Capgrass

Om en sær forstyrrelse...


0Likes
0Kommentarer
1280Visninger

2. -

Han havde en hvid bandage om hovedet. Ellers lignede han sig selv. Jeg satte min buket på bordet, som allerede var fyldt med vaser.
”Hej.”
”Hej” Han smilede sit skæve smil, lidt mere træt end sædvanlig.
Jeg satte mig på stolen ved siden af hans seng.
”Det var ellers en ordentlig omgang.”
”Det kan du bande på.”
Jeg sad lidt.
”Jeg er begyndt at læse Bovary, som du foreslog.”
”Hvad synes du?”
”Den er udmærket, lidt kedelig måske.”
”Det er det, jeg siger. Du har altid haft en småborger gemt indeni. Du vil ikke indrømme det, men du ryster af fryd bare ved synet af ligusterhække og et flagrende Dannebrog.”
Jeg daskede ham på skulderen, og vi grinede.
”Hvad med maden? Er det helt skidt?”
”Nej, det er okay. Kartofler med sovs og is til dessert. Du ved, jeg beder ikke om så meget.”
Han smilede igen. Jeg havde aldrig helt vidst, hvornår han mente, hvad han sagde.
”Lækkert.”
”Jeg skulle have taget en bog med i stedet for de skide blomster.”
”Pyt, jeg har et fjernsyn, hvad mere kan man ønske sig? Hele verden serveret på et fad.”
Han kiggede i det samme over min skulder, og jeg vendte mig om. Hans mor var trådt ind på stuen og stod stille henne ved døren.
”Nå, men jeg må også hellere...”
”Ja...”
Jeg begyndte at rejse mig, og i det samme trak han mit ansigt ned til si.
”Du er den eneste, jeg har tilbage.”
Jeg kiggede på ham, han trak vejret tungere.
”Du lader mig ikke i stikken, vel Maria?”
Jeg kiggede hen på hans mor, som stadig stod ved døren. Tilsyneladende havde hun ikke hørt noget.
Han havde tårer i øjnene. Det havde jeg aldrig set før.
Jeg bukkede mig længere ned over ham og gav ham et knus, dels for at skjule den underlige hvisken, dels for at hviske til ham:
”Selvfølgelig ikke.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...