Den sorte prinsesse

en fremmed pige i et vindue forandre alt
men ikke kun til det bedre

0Likes
3Kommentarer
1670Visninger
AA

2. Dia

Da jeg vågner næste morgen er hun det første jeg tænker på. Mon jeg nogensinde ser hende igen når ja der er også ligemeget hvis jeg ikke gør. Skal jeg hente morgenbrød mor ville blive glad men så skal jeg jo forbi det blå hus med den mærkelige pige. Det er lige meget hvis hun er der tænker jeg da jeg cykler af sted. Aligevel stopper jeg forpustet da jeg når toppen af bakken denne gang ikke for at nyde usigten men for at se efter hende. Hun står ikke ved vinduet jeg kan heller ikke høre hende. Måske sover hun stadig men så bryder en ophidset mandestemme stilheden "hvordan er det du ter dig efterhånden" råber stemmen. Jeg smider cyklen i vej kanten og går nærmere huset. "Du opføre dig som en lille latterlig gadetøs" råber den vrede stemme nu. Jeg kan stadig ikke høre pigen slår han hende?. Tanken får mig til at snige mig tættere på huset. "Du burde da i det minste tænke på dit ansvar" nu kan jeg høre hende hun græder. "Hvilket ansvar der er både Micael og Sam de er ældre end mig og drenge hvorfor kan du ikke bare bruge dem". Jeg kan hører hende hulke hvad vil han have hende til at gøre. Har han slået hende hvis bare jeg kunne se. I det samme får jeg øje på et træ det står et godt stykke væk fra vinduet men jeg tror jeg ville kunne se derfra.Det nederste af stammen er helt glat jeg glider ned igen to gange før jeg får fat i en af de højere grene og kan hive mig selv op. Jeg sætter mig på en gren. Jeg kan se hende men ikke manden hun sidder på sengen. Den sorte ramme om hendes øjne er smeltet og løber ned ad hendes kinder. Nu taler manden igen lidt blødere "du ved jeg hader når du græder tør nu øjnene du ser forfærdelig ud" jeg ser hun smiler lidt. Nu hun finder noget papir og tvære den sorte makeup endu mere ud. "Både du og jeg ved at hverken Micael eller Sam har evnerne jeg ved du kan" siger manden og smiler til hende. "Men jeg vil jo for helvede ikke" siger hun vredt igen "tal pænt" retter han pigen.
"Du må blive her og komme til fornuft" så går han. Pigen gemmer hovedet i puden og græder igen.Jeg kigger væk pludselig flov over hvad jeg har set. Jeg klatrer hurtigt ned og løber hen til min cykel for at skynde mig væk.Så lyder en stemme stille fra vinduet "jeg har set dig kommer du ikke ind?". Åhh åhh hvad vil hun mon bare hun ikke kalder på sin meget skræmmende far. Jeg går aligevel over mod vinduet "hvordan skal jeg komme ind" mumler jeg stille. Hun finder enden af et sjippetov og hiver i den. Noget bevæger sig nede foran mine fødder der ligger en kort træstige hvor den anden ende af sjippetovet er bundet fast i. Jeg hjælper hende med at få rejst den op. Jeg kravler op af stigen og ind gennem hendes vindue.
Hun klapper på sengen og jeg sætter mig ved siden af hende. Hun tørre tårene af kinderne og spørger "hvad hedder du" jeg tøver et øjeblik og svarer så "Celina. Hvad hedder du". Hun smiler et øjeblik og tårene i hendes øjenvipper glimter. "Jeg hedder Dia eller ja faktisk Diasobelles men kald mig Dia". Jeg stirre på hende sikke et smukt navn. "Hvorfor ikke diasobelles?" hun ryster bare på hovedet og spørger "hvorfor gloede du ind af mit vindue". Jeg kan mærke blodet stige op i mine kinder og jeg mumler usammenhængende. "Hvorfor" spørg Dia igen jeg mumler "jeg troede han slog dig". Nu griner hun. Hendes dystre latter strømmer ud i værelset og hun siger "min far slå mig aldrig. Han råber men slår aldrig". Hun ser mit flove ansigt og aer mig på kinden "men det var sødt af dig". Jeg rødmer igen pinligt. "Hvorfor blev du stående sådan og stirrede den anden dag" jeg mumler stille "jeg ville bare høre dig synge". Hun kigger undrende på mig og jeg bliver fanget i hendes smukke brune øjne. "Hvad"spørger jeg da jeg opdager at hun faktisk snakker til mig. Hun fniser "kunne du godt lide min sang" nu var det hendes tur til at rødme. "Jeg kunne ikke høre det" et øjeblik ser hun skuffet ud men hendes blik vender hutigt til overaskelse det det banker på døren. "Det må være min mor skynd dig. Ud af vinduet". Men da jeg skal til at kravle ned af stigen giver hun ikke slip på min arm. "Kommer du igen imorgen" siger hun spændt. Jeg nikker og kysser hende hurtigt på kinden hun rødmer og jeg kan mærke at det gør jeg også. Jeg skynder mig ned af stigen og hen til min cykel.Jeg køre derfra med min tanker hos Dia.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...