Farmor

The first chapter's in Danish, the second is the same story but in English :)

7Likes
12Kommentarer
1974Visninger

1. Farmor

Jeg husker dig kun som gammel. Uanset hvor ung du har været udenpå, er du gammel indeni.

"Anette.

Jeg vil ikke længere kalde dig farmor. Jeg vil stoppe med at hade dig, for mit had til dig har slået rødder så dybt i mig, at jeg frygter, at det vil sprede sig som kræft og til sidst overtage mig helt.”

Jeg krøller papiret sammen og smider det hårdt ned i skraldespanden til alle de andre breve, jeg aldrig har fuldendt. Jeg sukker dybt, begraver mit hoved i mine åbne håndflader og lukker øjnene. Minderne om dig er smertefulde og fylder mig med et ukontrolleret had.

Jeg husker dine lange rosa negle, der var gule uden neglelak, når du hurtigt og kraftigt vaskede træbordet af. Dit ansigt har altid siddet som en rynket og malet lædermaske på den kraftige krop.
”Gør det nu ordentligt”, snerrede du, mens du irriteret viste mig, hvordan jeg skulle vaske op. Jeg stod på en skammel for at kunne nå vasken, skrubbede løs og satte forsigtigt stellet på den karklud, du havde bredt ud på bordet. Du sukkede dybt og bad mig om at gå ind i stuen og se fjernsyn i stedet for at stå ude i køkkenet og lave ingenting. Jeg gik ind i stuen og så tegneserier, imens du vaskede færdigt. Det gav et chok i mig, da du råbte, at jeg skulle skrue ned. Jeg skruede så langt ned, at jeg næsten ikke kunne høre det mere og tænkte for mig selv, at det ikke var sådan jeg havde forestillet mig en ferie hos dig. Skuffet spørger jeg, hvorfor Sofie ikke kunne være her og du svarer, at min lillesøster havde valget, men blev hjemme. Jeg bebrejder hende ikke og ønsker, at jeg heller ikke var taget af sted. Inden jeg tager hjemmefra, glemmer jeg, at jeg altid er kommet skuffet hjem.
Det meste af mine ferier tilbragte vi i din stue, hvor vi så Glamour og Horton Sagaen igennem tågen fra dine grønne Look. Du havde en lille kasse med gammelt legetøj, som jeg legede med. Indholdet var ret beskedent – ødelagte racerbiler og Barbie dukker uden hår. Hos dig legede jeg altid med det legetøj, som ingen af de andre gad lege med, eller som de andre havde kasseret. Måske var det derfor, at jeg altid søgte bamser, der var lige så ødelagte som jeg selv.

Imens jeg sidder på sofaen og keder mig med at se Tom og Jerry jage hinanden, knuger jeg det lille æsel, som min far købte til mig, dengang vi var på Rhodos. Vi gik ind i en lille bod der lå på gaden, ejet af en meget smilende og svedende gammel mand. Jeg løb hen til en række med æsel bamser, der alle havde fået sat et rødt hjerte på sig. Jeg rørte forsigtigt ved den manke, der lavede en strid krølle ned foran panden på dem og kiggede nysgerrigt på dem alle. Imellem de mange kopier, så jeg et ensomt lille æsel, hvis ene øje sad omvendt. Jeg følte et stik af medlidenhed i mit barnlige hjerte og skyndte mig hen til ham.
”Ham her, far!” sagde jeg stolt og rakte det over mod ham. Først ville han ikke købe ham til mig og prøvede på at overbevise mig om, at det jeg egentlig ville have, var et almindeligt æsel - ikke det forkerte og mærkelige æsel.
”Han er det eneste æsel, jeg vil have” insisterede jeg og kiggede på ham med store blå øjne, mens jeg holdt æslet for ørerne og sagde ordene: ”Hvis jeg ikke tager imod ham, hvem vil så?”. Et lille smil fravristede sig min fars læber og han rystede på hovedet, imens han uglede mit hår. Jeg sprang glad hen til den svedige mand, der så lettet ud.
Din skingre ringeklokke afbrød mit minde og jeg lagde æslet på en pude i sofaen og sprang ud til døren. Jeg var for lav til at bruge kikhullet, så jeg flåede døren op med et kæmpe smil, i håb om at en masse sjov ventede mig. På dørmåtten stod min ældste faster, Camilla. Mit smil blegnede, da hun skubbede mig til side og væltede ind i lejligheden. En gennemtrængende lugt af øl penetrerede din røgfyldte lejlighed, mens Camilla lod sin spinkle krop dumpe ned på en spisebordsstol. Du kom ind fra køkkenet og udbrød ”Jamen Camilla, er det dig! Vil du da ikke have noget at spise?”
Camilla blinkede dovent med sine blå øjenvipper og svarede, at hun hellere ville have sin morgenbajer. Du grinede hult og forsvandt igen ud i køkkenet. Jeg listede hen mod sofaen i håb om at undgå at blive knebet hårdt i kinderne af Camilla. Jeg stivnede, da jeg så hende blik lande på mit æsel og hørte hendes hæse stemme: ”Nej, hvad er dog det? Et æsel… Jamen, hvad er der galt med øjnene?”
”Der er ikke noget galt med ham! Han er verdens sødeste æsel!” råbte jeg fornærmet. Hun grinede rungende og tog æslet mellem sine knoglede hænder.
”Ikke noget galt med det? Jamen, de sidder jo helt forkert…”
”De sidder præcis som de skal. Må jeg få ham igen?”
Forfærdet så jeg til, imens hun gik hen imod altandøren. Jeg løb efter hende og prøvede at hoppe op og nå ham, men det var for sent. Camilla holdt ham ud over altanen og grinede ondskabsfuldt til mig.
”Man skal ikke lege med ødelagt legetøj” sagde hun og gav slip. Alting brast indeni mig, da jeg så ham falde og jeg løb skrigende hen imod døren til opgangen.
”Hvad er alt det spektakel?” råbte du og trådte ind i stuen. Jeg hev og flåede i døren, men den var låst. Jeg løb hen imod dig og knugede mig om dine ben, imens tårerne trillede ned ad mine små kinder.
”Camilla tog mit æsel og smed ham ud over altanen!” Camilla stod ovre ved altandøren og så selvtilfreds ud.
”Nogen må jo lære den lille pige, at man ikke skal lege med ødelagt legetøj” grinede hun hånligt og kastede et foragtende blik på mig. Jeg begravede mig i din nederdel og bad indtrængende:
”Vil du ikke nok hente ham til mig?” Du sukkede og satte Camillas øl på bordet: ”Lille Kristine. Hans øjne var helt forkerte… Bryd du dig ikke om ham”
Jeg slap grebet om dig og tog et skridt baglæns mod døren.
”Han er min ven”
”Du er for gammel til sådan nogle venner. Sæt dig ned og drik din morgenmad, Camilla” svarede du imens du kiggede væk.
Forrådt løb jeg hen til døren og flåede nyttesløst i den.
”Det er nu en skam med sådanne manerer… Hvordan går det ellers nede på havnen?” hørte jeg dig sige i baggrunden.
”Det går fint alt sammen” svarede Camilla.
”Og hvad med Peter?”
”Han var uduelig”
”Åh, sådan ja… Jamen, livet er for kort til den slags ting. Vil du have lidt mere morgenmad?” spurgte du og kiggede på Camillas tomme flaske.
Hun nikkede og øjnene kørte rundt i hendes ansigt. Jeg skreg inderligt. Camilla fnyste blot og kiggede på sin tomme øl. Døren ville ikke gå op og ingen reagerede på mine skrig. Jeg hev en sidste gang i døren og opgav så. Lydløst gik jeg hen imod sofaen.
”Dygtig lille skat… Man skal ikke skabe sig sådan” hørte jeg Camilla sige som fra en anden verden. Jeg kiggede tomt på hende og lod min livløse krop falde sammen i sofaen.
Med fugtige tårer ned af kinderne løftede jeg min hårløse Barbie dukke op fra bordet og med hende i den ene hånd rakte jeg ud efter hendes lillesøster Shelly, der kun havde et ben. Selv ødelagte dukker kan elske.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...