anoreksiens ofre

Cecilie har i et halvt år lidt af sydommen anoreksi. hendes mor fortæller om hvordan det er at være ved at miste sit barn

3Likes
1Kommentarer
2226Visninger
AA

1. Anoreksiens ofre

Jeg pudsede næsen og gik ind af døren til stuen. Jeg satte mig ved siden af den hvide seng. Min datter vendte sig om. Hun så så skrøbelig ud som hun lå der i det hvide hospitals tøj og gemte sin skelet tynde krop under dynen. Hendes læber var lidt blå og hun kæmpede for at lade være med at klapre tænder. Hun så på mig med store tårefyldte øjne og sagde "mor vil du ikke nok blive her selvom du græder, jeg ved jo godt jeg ikke bliver rask igen" Jeg vendte demonstrativt hoved væk, mens mine øjne igen blev fyldt med tåre. Da jeg endelig så på hende igen, sov hun. Hendes magre ansigt så pludseligt fredeligt ud og ikke længere bange. Hun holdt stadig min hånd med sine knoglede fingre.
Jeg må hellere gå igang. Jeg skal fortælle om min datters historie. Det har jeg lovet hende nu, hvor vi alle ved at hun skal dø. Hun hedder Cecilie. Det hele startede faktisk for et halvt år siden. Cecilie gik dengang til ballet. Hun var meget dygtig og ville gerne i elite klassen. Jeg var meget stolt af Cecilie og opfodrede hende til at træne hårdt. Da Cecilie en dag kom grædende hjem fra træning var jeg meget overasket. Jeg hev hende med det samme ind i sofaen og spurgte "hvad er der galt, du plejer da altid at være så glad når du kommer fra træning" Cecilie hulkede bare videre. Til sidst rejste hun sig fra sofaen og råbte "du forstår heller aldrig noget". Hun løb grædende ind på sit værelse og smækkede døren. Nogle gange kunne det være svært at være ceciles mor. Misforstå mig ikke jeg elskede cecile over alt på jorden. Og ja det gør jeg stadig. Den aften sad jeg på Cecilie sengekant ligesom jeg gør nu hun fortalte mig om sin træning og hvorfor hun græd. Hendes træner i ballet havde bedt hende tabe sig hvis hun ville i elite klasse. Cecilie skulle tabe 3 kilo. Jeg opmuntrede hende let. 3 kilo er ingen ting og i løbet af de næste 4 uger tabte Cecilie sig 3 kilo eller ja faktisk næsten 4. Jeg selv tabte mig også ca. 5 kilo men tog dem dog hurtigt på igen. Hvor imod Cecilie holdt sin vægt. Den ene dag fandt jeg igen Cecilie grædende på sit værelse. Vi sad stille og snakkede Cecilie græd ofte, hendes far døde for to år siden og det er stadig meget svært for mig at tale om det. Så Cecilie har gået til psykolog. Dette er dog meget svært for en 13 årig pige. Hendes såkaldte klassekammerater mobbede hende med det i starten. Jeg tog fat i lærerne og vi fik rimeligt hurtigt ordnet det problem. I dag var problemet en fra ballet klassen hun havde kaldt Cecilie tyk. Jeg støttede selvfølgelig Cecilie og fortalte hende at hun ikke var tyk. Den gang troede jeg så at alt var okay nu. Men den dag i dag ved jeg at vi skulle have snakket mere om det. Det var der det hele startede. Efter det begyndte Cecilie at spise anderledes. Jeg lagde ikke så meget i det og tænkte at hun nok bare ville spise lidt sundere. Men en dag begyndte jeg at finde den morgenmad jeg lavede til hende i skraldespanden og jeg tog igen fat i hende. Hun forsikrede mig om at det bare var indimellem når hun ikke var sulten. Godtroende som jeg var troede jeg fuldt og fast på hende. Jeg så Cecilie mindre og mindre. Enten var hun ovre hos sin veninde Nora ellers blev hun på sit værelse. Jeg kunne ikke lide Nora, hun var tynd for tynd. Hun var også begyndt at gå i noget helt andet tøj store sweatshirts og lange bukser en dag da Cecilie ikke var hjemme besluttede jeg at finde ud af, hvorfor hun bruger så meget tid på værelset. Jeg ved godt det var forkert at gennem rode min datters værelse men den dag i dag er jeg glad for at jeg gjorde det ellers ville ingen nogensinde have opdaget, hvad hun havde gang i. På gulvet foran spejlet stod en vægt. Der lå også et målebånd. På væggen hang et motions diagram. Da jeg så at computeren var tændt kunne jeg ikke nære mig. Jeg satte mig på stolen og kiggede. Det var en pro anna mia side. Og til jer der ikke ved hvad en pro anna mia side er det er en side for anorektikere og piger med bulimi skriver råd om, hvordan du skjuler det og, hvordan du skal spise for at blive tyndere. Jeg rejste mig fra stolen og langsomt sev det ind. Min datter var syg jeg kunne ikke klare det. Jeg gik over mod vinduet og åbnede det jeg hev frisk luft i lungerne men fornemmede straks en underlig lugt. Jeg kiggede ned og opdagede en stor bræk pøl, det var for meget for mig. Jeg brækkede mig oven i det der måtte være min datters mad fra i går.
Jeg kigger kort op fra min datters ansigt da en læge kommer ind.
Jeg tænker tilbage på de paniske timer efter min nye opdagelse. Det første jeg gjorde var at finde mine cigaretter i en skuffe, hvor de var blevet gemt væk da jeg for nogle år siden holdt op med at ryge. Jeg sætter mig på kontor stolen og tænder computeren. Vipper utålmodigt med foden og venter på at den starter. Mens jeg sidder der begynder noget inde i mig stille at rykke sig og jeg bryder ud i gråd. At jeg ikke opdagede det og så med det job jeg har. Dengang arbejde jeg stadig som redaktør for et ungdoms blad. Jeg havde før skrevet om anoreksi ramte piger. Da computeren endelig er startet op trykker jeg stille i søgefeltet ”anoreksi hjælp”. Der kommer over 20.000 hits op, der er net psykologer, gamle annoncer fra blade og til sidst ser jeg det ”landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade”. Jeg trykker ind og ser straks et nummer og ringer op. Det var første gang jeg fortalte nogen at min datter har anoreksi. Telefon rådgiveren gav mig nogen gode råd og sagde at jeg straks skulle opsøge Cecilies læge. Jeg var kommet igennem mange tude ture og havde opsparet alt min vrede og fortrængt fristelsen til at ringe til hende og bare råbe. Da Cecilie så kom hjem var jeg selvfølgelig vred, ked og skuffet men alligevel overtog noget inden i mig og jeg kommanderede hende ud på badeværelset og bad hende smide tøjet, da hun endelig stod overfor mig kun iført sit undertøj skyllede alt håbet ud af mig hun var tynd, så tynd hvid og bleg hendes knogler stak ud alle steder og jeg kunne tydeligt se hendes ribben. Jeg sank sammen på gulvet og begyndte igen at græde. Samtidig skammede jeg mig over at græde overfor min datter, når jeg tydeligvis burde være den stærke. Cecilie krammede mig ikke som jeg ellers havde forventet men sagde bare med en lille rystende stemme ”du forstår det jo ikke. Ingen forstår det.” Ordene rungede gennem mit hoved og har gjort det lige siden. Siden den dag er vi røget ind og ud fra hospitaler. Alle har prøvet at overbevise mig om at det nok skulle gå. Imens har jeg kunne se Cecilie blive tyndere og tyndere.
Nu sidder jeg her og prøver på at skrive en bog. Jeg gør det for at hjælpe andre og fordi Cecilie bad mig om det. Men det jeg tænker mest på er, hvordan jeg skal klare den nu hvor jeg skal leve helt alene. Jeg tænker på Cecilies fødsel alt den smerte som alligevel var det hele værd da hun så lå i mine arme. Hendes første skridt. Hendes første ord ”mor”. Vores første skænderi. Alle de ting der betyder noget helt særligt med hende forsvinder med hende. Jeg husker hvordan hun trøstede mig da hendes far døde at vi snakkede til langt ud på nætterne. Lægen rør mig stille på skulderen og kigger på mig med et medlidenhedsfuldt blik her vidste jeg helt klart at nu var det slut.


5 måneder senere var der en artikel i lokal avisen.

kendt forfatter begår selvmord
den efterhånden kendte forfatter af bogen -anoreksiens ofre- begik natten til torsdag selvmord. hun hængte sig i ledningen til hendes stuelampe. grunden er tilsydelandende sorgen over hendes anoreksi ramte datter der døde for nu snart 5 måneder side.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...