Den Gamle Kone Og Citrontræet

Dyster fremtidsvision hvor snigskytten A-27 er på sit livs vigtigste mission.

0Likes
0Kommentarer
795Visninger

3. 3.

Med laser shotgunen mellem hænderne går han over mod den ramponerede bygning, mens han tænker på det job, han er blevet sendt til denne planet for at udføre. Der er flere huller i bygningens betonvægge efter nogle af gadekampene. Regnen, der truer med at opløse alt på dette sted, har mørknet betonen og får hullerne til at minde om tomme øjenkratere. Han placerer sig ved siden af et ovalt skudhul i væggen og lytter. Regnen overdøver de fleste af de lyde, der måtte være inde i bygningen. Han går ned på knæ med shotgunen parat og kigger ind ad hullet med den afskallede maling omkring. Lyden af nøgne, løbende fødder over betongulvet får ham til at trække hovedet udenfor synsvidde. Han rejser sig op og går med ryggen klinet ind til muren hen til indgangen, der minder om en gabende, sort, tandløs mund. Manden, der er kendt som A-27, træder indenfor i halvmørket, hvor lyden af den hamrende regn mod taget er ligeså intens som en spredehaglsbyge. Stedet minder om en gammel fabrikshal. Der er oliepletter på gulvet, enkelte opbevaringskasser samt antikke, delvist tildækkede maskiner rundt omkring. Ellers er det en altoverdøvende tomhed, der reflekteres i de beskidte og flere steder knuste vinduer. Han lytter. Et forpustet åndedræt dukker pludselig op og lyden af fødder standser lige bag ham. Han snurrer rundt på støvlehælen og får øje på albinodrengen. De stirrer på hinanden i tavshed. Han væmmes ved synet af drengen, der næppe er mere end ti eller elleve år. Den eneste beklædningsgenstand han har på, er et stykke gennemblødt stof om hofterne. Den spæde, hvide krop er glat og blank af regnvand. Hans hud er oldingerynket overalt på grund af de styrtende mængder nedbør på dværgplaneten Pluviobia. Flere steder på kroppen er der mørke og gullige fordybninger og forhøjninger, der bølger i kontrast til hinanden. A-27 ved at det skyldes den farlige og ætsende salpetersyre, der fra tid til anden er til stede i de utålelige nedbørsforhold, der dominerer denne fobiske planet. Ved synet af den hvide dreng er han taknemmelig over, at han selv er iklædt en tætsiddende beskyttelsesdragt, der kan modstå det meste. Drengens øjne er for store til det lille ansigt; håret sidder i tjavsede totter blandt de skaldede pletter i drengens hovedbund. Drengens venstre hånd har tilsyneladende aldrig været ledsaget af en arm… Hånden hænger slapt ud fra den ene skulder. Forbandede atomkemi, tænker A-27.
”Hejsa,” siger han til drengen og svinger fordækt shotgunen om på ryggen. Albinodrengen stirrer fortsat på ham med de enorme, lyseblå øjne.
”Er du den udsendte?” spørger drengen med en læspende, nasal stemme og fortsætter: ”Den…udefrakommende?”
A-27 undrer sig for det første over, hvorfra disse beboere har fået kendskab til ekspeditionens ankomst, og for det andet over hvor en lille dreng kender et ord som ’udefrakommende’ fra. Han griner svagt og trækker på skuldrene.
”Måske… Men det skal du ikke bekymre dig om, min ven. Smut nu hellere med dig. Prøv at finde et tørt og varmt sted, okay? Jeg gør dig ikke noget…” Han forsøger at smile til drengen, men det er svært under de givne omstændigheder. Drengen ser undersøgende og skeptisk op på ham, mens regnen drypper fra hans krop og ned i den mørke plamage på gulvet. Hans ansigt lyser pludseligt op i et forrykt grin, der næsten går fra det ene øre til det andet og afslører fire-fem brune tandstumper i en ellers tandløs mund.
”Du slipper aldrig levende herfra…!” vrænger han og løber hurtigt væk i retning af udgangen. De nøgne fødder pisker over det snavsede gulv. Han standser i døråbningen; haler noget op ad en lille tilføjet lomme i stofklædet og kyler det ind i hallen, i den retning hvor A-27 står. En klingende lyd da genstanden rammer gulvet; den triller rundt nogle gange inden den ligger stille. Et øjeblik høres kun regnen. En uhyggelig, kvidrende latter undslipper drengen og så forsvinder han igen ud i de gader, hvor syndfloden er konge.
A-27 går hen til stedet, hvor tingen landede. Det er en guldmønt. Han samler den op og giver sig til at studere inskriptionerne. Møntens håndværksmæssige inskriptioner er forholdsvis simple og formentlig udført på et af Krucknjas nu nedlagte jern- og metalstøberier. I møntens centrum er en kvinde i profil afbildet. Hun ser stolt frem for sig med løftet hage og håret trukket tilbage i en stram knold. Han fører mønten tættere op til øjnene for at læse inskriptionen rundt i kanten, selvom han via sin forudgående research godt ved hvilke ord der er skåret ind i metallegeringen: Morte Materna står der foroven og familienavnet Alzarez forneden. To små citrontræer er indsat både til højre og venstre for kvindens profil. Monica Alzarez, din lede kælling, tænker han, inden han smider mønten fra sig og forlader fabrikshallen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...