De trykkende Noveller.

Det Gamle Hus; Er en novelle om en barndom i fred & dyd, en barndom der er savnet, mennesker der er savnet. alt kan ikke ende lykkeligt.

Kære LilleSøster; er en novelle om to søskende som mister deres forældre, den ene søster er lam og sidder der hjemme, hvor den ældste søster bliver ved med at huske tilbage, det er en lidt anderledes novelle (;

flere kommer (;




2Likes
5Kommentarer
2331Visninger
AA

2. Kære LilleSøster.

Jeg vidste fra den dag, at det aldrig ville blive det samme som førhen, men jeg håbede alligevel så inderligt.

Endnu en gang kørte jeg blyanten igennem håret, der var efterhånden kommet en knude, som jeg sikkert ville få problemer med senere. jeg kiggede ned.
Krusedullerne strakte sig over mit kladdehæfte, som blomster, vinger, og blomster igen, jeg var egentlig godt tilfreds med dem.
Jeg sad i min egen verden, lærerne sagde aldrig noget til mig, og hvorfor skulle de egentlig det? jeg gav dem jo aldrig et svar.

"Mie?"
jeg kiggede op og mødte Hr. Madsens blik, alle vendte sig rundt og så på mig. jeg glibbede med øjne og så spørgende på ham. hvad ville han mig? gid han dog ville lade mig være i fred som alle andre.
"Hvad er din mening om emnet?" spurgte han.
"Emnet?" jeg så spørgende på ham, der kom et par fnis fra de andre omkring mig.

"Velkommen tilbage til jorden Mie, vi har om vores tro, den vores skole er bygget på, hvad er din mening om kristendommen?" han smilte anstrengt til mig.

"Sådan en mening har jeg ikke, jeg bryder mig ikke specielt om emnet og" begyndte jeg men blev afbrudt.

"Mie, du er nød til at lade værd med dette, vrede er ikke en god ting i Guds sammenhæng og slet ikke i et af Guds huse, du kan ikke bebrejde ham det, du er nød til at give slip nu" han hviskede nærmest de sidste ord ud, og sænkede blikket, da han mærkede mit blik.

Jeg så bebrejdende og såret op på ham, hvordan kunne han dog sige det? hvordan kunne han!

"Han er den eneste jeg kan give skylden" mumlede jeg og lukkede øjne, jeg kunne mærke tårne, som prøvede at presse sig ud.
Jeg rejste mig og smed min skoletaske over skulderen.
jeg skælvede indvendig da jeg fløj hen over gulvet og ud af døren, jeg løb, blev bare ved med at løbe, selvom jeg hørte dem kalde mit navn.

jeg følte at luftet tog om mig og bar mig afsted.

Glade smilende Lise legede bag huset, i vores store grønne have, hendes blå små øjne lyste som diamanter, glimtede mod solen. mor og far sad og små sludrede på terressen, mens de glade så til. der blev drejet en halv omgang og en lyshåret pige fløj ud af døren, jeg skulle kun se efter en gang, det var mig.
"Lise!" råbte jeg og løb efter min lillesøster, som skræl grinede.

Jeg fortsatte ned af gangen.

Vi kørte hen af vejen i den lille røde Audi, det regnede, og blæsten havde godt fat i trætoppene, Lise sad og så nervøs ud af vinduet, ned mod kløften som fulgte vejen.
jeg selv sad og hørte med på et af de gamle Abba hit, som kørte i radioen.
regnen trommede mod taget af bilen og det gav sådan en rar atmosfærer, man fik helt lyst til at falde hen, lukke øjne i, bare et øjeblik. . .

"PAS PÅ!" Skreg Lise
Jeg åbnede øjne og så et rådyr krydse vejen, far prøvede at stoppe op, vi havde for meget fart på, og bilen begyndte at snorer rundt på den glatte vej, det sidste jeg hørte var Lises Skrig, efter det blev alting sort.

jeg løb ud af den store svingdør, og lyset udenfor omringede mig på ny.

Der hjemme var der stille, min moster havde allerede været forbi, så vi var alene.
Jeg gik op af trappen til første sal og gik ind i det grønne værelse, ved vinduet sad hun og lod som om hun så ud, selvom vi alle ved at hun intet ser mere, kun det mørke som har fanget hende i sit næt. et tæppe dækkede hende næsten helt, undtagen hendes ansigt, som var udtryksløst, lægerne sagde at hun var blevet lam.
Vi var de eneste der overlevede, de eneste.

Jeg satte mig ved siden af hende og tog hende i mine arme, enkelte tårer løb ned af mine kinder.
jeg holdte hende tæt et øjeblik, men slap hende så der efter.

"Kære Søster" hviskede jeg trist.

Hendes øjne som før hen havde været udtryksløse, fik et skær af genkendelse.
Et smil trak i hendes mundvig.

slut (;

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...