En sang Fra En Sommerfugl

Hvad ville du gøre hvis du lever i 2010, men dagen efter i 1835´?.


Mary er 17 år og meget glad for litteratur, hun har fine karakter og skal starte på det gamle smukke universitet, YaleFord.
hun glæder sig meget, men da det forfærdelige sker, at hun ikke kommer op af vandet igen, efter en bade tur, sker der en forandring, Mary er tilbage i 1835, sidst hun så på datoen var hun i 2010.
hun prøver at klare sig, så hun søger arbejde, og det lykkes da også, hos en rig Gods ejer bliver hun tjeneste pige. En dag støder hun ind i John, den rige Gods ejers søn, han viser hendes den gamle smukke verden, En verden som er lige så fantastisk, som den i de gamle bøger.


6Likes
35Kommentarer
4225Visninger
AA

7. 7. Del

Dagene fløj afsted, og ugen med, jeg kunne ikke længere holde styr på datoerne, jeg var allerede blevet van til stedet, og jeg kunne faktisk finde rundt nu.
som jeg sagde, fløj dagene afsted. jeg hjalp til i køkkenet, redte senge, og hjalp Hr.Marson.
i min fritid hyggede jeg mig med Jane, vi kunne sidde og snakke i flere timer, hun var ved at blive en veninde, hvis hun ikke allerede var det.
det værste var kjolerne, de var så tunge at bærer. især op af trapperne. idag havde jeg en lyseblå på. den var lidt lettere end de andre, i det her vejr ville det blive min død, hvis jeg tog en af de tunge på.

Godset var fyldt med gæster idag, i hvilken anledning vidste jeg ikke.
"Miss Amore!" kaldte en af køkkendamerne.
jeg skyndte mig ud til køkkenet og tog i mod et fad med te og småkager. det skulle ud på bordet i en hvis fart, da gæsterne var på vej ud i haven og skulle drikke deres eftermiddags te.
jeg skyndte mig ud af døren og ud gennem gården til haven og drejede om hjørnet, i det jeg gjorde det, ramte jeg ind i en og faldt tilbage, jeg lukkede øjne, og ventede på at det ville gøre ondt, heldigvis nåede personen at få en arm rundt om mig, og jeg blev stående på mine to ben. jeg åbnede langsomt øjnene og så ind i et par smilende grå blå øjne.og jeg opdagede hurtigt at jeg havde set ham før. det var drengen fra maleriet, ham på den stejlende hest.

"Dig har jeg vidst ikke mødt før?" spurgte han og smilte stadig til mig.
"nej jeg er ny her på stedet" svarede jeg og så ned, jeg prøvede at styrer mit hjerteslag men det, ville ikke sætte farten ned. han var høj, havde lysebrunt hår og de smukkeste blå grå øjne. hans arm var stadig rundt om livet på mig, og det gjorde mig endnu mere nervøs.

"MISS AMORE!, hvad tror du lige du har gang i`?!, Vi har faktisk travlt idag!" sagde en stemme bagved mig. jeg vente mig halvt om og der stod Nancy, hun så godt sur ud.

"Det var ikke hendes skyld Nancy, jeg var ved at vælte Miss Amore" sagde min rednings mand og gav slip om mig,
"Det kan jo ske, men husk, det er faktisk din hjemkomst vi fejre John, så hvis de vil lade Miss Amore være, så vi kan blive færdige med vores arbejde, og kan komme videre" sagde hun skarpt.
"Javel Nancy" svarede han, jeg var ved at dø af grin indvendig. det kunne John vidst se, for han blinkede til mig.
"så er det nu Miss Amore" kaldte Nancy.
jeg smilede en sidste gang til John og fulgte efter hende.
sommerfuglene blafrede rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...