En sang Fra En Sommerfugl

Hvad ville du gøre hvis du lever i 2010, men dagen efter i 1835´?.


Mary er 17 år og meget glad for litteratur, hun har fine karakter og skal starte på det gamle smukke universitet, YaleFord.
hun glæder sig meget, men da det forfærdelige sker, at hun ikke kommer op af vandet igen, efter en bade tur, sker der en forandring, Mary er tilbage i 1835, sidst hun så på datoen var hun i 2010.
hun prøver at klare sig, så hun søger arbejde, og det lykkes da også, hos en rig Gods ejer bliver hun tjeneste pige. En dag støder hun ind i John, den rige Gods ejers søn, han viser hendes den gamle smukke verden, En verden som er lige så fantastisk, som den i de gamle bøger.


6Likes
35Kommentarer
4217Visninger
AA

11. 11. Del

Vi red ned af en skovstig, det var svært at holde balancen, jeg skulle hele tiden sørge for at have ligevægt, den ene gang hvor jeg var ved at miste balancen, lagde John en arm om min ryg og holdte mig fast, genertheden fløj ind over mig, men alligevel lænede jeg mig lidt ind mod ham, det var betryggende at være så tæt på ham, en ubeskrivelig rolig følelse.
Men noget der stadig kørte rundt i mit hoved var om jeg nogensinde ville komme hjem? se mine elskede familie igen? men noget jeg ikke vidste var, om jeg egentlig var død? og om dette her så var himlen?

" Er der noget galt? Du spænder så frygteligt kan jeg mærke" Jeg stivnede, Johns mund var så tæt på mit ører. En kuldegysning dansede op af min ryg.

"jeg er okay" svarede jeg og havde sådan en lyst til bare at læne mig tilbage og mærke hans krop.

"Mary, du har aldrig fortalt mig, hvor det er du kommer fra?" sagde han og klikkede med tungen for at få den brune hest til at gå mere fremad.

"Jeg er fra Lavlandet" svarede jeg, jeg følte et stik af den løgn og den hemmelighed som jeg gemte på.

"Du ligner overhoved ikke pigerne fra lavlandet, der er noget specielt ved dig, noget jeg ikke kan forklarer" fortalte han og hoppede ned fra hesten, og vente fronten mod mig, så han kunne hjælpe mig ned.
jeg landede ikke så yndefuldt på benene som jeg havde håbet, nok mere en trampende elefant, jeg skævede til John, men han smilte bare til mig.
hans lyse halvlange hår blæste i vinden, og han mindede mig så meget om en teddybjørn, jeg havde en sådan lyst til at kramme ham.

"hvor er du så fra i lavlandet?" spurgt han og holdte øje med mig.
jeg sank en klump, jeg kendte ingen byer i lavlandet. "øhh jeg kan ikke huske hvad den hedder" var mit eneste svar.
Johns ene øjenbryn løftede sig og han så spørgende på mig, og ventede nok på at det bare var en joke, men da tavsheden blev længere om længere, trak han bare på skulderne "Jeg har aldrig mødt en der ikke kunne huske sin egen bys navn" svarede han ærligt og så mistænksomt på mig. endnu en gang sank jeg en klump, det her var ikke lige det bedste møde. der gik heller ikke særlig lang tid før han hjalp mig op på hesten igen. tavsheden sænkede sig over os, ingen sagde noget på vejen hjem.



Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...