De trykkende Noveller.

Det Gamle Hus; Er en novelle om en barndom i fred & dyd, en barndom der er savnet, mennesker der er savnet. alt kan ikke ende lykkeligt.

Kære LilleSøster; er en novelle om to søskende som mister deres forældre, den ene søster er lam og sidder der hjemme, hvor den ældste søster bliver ved med at huske tilbage, det er en lidt anderledes novelle (;

flere kommer (;




2Likes
5Kommentarer
2331Visninger
AA

3. Glas dukken - som manglede et øje.

Stranden lå øde hen, her var ingen, udover mig.
den kolde efterårsvind piskede i mit hår og hver gang jeg trådte ned i sandet med mine bare tærer, fløj sandet stille op i en snirklet cirkel, og forsvandt med vinden. jeg gik langs kysten, min hvide sommerkjole var tynd, for tynd, den blæste i vinden, og lignede nærmest et slør, med de hvide folder den havde.
jeg slog armene om mig selv, jeg burde have taget en trøje på, nok nærmere en jakke. det var snart efterår, de gule blade fløj allerede af træerne. små bølger sås ude på vandet, bølger så lette.
jeg gik videre, uden et vidst mål, jeg gik bare. vinden gjorde mig klar i hoved. at være alene, var en ting, men at føle sig alene, var en anden, det formørkede sindet.
jeg gik helt ned til vandet, som bølgede ind mod stranden, jeg mærkede det kolde vand mod mine føder, det fik mig til at gyse, og en rystelse gik gennem mig, endnu engang gik jeg videre, videre og videre, mens jeg mærkede vandet under mine fødder. jeg begyndte at kigge efter en musling, hvis jeg var heldig kunne jeg måske finde et stykke rav, jeg så noget skinne, det var hverken rav, eller en musling, det var jeg sikker på. Jeg kiggede efter igen og ganske rigtigt, noget lå halvt gemt under sandet, jeg stak mine hænder igennem vandet overflade og trak til, det var glat og koldt, en glas dukke hang nu og dinglede fra min hånd, den havde vidst ligget der længe, dens stofkjole var begyndt at forsvinde, men dens tilstand var skræmmende perfekt, med dens blege ansigt og røde læber, næsten ingen skader havde den, kun en lille, dens ene øje manglede, der var nu kun et sort hul. men dukken havde også en skræmmende lighed med den dukke min søster havde haft for mange år siden.
dog var denne af glas, men hvem ville efterlade sådan en dukke?
jeg havde medlidenhed med den, den havde nok ligget her en evighed, helt alene, den så nu også så trist ud som den hang der i mine arme, mutters alene, det var den følelse jeg selv havde.

Glas dukken kom med mig hjem, men den fik aldrig et nyt øje, nu sidder den på min sofa, folk spørg tit hvor jeg har den fra, og mit eneste svar er at jeg fandt den for meget længe siden, den gang var jeg en teenager som havde fået knust sit hjerte. glasdukken har fulgt mig i gennem mange år, rynkerne danser nu over mine kinder, hver gang jeg smiler. glasdukken ligner dog sig selv, med sin blege hud og sine rødelæber, men hvis jeg nu er heldig en aften, ser hun på mig, og i den lille glasdukkes ansigt, strækker der sig et smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...