Min drøm.

..

1Likes
5Kommentarer
292Visninger
AA

1. Kapitel ét - Mit liv.

Jeg havde altid ment at der en udvej. En udvej igennem alting. Og disse omstændigheder ændrede intet. Jeg havde set en del. Jeg havde set mere end en femtenårig, burde havde set. Jeg havde set mennesker lide, mennesker bønfalde om at kunne beholde deres liv, og jeg havde set mennesker dø. En del mennesker gik denne krig over. Mit land. Dette land. Måtte ikke benævnes ved navn. Dette land blev kaldt, område elleve. Jeg var den eneste overlevende i min familie. Mine forældre, mine søskende, mine bedsteforældre, var alle sammen væk. Men jeg ved, at jeg en dag ville stå op et andet sted. Alle andre steder, bare ikke denne celle. Jeg er fange. Jeg blev pisket, sparket og slået på, hverdag. Alle andre mente at det var håbløst at kæmpe imod. Men ikke jeg. Jeg skulle nok komme ud af denne forbandede celle, om det så blev sidste jeg gjorde. Mine tanker blev afbrudt, da et pludselig piske slag ramte mig lige i ryggen. Det gjorde ondt. Men jeg var blevet vant til denne smerte, at jeg slet ikke ænsede den. Jeg spyttede alligevel på vagten, lige i ansigtet. Jeg blev ramt af utallige piske slag. Jeg led. Men jeg ville ikke give ham den fornøjelse. Jeg sprang på ham. Jeg kunne ikke styre mig. Jeg havde sprunget på vagterne adskillige gange. Men denne gang var det så voldigt, at jeg kunne smage blod. Jeg rejste mig op. Chokeret og stolt. Jeg var chokeret over hvad jeg havde gjordt. Men stolt. Stolt over at kunne se hans blod. Hans blod på mine hænder. Det blod som havde dræbt min familie. Jeg kunne pludselig mærke, et hårdt greb om mit håndled. Jeg så op, og der stod to vagter. De trak mig væk fra min celle. Væk fra det sted jeg snart havde boet i to år. Jeg vendte mig om, en sidste gang. Skræmte øjne stirrede på mig. De vidste det var forbi, og det vidste jeg også. Jeg var ikke bange, snarere tværtimod. Jeg skulle væk, forevigt. Snart vil jeg komme til, at se min familie. En tåre trillede ned ad min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk. Det eneste i denne verden der kunne få mig til at græde, var min familie. Jeg landede ret hårdt mod det kolde stengulv. Men jeg lod dem ikke lægge mærke til det. Jeg ville være stærk. Især da disse minutter var de sidste minutter i dette liv, det vidste jeg. Jeg så op, og der stod han. Prinsen. Hans blik var koldt og ondskabsfuldt. Hans hår var brunt, og hans øjne var grønne som smaragder. Han havde en hvid uniform på med grønt skær, som passede til hans øjne. Over uniformen havde han en kappe på, magen til hans uniform. Prinsen var sytten. Han havde haft fødselsdag, for en måned siden. Den dag skulle alle os ellever lide mere, end vi plejede. Jeg ville springe på ham, men jeg kunne ikke. Jeg foragtede ham. Rummet var: mørkt, koldt og dunkelt. Det passede også godt til stemningen. Der var tavst et stykke tid, da en af vagterne afbrød tavsheden. "Deres majestæt. Denne dreng som sidder foran dem, har sprunget på adskillige vagter, og det er vist på tide at dette vanvid får en ende." Vagten sendte mig et ondskabsfuldt smil, mens prinsen stod og betragtede mig nøje. Prinsen så op på vagten, "Hvor mange har denne dreng sprunget cirka på?" Vagtens blik flakkede, da han svarede, "Det har jeg ingen anelse om, deres højhed." Prinsen lo højt, jeg fik kuldegysninger. Ikke fordi jeg var bange for ham, men pågrund af hans latter. Prinsen lo stadig da han svarede. "I uduelige vagter kan heller aldrig gøre noget rigtigt, kan i?" Vagterne bøjede hovedet. Prinsen holdte op med at le, spurgte han, "Hvad er dit navn, unge ellever?"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...