Udgivet movellist: Vind Sindstequila, brunch og feedback af Sofie Riis Endahl

Vind Sindstequila, brunch og feedback på din historie af forfatter Sofie Riis Endahl

Skriv om at være ung anno 2017 og vind brunch med movellist og nu udgivet forfatter Sofie Riis Endahl!

 

Den 12. november 2012 oprettede en 12-årig forfatterspirer fra Lyngby en profil på Movellas, der dengang så en del anderledes ud. Under brugernavnet Sofie R. E. skrev hun, læste, deltog i konkurrencer og snakkede med de andre brugere i forummene. 5 år senere, den 20. november 2017, debutterede den nu 17-årige forfatterspirer, Sofie Riis Endahl, med ungdomsromanen Sindstequila, som du kan vinde i denne her konkurrence sammen med feedback på din tekst og en hyggelig brunch i BYENS bogcafé!

 

Om romanen:

ANNE starter på et nyt gymnasium, men føler sig malplaceret og anderledes. I et forsøg på at passe ind ender hun til en fest i en bodytequila, og lige idet hun tror, hun kan være en del af pigernes gruppe, ramler hendes verden sammen: Et billede af hendes halvnøgne krop deles på de sociale medier, uden hun har givet lov.

 

REI er fanget i en pigegruppe, hvor hun konstant skal kæmpe for at følge i med de andres snak om sex og kærester. Og egentligt vil hun gerne være veninder med den nye pige, Anne. Men tør hun droppe sin facade og risikere at stå udenfor gruppen?

 

SINDSTEQUILA er en ungdomsroman om venskab og ensomhed, om at miste sig selv i jagten på at passe ind, og om at turde gå mod strømmen og stå ved sine grænser.

 

“De kan nå mig. Overalt. De kan altid tagge mig i noget på Facebook eller dele billedet i en gruppechat. Det føles mere som en sindstequila end som en bodytequila. Som om nogen har spredt salt ud over mit sind og er begyndt at slikke det af igen.”

 

Læs første kapitel gratis her!

 

Se bogtraileren her:

Bogtraileren er lavet af movelist Maria Louise Jensen.


 

Om forfatteren

Sofie Riis Endahl er netop fyldt 17 år gammel og har været aktiv på Movellas under navnet Sofie R. E. siden 12. november 2012 – 2 dage efter, hun fyldte 12 år. Her har hun skrevet og skrevet og skrevet blandet andet julekalenderen LykkeJul, Absedois’ Opspind og Kærmindesøstre. Hun har også været ambassadør herinde fra november 2013 til juni 2015 og arbejdede på Movellas kontoret i 2016, hvor hun blandt andet stod for at skrive Movellas Akademiet.

 

Hun har været med til mange forskellige aktiviteter i forbindelse med Movellas blandt andet overnatning på Nationalmuseet både første og anden gang, skriveworkshop på Rigshospitalet i samarbejde med Merlin P. Mann og overnatning på Kronborg.

 

Gennem Movellas er hun udkommet i tre novellesamlinger(Børn på Flugt, Vold i Familien, Oktoberting og De Hvide Busser) og en digtsamling(#udenfilter). Hun har bidraget med noveller til Politikens Forlags årbøger: Piger 2017 og Piger 2018 – også igennem Movellas konkurrencer, så det kan godt betale sig at deltage 😉

 

Sindstequila er hendes debut som romanforfatter. Du kan læse mere om hendes vej til udgivelse her!
 

Uddrag fra bogen

Reis synsvinkel

Jeg hiver efter vejret. Kan ikke kontrollere noget. Hans trøje dufter sødt af barberskum.

”Jo.” Fuck. Tårerne slipper løs. Gennembløder hans skjorte. Hvorfor valgte han også en hvid?

”Ssh …” Hans læber strejfer min øreflip. ”Træk vejret, Rei.”

”Jeg ville ønske, jeg ikke var sådan her.” Jeg forsøger at trække vejret dybt, men det bliver til et halvt støn. Alting vælter ud. Det med Ulrik og pigerne og frygten. Frygten for sex. Frygten for, at den elektricitet, Jespers krop sender gennem min, engang vil føre mig ud, hvor jeg ikke kan bunde.

”Sådan her – hvad?” Musklerne spænder op under hans trøje.

”Ikke som de andre.” Jeg skælver, men han holder sammen på mig.

 

Det skal du gøre

Du har indtil søndag d. 21. januar 2018 til at skrive din movella. Dit bidrag må være hvad som helst: et digt, et oneshot, en længere historie, en fanfiction, et essay osv. Dit bidrag må ikke have været udgivet før konkurrencens start. Efter konkurrences slutdato, må du ikke redigere i dit bidrag.

 

Du skal vælge én af følgende tre valgmuligheder:

 

 Skriv en movella om at være unge i Danmark i 2017 
Sindstequila er en roman, der beskriver, hvordan det er at være ung i Danmark anno 2017. Temaerne i romanen er blandt andet, det at turde stå ved sig selv, selvom man er anderledes, deling af grænseoverskridende billeder på de sociale medier og vigtigheden i venskaber og at være en del af en gruppe - du kan eventuelt lade dig inspirere af disse temaer i din movella!

 

 Skriv en movella inspireret af følgende citat fra Sindstequila:

Et tema i Sindstequila er at turde stå ved sig selv og turde stå ved sine grænser. Lad dig inspirere af følgende citat til din movella:

”Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.”

 

 ​Lav en alternativ forside eller bogtrailer til Sindstequila

Udfold dine kunstneriske evner og lav en ny forside eller en ny bogtrailer til Sindstequila! Sæt forsiden ind som forsiden på en movella og deltag i konkurrencen. Hvis du deltager med en bogtrailer, så sæt traileren ind i første kapitel af movella’en. Hvis du er ekstra kreativ, sætter fantasien kun grænser, hvis du fx vil lave personbilleder eller noget helt andet!

 

 

Det kan du vinde:

1. pladsen: Den bedste movella vinder ét signeret eksemplar af Sindtequila og en hyggelig brunch med forfatteren Sofie Riis Endahl i Byens Forlags bogcafé i Istedgade! Du skal derfor have mulighed for at komme til København, til gengæld vælger du, om det skal være en weekend, ferie eller hverdag! Du kan dog sagtens deltage i konkurrencen, selvom du ikke har mulighed for at komme til København. Hvis du så vinder 1. pladsen, får du feedback skriftligt, mens 2. pladsen får lov til at komme til forfatterbrunch 😊

2. pladsen: Den næstbedste movella vinder ét signeret eksemplar af Sindstequila og skriftlig feedback på en valgfri movella!

3. pladsen: Den tredjebedste movella vinder et signeret eksemplar af Sindstequila!

 

Bedste cover/trailer: Vinder et signeret eksemplar af Sindstequila!

 

Konkurrencen bliver bedømt af forfatteren selv, Sofie Riis Endahl. Hun laver desuden en Q&A video - så stil alle de spørgsmål om at skrive, om at blive udgivet eller om noge helt trejde, I har, i kommentarfeltet nedenunder!

 

Held og lykke!

Loading ...

Vigtige datoer

Start dato
tirsdag 5. december, 2017
Slut dato
søndag 21. januar, 2018
Results announced date
torsdag 8. februar, 2018