Capgrass

Om en sær forstyrrelse...


0Likes
0Kommentarer
1310Visninger

3. -

Jeg cyklede hjem gennem byen. Fredag aften ind i lyshavet. Ud af barernes åbne vinduer kunne jeg høre folk snakke og råbe. Nogle steder dansede de til tunge houserytmer, andre steder sang de med på Kim Larsen. Jeg var stadig vild med byen, som man kunne blive væk i. Men i aften ville jeg bare hjem.
Jeg gik direkte ind og tændte min computer. Tastede ordet ind, som jeg aldrig havde hørt før. C-a-p-g-r-a-s-s s-y-n-d-r-o-m. Der dukkede en masse forskelligt op. Kristoffers mor havde åbenbart ret. Det var intet som helst metafysisk eller mystisk ved sygdommen, den var resultatet af et enkelt slag. Grunden var udelukkende fysisk.
At et barn af fordrukne og voldelige forældre ender med at stjæle biler hænger sammen. Det er kausalitet, der er til at forstå. Det er sådan, vi forstår verden, og jeg troede efterhånden, jeg havde forstået i hvert fald det vigtigste. Men så griner livet en lige op i ansigtet, ved at lade et hoved ramme asfalten med en tilpas hastighed i en tilpas vinkel og på mystisk vis forårsage den kobling mellem krop og sjæl, som filosoffer i årtusinder har ledt efter.
Jeg lå længe og kiggede op i loftet, da jeg var gået i seng. Jeg så to billeder for mig igen og igen. Det ene, hans mor med de grå tjavser hængende ned over ansigtet og den måde, hun havde lukket døren så forsigtigt, som om, han var lavet af glas og ville gå itu. Det andet. Hans ansigtsudtryk før jeg gik. Det var sådan, min demente bedstefar havde kigget på mig, lige inden han døde. Som om han i et kort øjeblik var dukket op til virkelighedens overflade efter i lang tid at have svømmet langs bunden.
Jeg vendte mig forskrækket, da min telefon ringede. Jeg var næsten faldet i søvn, og stadig noget omtumlet svarede jeg.
”Det er Maria.”
”Det er Sanne, Kristoffers mor. Du må undskylde, at jeg ringer så sent.”
”Det er okay”
”Vi snakkede med lægerne i dag. De siger, Kristoffer ikke skal bo alene, han kan altså ikke flytte ind i sin lejlighed igen. Men altså, vi er hele tiden ude af huset, så vi tænkte på, nu Kristoffer er så glad for dig...”
Der var stille et stykke tid.
”Om han kan bo her?”
”Ja, ja, det var faktisk det, jeg ville spørge om.”
Jeg kunne faktisk godt bruge en roommate og havde en fornemmelse af, at billederne i loftet ville blive ved med at hjemsøge mig, hvis jeg ikke sagde ja.
”Det kan nok godt lade sig gøre.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...