Drengen, Problemet og Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2010
  • Opdateret: 8 sep. 2010
  • Status: Færdig
Ellie er en helt normal pige, som forelsker sig i den søde dreng - Lucas - ham den populære som sidder foran hende i klassen. En dag får deres klasselærer - Fru Henningsen en sindssyg idé om at drengene skal skrive et anonymt brev på valentines dag, som deres lærer så vil dele ud til pigerne i klassen. Ellie er så heldig at få brevet fra Lucas, dog ved hun ikke hvem brevet er fra, og da hun glemmer brevet på hendes bord i et frikvarter, slår skolen diva - Mirana til, og en misforståelse og en stor løgn ændre alt det, som Ellie havde håbet på kunne være hendes store chance - hendes store chance på vej ind i kærlighedslivet, og mon en brækket arm også kan have en lille indflydelse på det hele?

29Likes
170Kommentarer
7403Visninger
AA

1. Skolen, den mærkelige idé og de hemmelige breve!

”Vil alle være søde at sætte sig ned?” Min klasselærer – Fru Henningsens stemme klingede ud over vores klasselokale. Alle satte sig hurtigt ned på deres pladser. ”Som i jo nok ved, så er det valentines dag i morgen, så jeg vil derfor – bare for at prøve noget sjovt, så vil jeg bede alle drengene herinde i klassen, om at skrive et anonymt brev, som de bagefter skal give til mig. Så vil jeg beholde alle brevene. Bare rolig jeg skal nok lade være med at læse dem, men så vil jeg tage dem ned i en pose, og så vil pigerne i morgen skulle trække et tilfældigt brev fra posen. De ved så ikke hvem brevet er fra, og det er det der er pointen i det hele. På den måde får vi en sjov valentines dag ud af det, og hvem ved! Måske bliver der sat nogen sammen, som klinger godt sammen, og så kan det måske være vi ender med at få en del kærestepar herinde i klassen!” Fru Henningsen sluttede efter en god og lang prædiken hendes tale af. Der blev pludseligt en masse støj inde i klassen, og jeg prøvede bare på at lukke alt ude. Jeg sad i midten af klasselokalet – lige bag den dreng jeg godt kunne lide. Jeg vidste at jeg ikke ville have en eneste minimal chance hos drengen. Han var den sødeste, flotteste og dejligste dreng jeg nogensinde havde set. Han var selvfølgelig af den populære type, og alle pigerne var vilde med ham, så hvorfor ville han nogensinde få øjnene op for mig? ”Jeg deler lige et papir ud til jer drenge, og så vil jeg gerne bede jer om at skrive jeres breve nu, så jeg hurtigst muligt kan få dem igen. I skal folde papiret sammen efter i er blevet færdige, og så skal jeg så have dem!” Igen var det Fru Henningsen som havde taget ordet, og hun snakkede på livet løs, mens hun gik rundt mellem vores borde og delte papir ud til drengene. ”Hvad skal vi så lave imens os piger?” spurgte Mirana hurtigt om, og jeg væmmedes igen ved lyden af hendes stemme. Hun var noget af det mest irriterende menneske jeg nogensinde havde mødt. Hun var klassen irriterende pige, den trælse pige som hele tiden snakkede, og så var hun skolens største diva. Hun var altid efter folk, som hun mente var under hendes ”Popularitet” og hvis der var noget jeg virkelig bare ikke kunne tage ved folk, så var det når de troede, at de selv var SÅ meget bedre end alle andre. Vi var alle sammen mennesker, og vi bestod alle sammen af kød og blod, og vi var derfor lige gode alle sammen. I mine øjne var ingen bedre end andre, og vi var lige meget værd. ”I kan da bare sidde og snakke lidt sammen, men sørg nu for at få alle med i samtalen, så der ikke er nogen, som føler sig udenfor!” sagde Fru Henningsen og det var som om hun talte til os, som var vi sådanne små børn, der lige var startet i første klasse. Vi var i gang med vores tiende år i skole, og var ved den 13. februar i niende klasse. Senere på skoleåret skulle vi op til alle vores eksamner, og hvis der var noget jeg var nervøs for, så var det mine eksamner. ”Jeg glæder mig bare SÅ meget til at læse det brev jeg får. Jeg kan slet ikke vente!” Jeg kunne igen høre Miranas stemme som borede sig ind i hjernen på mig. ”Jeg håber bare jeg får der brev fra Lucas!” fortsatte hun og kiggede op på Lucas som sad foran mig – ham drengen som jeg godt kunne lide. Mirana kunne også godt lide ham, og jeg vidste at han ville vælge hende frem for mig, hvis han engang fik chancen for det. Mirana sad ved et bord, lige ved siden af Lucas’ bord, og jeg kunne derfor se næsten alt hun foretog sig i timerne. ”Ja det kunne være så fedt!” sagde en af Miranas veninder – Emma. ”Er i snart færdige drenge! Klokken ringer lige om lidt, så jeg vil meget gerne snart have jeres breve!” sagde Fru Henningsen og gik rundt og tog i mod de færdige breve, fra de drenge som var færdige med at skrive deres brev. Jeg begyndte stille at pakke mine bøger ned i min skoletaske igen, og ventede bare på at klokken ville ringe. Jeg havde ikke noget jeg specielt jeg skulle efter skole, ikke andet end at jeg skulle til gymnastik senere på dagen. Jeg var ikke den store rytmepige, så jeg var blivet springpige og sprang derfor sammen med drengene. Derudover gik Lucas også til gymnastik på samme tid som mig, og på samme hold. Vi sprang sammen på samme hold, men selvom vi gik, og havde gået til gymnastik sammen i et godt stykke tid, havde vi aldrig sådan rigtigt snakket så meget sammen. Da jeg endeligt kunne høre klokken ringe, afbrød det hurtig min tankegang, og vi havde fået fri. Alle var ude af klasselokalet på ingen tid, dog blev nogen drenge der i lidt ekstra tid, da de skulle have skrevet deres såkaldte valentines breve færdige. Jeg var hurtigt ude ved mit overtøj, og da jeg havde fået det hele taget på, og var hoppet i mine nye Nike sko, gik turen igen hjemad.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...