det volapyk! ”Så må vi se hvem der dukker op under træet i aften! Men vi ses!” sagde Lucas hurtigt og vendte sig om på hælen og gik sin vej. Jeg besluttede mig hurtigt for at gøre det samme, også bare for at komme hjem hurtigt muligt. Igen skulle jeg gå hjem…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...