Fortrængelse

En kvinde der vil glemme sit eget liv.

2Likes
7Kommentarer
660Visninger

1. Fortrængelse

Værdsætter hun sit liv?
Værdsætter hun sin tid?
Hun går rundt i sin nøgne krop i en nøgen lejlighed. En lejlighed som ikke er hendes.
Det er koldt.
Hele hendes krop reagerer på kulden.
Ja, nøgen går hun rundt på det ru trægulv.
Hun får af og til en træsplint op i foden.
Skriger højt og lader den sidde indtil der går hvid betændelse i, og den falder ud. Ignoerer den.
Hun har oplevet meget smerte.

I lejligheden er der kæmpe vinduer.
De har sprækker, og der siver kulde ind.
Mere kulde.
Hun går rundt imellem træsplinterne, rører på væggene. Hun elsker at mærke den glatte, nogen steder ru og hulledeog overflade. En blodig overflade.
Hun forestiller sig, at der inde under væggene er skatte.
Sjulte, hemmelige skatte.
Hendes skat er væk.

Over hende er der stjerner.
Stjerner, der er malet i loftet.
Hun sender tågede blikke hen mod de enorme vinduer.
Blottede, er de.
Hun blotter sin sjæl og sin krop for dette rum hun står i.
Der er menneskefyldte lejligheder overfor hendes lille ubetydelige lejlighed.
Hun sidder ofte nøgen og bare ... betragter.
Folk som i en rum tid har glemt at trække deres gardiner for.
Og folk som vil skjule sig fra andres nysgerrige blikke.
Se et menneske trøste et lille smukke barn, hvor hun før så hvordan det faldt.
Hun græder med de ensomme.
Hun skriger med dem der bliver slået på og kastet med.
Hun stønner med de elskende.
Hun griner med de glade.
Hun glemmer helt sit eget liv.
Hun river sig løs fra sine iagtagelser, da hun kan mærke hvordan hun begynder at miste fokus.
Kulden.
Hun bevæger sig langsomt hen mod et kæmpe spejl.
Et spejl, placeret midt i alting.
Hun hader synet af sig selv.
Hun slæber sin lange krop efter sig hen af gulvet.
Undgår at falde ned i det store hul, der er i gulvet.
Væk fra vinduet.
Der er intet elektrisk lys.
Stearinlys og månelys.
Ja, hen til spejlet.
Hendes mælkehvide finger glider hen over en af de mange sprækker, der truer med at flænse det hele.
Sprækken, som hun nu kærtegner, river hul i klaverfingeren.
Bare et lille et.
Hun tørrer blodet af på sit benede lår.
Hun vil ikke se på sig selv.
Ikke i helhed.
Nej - hun tager det i små bidder.
Hun starter med at iagttage sin mund.
Sin lyserøde mund, med den brede underlæbe.
Huden sprækker, ligesom spejlet.
Det må være de salte tårers skyld.
Kulden.
Kyssene.
Hun laver en grimasse.
En velkeldt grimasse. Væmmelse.
Der har lagt sig en blålig tone omkring dem, læberne.
Hun studerer sit øre. Stryger den blodige finger hen over de små hår. "Blødt," tænker hun.
Hun lader sin hånd falde igen.
Tungt.
Hun kigger på sine kindben. Markante. Tydelige. Høje.
Hun undgår hastigt sine øjne.
Vil ikke have øjenkontakt med sig selv.
Vil ikke se.
I stedet studerer hun små ar.
Små ar fra sit liv.
Store ar på sin sjæl.
Det må være nok.
En dag skal hun nok turde.
Måske.

Nu kryber hun hastigt hen i sin seng.
Hun er ligeglad med at fjedrene skærer i hendes ryg, og efterlader nye mærker oven i alle de gamle.
Hun griber panisk og hurtigt fat i sin dyne.
Sin tunge, tunge dyne.
Hendes øjenlåg er tunge.
Hendes øjne ligger i skygger.
Hun puster varme ned under det tunge lag.
Varme, som hun ikke troede hun kunne bringe frem.
Hun smiler.
Hun har hele sit liv.
Hun mærker hvordan roen breder sig fra yderspidsen af sine lange tæer og helt op til håret.
Håret, som hun ikke har.
Hun gemmer sig. Synker.
Gemmer sig for sig selv.
Synker dybere.
Her er hun tryg.
Her er der intet der kan nå hende.
Hun har hele sit korte liv.
Hun synker.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...