Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
102Kommentarer
7791Visninger
AA

15. Aftalen med Lucas, mødet og de store smil…

Da klokken nærmede sig otte igen var jeg på vej hen mod parken igen. Denne her gang havde jeg endnu flere sommerfugle i maven end jeg havde sidste gang. Jeg vidste nogenlunde hvad jeg gik ind til, og jeg vidste at det var Lucas som jeg ville møde under træet. Jeg smilede stille for mig selv, da jeg gik igennem porten som førte ind til parken. Jeg havde igen valgt at gå. Jeg gik op til træet i parken, og så til min store skuffelse, at der ikke var kommet nogen Lucas. Tænk hvis han bare havde løjet overfor mig, og at jeg så bare var blevet til grin over for ham og alle de andre i hans ”populære gruppe”. Jeg sukkede kort og sank stille ned på det våde græs under træet. Jeg kiggede ud på alle gadelygterne som spejlede sig så flot i søen vand. Søen som lå i parken, og som var et meget kendt sted for alle mulige kærestepar. Jeg havde dog aldrig gået der før med en dreng, og om det ville komme til at ske, havde jeg ingen anelse om, men jeg håbede inderligt på at det engang ville ske. ”Ellie?” kunne jeg høre en dejlig genkendelig stemme sige. Jeg vågnede stille op fra mit lille drømmeri om søen og kæresteparrene, og rejste mig derefter op. Lucas kom gående frem fra træet skygge, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Jeg kunne mærke at mine kinder blussede op, og jeg var sikkert ufattelig rød i hovedet. For en gangs skyld var mørket på min side, og jeg var taknemmelig over, at det var mørkt nu, så Lucas ikke kunne se at jeg rødmede. ”Du kom!” mumlede jeg svagt, men åbenbart højt nok til at han hørte det. ”Havde vi ikke en aftale her klokken otte?” sagde han og jeg kunne skimte et smil på hans læber. ”Det kommer an på om du er ham drengen fra brevet?” Smilet voksede på mine læber og det samme gjorde hans smil. ”Det kan du lige bande på jeg er! Er du så hende den retmæssige ejer af det brev som jeg skrev? Eller er du endnu en ”faker”,” svarede han og jeg kiggede ned i jorden. ”Jeg er ikke nogen faker!” Jeg kiggede op på ham igen, og han sendte mig et muntert blik, og hans krystalblå øjne glinsede fra lyset af månen, som spejlede sig i parkens sø. ”Det ved jeg! Jeg tror dig!” smilede han og gik et skridt nærmere mig. ”Hvorfor snakker du egentligt til mig? Altså du har faktisk stort set aldrig snakket til mig før, og så bare fordi du lige pludselig fandt ud af, at din kæreste havde snydt dig, og at jeg var hende som fik brevet, så er alt bare kvit… Så er det bare ligesom at vi altid har snakket sammen!” Jeg stoppede hurtigt mig selv, da det jeg havde gang i at snakke om, lød helt forkert. Jeg vidste ikke engang selv, hvorfor jeg lukkede alt det her ud! ”Ekskæreste!” mumlede Lucas lidt efter og kiggede ned kunne jeg se. ”Ja undskyld!” hviskede jeg og sukkede kort. ”Hey! Jeg er ikke kommet her i dag, for at ”skændes”, men jeg er kommet for at snakke med dig! For at snakke med den pige som fik brevet, og sidst jeg hørte efter, så var det da dig!” ”Hey vent nu! Lad os springe det her emne over, og snakke om det vi er kommet for. For som du selv sagde, så er vi jo ikke kommet for at skændes! Vi valgte selv at dét her møde skulle finde sted, så lad os få det bedste ud af det som vi kan! Okay?” sagde jeg og følte mig i et split sekund som en sur gammel dame, som hellere end gerne ville bestemme det hele. ”Men så lad os få det bedste ud af det!” Jeg begyndte stille at gå hen mod parkens udgang, da jeg regnede med at vi skulle lave noget udenfor parken. Måske ville han have at vi skulle tage ind i en butik og få os en is. Måske ville han hellere i biografen! ”Hey vent lige Ellie! Hvor skal du hen!” råbte han efter mig, og jeg stoppede hurtigt op. Jeg vendte mig om på hælen, og så at han ikke have flyttet sig fra træet. ”Jeg troede at vi skulle gå ud i byen eller sådan noget!” råbte jeg tilbage, og jeg håbede på at han ville komme hen til mig, så vi kunne fortsætte ned i byne, men han flyttede sig stadigvæk ikke ud af flækken. Jeg sukkede opgivende i håb om, at få ham med ned i og få en is, ikke fordi jeg var helt besat af is, men det kunne da være hyggeligt nok, men derefter gik jeg bare tilbage til ham. Jeg satte mig håbløst ned i det kolde græs under træet, og han satte sig ned ved siden af mig. ”Hvad så!” sagde han og puffede til mig. ”Hvad så…” mumlede jeg lidt efter og derefter kunne jeg ikke lade være med at grine. Han grinede hurtigt med, og egentligt havde jeg ikke opfattet hvad det var, der var så hylende morsomt. ”Hvad syntes du vi skal lave!” spurgte Lucas om, mens han prøvede på at styre hans grin nogenlunde. ”Jeg ved det ikke… Måske snakke, og få lidt mere afvide om hinanden! Vi ved jo faktisk næsten ingenting om hinanden!” sagde jeg og stoppede helt op med at grine. Jeg kiggede over på ham og så at han smilede. ”Men i så fald! Jeg hedder Lucas!” Han rakte hans hånd ud mod mig, og jeg tog imod den. ”Jeg er Ellie..” sagde jeg da min hånd lå i hans. Jeg kiggede ind i hans øjne, som igen lysede op fra månens skær. Aldrig havde jeg set noget lignende…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...