Drengen Fra Amerika 2 - Jonas Brothers

Alison og Nick Jonas et af medlemmerne fra gruppen Jonas Brothers har været sammen i tre måneder nu, og de har det så godt sammen som aldrig før. De tilbringer meget af deres tid sammen, de har aldrig været så glade før og de holder meget af hinanden, men er det nu også helt altid nok?

31Likes
146Kommentarer
9370Visninger
AA

13. De triste tider, og så lige de trælse piger

Da jeg vågnede dagen efter, var det sidste jeg havde lyst til at tage i skole, men den skulle jo passes, så jeg kunne ikke blive hjemme. Jeg fik hurtigt stablet mig på benene, og fandt noget meget kedeligt og afslappende tøj. Jeg ville ikke rigtigt gøre noget ud af mig selv, da jeg ikke vidste hvad nytte det skulle gøre. Nu hvor jeg ikke var sammen med Nick længere, kunne jeg ikke se nogen grund til at gøre noget ud af mig selv. Jeg tog kun lidt mascara på, og ellers ikke andet. Da jeg kom ned i køkkenet havde min mor allerede stillet morgenmaden frem til mig. Det var en meget kedelig morgenmad, som bestod af cornflakes med lidt mælk og sukker, men det var bedre end ingenting. Jeg tog nogen penge med i skole, så jeg kunne købe min middagsmad der, for jeg orkede ikke at skulle lave madpakke.
Da jeg kom hen i skolen, var det første jeg gjorde at sætte mig på min plads. Jeg havde ikke rigtigt lyst til at snakke med nogen, jeg havde bare brug for noget tid alene. Men det så ikke ud til at det skulle blive denne her dag i skolen, hvor jeg skulle være alene. ”Ej… Har i hørt det?” sagde en af de irriterende piger som sad bag ved mig. ”Nej hvad skulle det da være,” sagde en anden pige. ”Nick Jonas og hende pigen kommer ikke sammen mere,” sagde hende den første pige og grinede. ”Så er han jo fri på markedet nu. Så kan jeg tage ham,” fortsatte hun med hendes irriterende og skingre stemme. Jeg fik en rigtig dårlig mave fornemmelse indeni. Hvad nu hvis hun faktisk fik ham på et tidspunkt! Det ville jeg ikke gå med til, også selvom at jeg ikke ville snakke med Nick mere, så måtte det ikke ske. Jeg ville ikke kunne klare at høre på, at hun snakkede om ham og hende hver eneste dag i skolen. ”Ja du kan snakke med ham når vi skal til koncert med dem engang,” sagde en helt anden pige. ”Så løber jeg op på scenen og kaster mig over ham,” svarede hende pigen, som åbenbart troede hun kunne komme og tage Nick… Godt nok var han fri på markedet nu, men jeg ville ikke lade hende tage ham. ”Ved i overhovedet godt hvem Nick kom sammen med?” var der en stille pige, som sagde. Hun sad mutters alene ovre i et hjørne et stykke fra os. ”En eller anden pige, som overhovedet ikke burde eksistere!” Igen kom ordene fra hende den trælse pige, som havde gået mig på nerverne i et godt stykke tid nu. ”Hvis i ikke ved hvem hun er, så skulle i måske ikke udtale jer. Jeg tror måske også at hende pigen har et liv,” sagde jeg og vendte mig om mod dem. Jeg mødte en af pigernes blik – et blik som lynede værre end de lyn som viste sig i selv de stærkeste storme. ”Hvornår er du blevet så kæphøj? Ved du måske hvem hun er?” sagde hende den snobbede pige, som troede hun kunne tage Nick. ”Jeg kender hende bedre end i aner,” sagde jeg og med den sætning rejste jeg mig op fra min stol, og gik ud af klasselokalet. De andre piger som lige havde disset mig, havde bare åben mund, og jeg tror stille at det var ved at gå op for dem, hvem hende pigen faktisk var. Jeg gik en tur udenfor, for bare lige at få tankerne på gled, og for bare at komme væk fra alt. Jeg satte mig på en bænk som vi havde ned til en stor græsplæne. Jeg havde taget min store vinterjakke på, og da jeg fik skrabet bænken fri for sne, satte jeg mig ned på den. Jeg begravede mit hoved i mine hænder, og lov alle tankerne løbe igennem mit hoved. Der var sket så ufatteligt meget her på det sidste. For omkring fem måneder boede jeg stadig i Danmark, hvor jeg gik på efterskole sammen med min bedsteveninde – Liana. Vi flyttede til Amerika, og jeg var ikke glad for det i starten, men da jeg havde været nede i byen for første gang, og da jeg havde mødt Nick ville jeg ikke væk herfra længere. Minderne fra den første gang, hvor jeg mødte Nick sad fast inde i min hjerne, som en magnet, der blev tiltrukket af min hjerne. Den magnet ville ikke gå væk igen, og måske var det fordi jeg ikke ville have den til at gå væk. Alle de måder jeg havde mødt Nick på, dengang vi endnu ikke kom sammen, havde alle været på en lidt akavet måde. Første gang var det på bænken i New York, dengang hvor jeg slet ikke havde den fjerneste anelse om hvem han var, anden gang var til koncerten. Den koncert med Jonas Brothers som jeg var taget med til sammen med Liana. Dengang jeg løb ind i Nick da jeg skulle på toilettet – den dag hvor han havde sunget When You Look Me In The Eyes for første gang for mig, og sidste gang var på daten. Joe og Lianas date, den jeg var taget med på, og den som Nick og så var taget med på. Det var den dag, hvor vi sad i parken, den dag hvor han spurgte mig om vi skulle komme sammen. En dag som jeg ønskede at jeg ville glemme, men en dag som ikke ville ud af min hjerne. Den sad som klistret til min hjerne med hundrede ruller tape, og jeg kunne på ingen måder få det væk…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...