En dag kom han aldrig tilbage


1Likes
1Kommentarer
1461Visninger

2. -

På sedlen, en hvid, krøllet, som hun sidder med i hånden, står hans navn og adresse med blåt, bogstaverne er udtværede af regnen, og det blå blæk havde dengang smittet af på hendes fingre. Hun var nervøs, da hun gik op ad den mørke trappegang. Den var ikke som trappegange ellers er i denne by, velpassede af smilende viceværter, en fryd af blankpolerede gelændere, nyvaskede trapper og duften af noget, man tror, er citron. Opgangen havde ikke været meget bredere end hende selv, og lyset virkede ikke. Der var ingen vinduer.
Hun husker ikke, hvordan hun er kommet ind. Herind. De sorte huller i hendes hukommelse ligner hende ikke. Hun har ført dagbog, siden hun lærte at skrive. Altid i sortrøde kinabøger. Siden den dag på trapperne har hun ikke skrevet; og nu er der de sorte huller. Hendes fragmentariske minder svæver som små klumper tankemasse i det tomme rum. Omkring dem er der kun sort uendelighed, ingen fornemmelse af tid, ingen fornemmelse af form. Om det er det sorte rum, som frustrerer hende, eller det, at rummet ikke er helt og aldeles tomt uden minder og amputerede følelsesstumper, er hun ikke helt klar over. Minderne er som dem, man har fra den allertidligste barndom, hvor man kommer i tvivl om, om man virkelig husker en begivenhed, eller om man bare har fået historien fortalt igen og igen af forældre og bedsteforældre og søskende og har sammenstykket sin egen film af senere billeder. Nu sidder minderne i hende, som sådan nogle gamle film, der har været gemt af vejen for længe, og som man kun med stort besvær og meget baksen med fremviseren kan få at se.
I dag skinner solen, og hun sidder i vindueskarmen og kigger ud på gaden under hende. Hun har siddet stille i lang tid, og billederne begynder at dukke frem.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...