Den Gamle Kone Og Citrontræet

Dyster fremtidsvision hvor snigskytten A-27 er på sit livs vigtigste mission.

0Likes
0Kommentarer
796Visninger

2. 2.

Han kører en hånd henover sit våde ansigt, hvor øjnene prikker og smerter på grund af den kyniske slagregn, der ramler nedover Krucknja, hvor blæsten gradvist er taget til og har gjort regnen endnu mere voldsom. Huden på hans fingre er hvid, indskrumpet og rynket som rosiner, der har lagt for længe og blegnet i solen.
"Anarki på den seriøst dårlige måde," hvisker han lettere forundret ud i regnen, og pløjer videre gennem gadens vandkaskader i de høje, specialdesignede læderstøvler. Lidt længere henne ad hovedgaden løber et krumbøjet, albinoagtigt væsen i bar overkrop over gaden og forsvinder ind ad en dør i en forfalden bygning. Hans digitale radio skratter, og en forplumret stemme forsøger at overdøve regnstrømmen.
"Xalia-9 til A-27! Er du der?" Radioen skratter og han får den halet fra en af bæltelommerne.
"Ja, A-27 her. Jeg har ikke noget definitivt endnu udover en hvid skiderik, der lige er løbet ind i en bygning. Jeg tjekker det, hvis I bare vil lade mig gøre min del af aktionen i fred. Jeg vender tilbage, når jeg er ved tårnet. Nyd jeres urtete og kanelstænger, røvhuller! Slut." Han hører de to piloters latter i den anden ende af radioen, inden den dør ud. Han bander for sig selv, og sætter den tilbage i bæltet. Udviklingen og tingenes tilstand er gået helt ad helvede til, tænker han med en reference til sit eget navn. A-27, hva' skulle det i det hele taget betyde? Et nummer, der var nemt at verificere i et samfund, hvor intet som helst var nemt at blive klog på eller have den mindste smule logiske indsigt i. Ja, ganske præcist, roste hans tanker anerkendende. Han huskede at have læst om tidligere tider, hvor menneskene havde rigtige navne, der klingede af poesi og noget hjerteligt velkendt. I disse dage var der uendeligt flere ubekendte faktorer i spil end kendte. Og de færreste havde erindringer om hvordan verden havde set ud før krigen i 2049... Så at sige ingen kunne huske ansigtstrækkene eller latteren hos de nærmeste familiemedlemmer, som de havde mistet. Ingenting. Som om et smukt, betydningsfuldt landskab i hjernen var blevet udslettet af en organiseret magt, der fik et kick ud af vold for voldens skyld - terror på terrorens præmisser.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...