Den Øde Ø!!!

Ikke nogen rigtig beskrivelse ud over at dette var en stil jeg skrev sidste år. Jeg fik stor ros for den af min lærer så vil ige høre jeres menning! kommenter endelig!

1Likes
4Kommentarer
1613Visninger

1. Del 1


Indledning: Krydstogtskibet Elisabeth havde lagt fra land og sejlede nu ruten over det krystal blå hav. Alt gik fint, indtil der af en uvist grund gik brænd i motoren. Skibet sank. De fleste blev reddet fra druknedøden, undtagen nogle få der forsvandt i havet. Man var sikker på, at dem der var forsvundet i havet, var døde. Men en af dem var endt et meget usædvanligt sted…
Anton lå i vandkanten og flød. Han slog øjnene op, men måtte knibe dem sammen igen, for solens stråler skinnede ham i øjnene. Anton satte sig op, og rodede i sit hår. Han kiggede til venstre ud over havet. Han kunne se hav så langt øjet rakte. Han kiggede til højre, der kunne han se skov, eller det var jo faktisk en jungle! Han kiggede ned. Der lå sand under ham. Da gik det op for ham, at det var en ø! Han rejste sig hurtig og kiggede sig omkring.
”Rolig nu Anton! Du er sikkert ikke den eneste på øen!” tænkte han.
”Hallo, er her nogen?!” råbte han. Intet svar.
”Hallo!” råbte han igen. Anton blev ved med at råbe: ”Hallo!”
Han løb frem og tilbage på stranden. Til sidst kunne Anton bare ikke mere. Han lod sig falde ned på knæerne, og lod sit ansigt hvile i hænderne. Selv om han var en voksen mand, græd han. Han græd og græd. Efter et par timer var Anton selvfølgelig stoppet med at græde. Han lå bare og så ud over havet, da sulten kom. Anton rejste sig og kiggede rundt på stranden efter mad. Da han ikke fandt noget, besluttede han at kigge i junglen. Han gik ind i junglen, og engang i mellem hørte han en løve brøle. Han var tit ved at vende om, men så kom han til at tænke på hvor sulten han var og han forsatte. Men efter lang tids vandring kom han til en bananpalme. Uden at tøve spyttede han i hænderne, og prøvede at kravle op af den glatte palme. Han gled ned igen.
”AV!” hvinede han, da han gled ned af palmen, men han gav ikke op! Han blev ved med at forsøge, og til sidst sad han langt nok oppe til at kunne plukke en banan.
1..2..3..4..5..6..7.., 7 bananer fik han med ned fra træet. Han spiste den ene med det samme. De sidste 6 gemte han. Til hans store overraskelse kunne han finde ud af junglen igen!
”Jeg er vidst lidt af en overlever!” mumlede Anton tilfreds, da han igen sad på stranden. Timerne gik. Anton sad og spiste de sidste bananer, imens han så solen gå ned over havet. Solen forsvandt, og der blev utrolig mørkt! Anton var meget træt. Han lagde sig på det kolde sand men kunne bare ikke sove. Efter noget tid havde hans øjne vænt sig til mørket. Han rejste sig og gik over mod junglen. Selvom han kunne se lidt, måtte han føle sig frem. Han fik fat i nogle store blade og rev et par stykker af. Så lagde han bladene på sandet og lagde sig på bladene. Det var godt nok ikke en førsteklasses seng, men efter at have overlevet en flydetur i havet, vågne op på en øde ø, og kravle op af palmer, føltes bladene som den rene drøm.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...