Sms-rejseblog

Jeg vil de naeste uger skrive sms-rejseblog fra min backpacktur i Oesteuropa. Jeg rejser sammen med min bedste veninde Kathrin - og vi glaeder os helt vildt!!!

3Likes
2Kommentarer
3147Visninger
AA

17. Sarajevos bøgetræer

Her får I en længere fortælling – der er simpelthen ikke plads i en sms til at fortælle, hvad der er sket de sidste dage.
Som jeg skrev, sad jeg i taxaen med M. Vi kørte gennem gaderne med lysene susende forbi vinduerne. Det var uvirkeligt. Som i en drøm.
Endelig var vi fremme. Jeg trådte ud i den kolde natteluft og kiggede mig omkring. Der var kun en enkelt lygte til at lyse den dunkle gade op.
”Dér!”
Marcelos råb fik mig til at fare sammen.
”Det må være den opgang. Det er den eneste med udsigt til træerne.”
Jeg kiggede op mod nogle mørke vinduer, og Marcelo var allerede på vej over mod opgangen.
”Kom!” råbte han.
Vi ringede på hele vejen op. De fleste steder åbnede uforstående fremmede ansigter – gamle damer, husmødre med rollinger løbende om benene, sure ildelugtende mænd. Til sidst var der kun en dør tilbage. Vi ringede på. Intet svar. Ringede igen. Stadig intet svar.
Marcelo tog i håndtaget. Døren var åben og gled stille op.
Vi trådte ind i en mørk gang. Der lugtede indelukket. Jeg kunne høre Marcelos åndedræt tæt på mig, men kun svagt ane omridset af ham. Marcelo åbnede en dør på højre hånd. Et tomt badeværelse. Vi gik videre frem og prøvede døren til venstre.
Værelset var ikke særlig stort med skrå vægge. Månen skinnede gennem et lille loftsvindue. I det fjerne kunne man ane nogle svajende træer. Bøgetræer.
”Clara, se lige her.”
Marcelo stod bøjet over en gammel madras. Han vendte sig mod mig med et eller andet i hænderne.
”Er det… Er det ikke Kathrins?” hviskede han og holdt en lilla cardigan frem. Der gik et sug gennem min mave. Hendes yndlingstrøje. Hun havde haft den på den aften.
”Jamen,” stammede jeg.
Marcelo tog blidt fat om mine skuldre.
”Jeg er ked af det,” begyndte han, men blev i det samme afbrudt af en høj, skramlende lyd. Den kom fra den mørke ende af rummet. Jeg trådte langsomt et skridt ind i mørket. Her nåede månelyset ikke ind. Jeg kunne høre Marcelo bag mig. Jeg famlede mig frem og mine hænder ramte en væg. Der var et håndtag! Uden at tænke trykkede jeg ned.
Det pludselige lys blændede mig. Og så en stemme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...