Skumring


2Likes
3Kommentarer
1450Visninger

1. Amelia

Det var en sensommeraften d. 27. august.1999.Mørket var så småt begyndt at falde på, men helt nede i kanten af himlen lå lyset stadig på vejen og prøvede at holde sig vågen. Amelia stod lænet ud af vinduet der på 1tv. hvor hun boede. Hun kiggede ud på skumringen og sukkede, hvor var det dog smukt sådan at se lyset kæmpe mod mørket, mærke suset af den lette sensommer vind når det tog fat i hendes flotte lange røde lokker. Hun kunne stå der i timer og kigge ud af vinduet, hun var så betaget af alle de ting der skete uden for når det var aften der var et eller andet ved mørket der fangede hende. Hvordan kunne det være så smukt? hvorfor længtes hun efter det, når det kun betød død og evig stilhed? Det var der ingen der kunne svare på, ikke engang Amelia selv. Pludselig mærkede hun et sug gennem kroppen som om noget gik lige igennem hende, og stødte hende væk fra vinduet. Hun vidste godt at det nok var en advarsel, men alt hun længtes efter var at glemme alt ensomheden og alle de forfærdelige ting der var sket i hendes fortid. Hvis bare hun kunne komme tilbage i mørket, var der en mulig hed for at hun kunne glemme si fortid igen, glemme alt og være helt tom. Amelie gik hen imod hurtigt hen imod vinduet, men hun kunne ikke komme tættere på end 2 meter og så var den der igen den følelse af st blive skubbet af noget der ikke er der. Det var et hårdere skub denne gang og hun kunne knap nok stå på benene længere, og til sidst gav hun efter. Hendes ben faldt sammen under hende og i det hun ramte gulvet begyndte hun at græde. Amelia græd ikke fordi at faldet gjorde ondt, men fordi at det hun havde prøvet at skjule nu kom frem i lyset. Der lå hun så i timevis og bare græd og græd, fordi at hun ikke kunne forhindre billederne i at komme tilbage. Det var billeder af hendes forældre der lå på gulvet dræbt, hun havde slået dem ihjel. men det var ikke hendes mening at slå dem ihjel, for hun elskede dem jo, gjorde hun ikke? Hun var ikke engang selv sikker mere, hun vidste ikke om hun græd fordi at hun elskede dem og at de nu var væk og aldrig nogensinde kunne komme tilbage, elle om hun græd fordi at hun ikke kunne tåle tanken om at have frarøvet et andet menneske deres liv. Det var et umuligt spørgsmål der ikke havde noget svar, de havde slået hende hver eneste gang hun havde gjort noget de ikke brød sig om, hver gang at hun havde gjort noget der i deres øjne var forkert. Hvis hun ikke var kommet lige hjem fra skole havde hendes far bare stået og ventet indenfor døren og så fik hun i svingene lussing der sved så meget at hun med det samme begyndte at græde allerede før han åbnede munden, og råbte ind i hovedet på hende hvad hun havde gjort forkert og at hun var en dårlig datter, og samtidig tvang han hende til at se på ham.Han blev ved indtil hun brød fuldstændig sammen, det stod på hver eneste dag, selv hvis hun kom lige hjem slog han hende og råbte af hende at hun ikke skulle være bange ham. Han råbte at det ikke var meningen at man skulle være bange for sin far og at han bare satte sig selv i respekt. Det passede selvfølgelig ikke men det troede hun jo dengang, for der var hun jo bare en lille pige. Der var aldrig nogen når hun havde brug for det, der var ingen der lavede mad til hende, og ingen der hjalp hende. Amelia´s mor var aldrig hjemme og når hun var hjemme var hun altid på stoffer.Familiens eneste penge kom fra moderens job som stripper. Alle disse ting stod på i hele Amelia´s barndom og helt frem til den dag som idag er præcis et år siden, hvor hun slog dem ihjel. Det var den dag hvor hun endelig forstod at alle de ting hendes forældre udsatte hende for var forkerte, hun besluttede sig for at komme for sent hjem og så slå tilbage når hendes far slog hende, vise at hun bestemte over sit eget liv. da hun den dag kom hjem flere timer for sent var hendes far rasende, han slog hende hårdere end han nogensinde havde slået hende før, og råbte så højt han kunne at hun snart var en voksen dame der burde kunne tage ansvar sine handlinger, og at hun opførte sig som et pattebarn. “Hold kæft!” halvt skreg og halvt råbte Amelia “jeg bestemmer selv over mit liv” og så slog hun ham i ansigtet og bagefter i maven og hun blev bare ved med at slå løs på ham hun var så vred. Til sidst faldt han sammen på jorden, han var død. Før Amelia nåede at gå i chok kom hendes mor ind af døren, da hun fandt Faren død på gulvet skreg hun: Amelia, du har slået ham ihjel. Da blev Amelia endnu mere vred end før “For første gang nogensinde nævner du mit navn , og så er det fordi at jeg har slået ham ihjel”. Nu begyndte hun også at tæve løs på moderen, tæve løs på hende mens hun konfronterede hende hende med alle de gange hvor hun ikke havde været der når der var brug for hende, og måder hvorpå at hun varen dårlig mor. “Stop, Amelia, Stop du slår mig ihjel” Amelia tøvede et øjeblik, men slog hun alligevel og moderen døde. Der lå de så, hendes døde forældre. Hun var skræmt over det hun lige havde gjort, og besluttede sig for at flygte. Det enste hun tog med sig var alle hendes forældres penge, intet ville hun have med der kunne minde hende om det. Nu lå Amelia så her på gulvet i hendes lejlighed et år efter og græd over det der var sket. Da tog hun en beslutning, hun ville flytte til mørkets land. For mørket fik hende til at glemme, Hun ville dø. Da hun havde taget den beslutning gik hun hen til vinduet, kraften der havde holdt hende væk derfra var forsvundet. Hun var sikker på at den var forsvundet på grund af hendes beslutning. Før Drog bort var hendes sidste ord
“Farvel, farvel for evigt”.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...