En dag kom han aldrig tilbage


1Likes
2Kommentarer
1384Visninger

1. -

Hun kan ikke længere huske, hvor lang tid hun har været her. Udenfor er langt væk. Svagt, som brudstykker af en drøm, husker hun vejen hertil gennem regnvåde gader. Hun havde haft våde fødder. Husene havde været spejlblanke af vand, og glimtede som for at gøre opmærksomme på sig selv.
Hun husker starten. Hun var tilfældigt stødt ind i ham på gaden, en gammel skolekammerat, som hun ikke umiddelbart kunne genkende. Han læste litteratur og var netop nu, som han selv formulerede det, i gang med et større arbejde om hendes far. Før hun vidste af det, havde hun tilbudt sin hjælp. Måske var det, det sprog han havde talt til hende, som ingenting havde med ord at gøre. Hjemme havde hun stået foran det store spejl. I en stram sort kjole og de højeste stiletter, hun havde kunnet finde. Hun kiggede på sig selv i enkeltdele, delte sin krop op. Først over ved midten, overkrop og underkrop. Så videre, arme og hoved, hænder, fingre, negle, ører, næse, mund, et bryst og et mere, hendes mave. Hun havde en fornemmelse af, at hun kunne blive ved, til hun var opløst i atomer. Hun prøvede igen at kigge på sig selv som en enkelt ting, én krop, men hun kunne ikke kende det, hun så. Det skræmte hende ikke, hun havde prøvet det mange gange før, denne oplevelse af at kigge ind i et spejl og tænke: ”Du er mig” og ikke tro på det.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...