Skriv om overlevelse og vind feedback af en succes-forfatter!

Vind Ilttyv: Over sløret og mød forfatter Nicole Boyle Rødtnes

Denne konkurrence du ikke gå glip af!

Forestil dig, at Jorden er så forurenet, at du ikke kan trækket vejret frit. At du er nødt til at trække vejret gennem en ilttank monteret til din næse – altid. Forestil dig så, at det politiske system er indrettet sådan, at den gode ilt, den rene ilt kun er forbeholdt de, der har råd. Forestil dig så, at du ikke har råd.

 

Det er præcis sådan det er for søskendeparret, Troy og Shay, der er hovedpersoner i Nicole Boyle Rødtnes’ nye dystopiske actionbrag af en roman, Ilttyv: Over sløret, der udkommer i dag.

Og det er netop Ilttyv-trilogien, som denne konkurrence er inspireret af. Præmien? Såmænd bare 1½ times møde med feedback på din historie af forfatteren selv!

 

Om romanen

Mit løb tærer på ilten, og smagen af jern i munden bliver stærkere og stærkere. Den lægger sig som en hinde på min tunge. Hvis jeg ikke får fat i mere ilt snart, dør jeg …

 

Ilttyv 1: Over sløret er en rå, barsk og fængslende roman. Historien foregår i en dyster fremtid, hvor hvert åndedrag koster penge. Kun de rige har råd til kvalitetsilt, som den der fandtes før katastrofen. De fattige på nøjes med dårligere ilt, der langsomt gør dem syge. Troy og Shay kæmper for at overleve, men da Shay bliver fængslet under falske anklager og ikke har råd til at betale ilten i fængslet, bliver de begge tvunget ud i en livsfarlig alliance …

 

Over sløret er første bog i serien Ilttyv.

 

Om forfatteren

Nicole Boyle Rødtnes (født 1985) grundlagde i 2002 foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere – sammen med tre andre unge. Foreningen har bl.a. fostret succesfulde forfattere som Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. Fra 2002-2008 var Nicole en af de ledende kræfter i foreningen, indtil hun trak sig ud af bestyrelsesarbejdet for at få mere tid til at skrive.

 

Nicole debuterede i 2010 med den anmelderroste roman Dødsbørn, til oktober har hun udgivet 50 bøger

 

Nicole er uddannet ved Forfatterskolen for Børnelitteratur, er cand.mag. i dansk og har modtaget tre legater fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Derudover underviser hun på Forfatterskolen for unge i Lejre og i Forfatterspirernes skriveklub i København, hvor hun hjælper unge med at komme nærmere forfatterdrømmen. Hun tror nemlig på, at alle kan lære at skrive. Selv har hun taget alle de skrivekurser, som hun kunne komme i nærheden af for hele tiden at blive bedre – og gør det stadig jævnligt.

 

Nicole holder endvidere foredrag på skoler og biblioteker og har også været på turnéer i Norge for at fortælle om sine bøger. Hun er en populær foredragsholder, og hun mener selv, at årsagen til dette er, at hun kan huske, hvordan det var at have 30 fejl i diktat og hade at læse. Men samtidig kan hun også fortælle historien om, hvordan det hele kan vende, hvis bare man finder den rette bog, der sætter gang i fantasien og læselysten.


 

Uddrag fra bogen

For næsten 100 år  siden blev jorden, som vi kender den, ødelagt af forurening og stråling. Millioner døde, og kun fem byer formåede at skærme sig ved hjælp af den opfindelse, der senere blev kendt som sløret. De byggede en verden oven på den gamle og brugte de næste år på at udvide deres slør, så de til sidste nåede hinanden og dannede en kæmpe membran, der stadig den dag i dag holder menneskeheden i live.

    De fem byer er vores verden nu. Vi lever over sløret, hvor luften er så iltfattig, at vi fra fødslen bærer ilttanke for at overleve. Vores verden ledes af Rådet for de fem byer, hvis vigtigste opgave er at beskytte sløret.

    Nogle siger, at jorden en dag ikke længere vil være forurenet. At strålingen vil ophøre, så vi kan rive sløret ned og genindtage jordoverfladen. Måske endda dyrke den.

    Jeg tror ikke på det.

 

Det skal du gøre

Du har indtil d. 26/10 til at skrive din movella. Dit bidrag må være hvad som helst, du kan deltage i konkurrencen med et digt, et oneshot, en længere historie, en fanfiction, et essay osv. Dit bidrag må ikke have været udgivet før konkurrencens start. Efter konkurrences slutdato, må du ikke redigere i dit bidrag.

Du skal vælge en af følgende tre valgmuligheder:

 

Skriv en movella om at overleve i et fjendtligt miljø.
I Ilttyv har Troy og Shay fjender overalt, og ikke nok med det: Selv luften der omgiver dem er dødsens. Skrive en movella, der handler om at overleve et fjendtligt miljø: Det kan være midt i et krigshærget land, i et samfund, hvor du ikke kan stole på nogen, i et forurenet miljø som i Ilttyv – eller noget helt fjerde. Du kan eventuelt lade dig inspirere af følgende citat:

”Nogle siger, at jorden en dag ikke længere vil være forurenet. At strålingen vil ophøre, så vi kan rive sløret ned og genindtage jordoverfladen. Måske endda dyrke den. Jeg tror ikke på det.”

 

Skriv en movella inspireret af følgende citat fra Ilttyv: 

”Hun er født stædig. Det er en af de ting, der gør hende til en overlever, men det er også en af de ting, der kan gøre livet så helvedes svært for hende.”

 

​Skriv en movella om overlevelse:

Et vigtigt tema i Ilttyv er ”kampen for overlevelse”. Overlevelse kan være mange ting, det kan trusler på ens overlevelse og tilværelse også være. Truslen kan komme indefra, fra ens familie, ens omgangskreds, fra det politiske system eller de normer vi kollektivt har vedtaget skal definere samfundet. Det kan også være en trussel fra noget, vi ikke kan forestille os. I Ilttyv, kæmper søskendeparret dog ikke kun for deres egen overlevelse, men for hele deres families. Overlevelse kan altså også omfatte flere personer.

 

Det kan du vinde:

1.-3. pladsen:  De tre vindere  vinder et møde med Nicole Boyle Rødtnes inde på Forlaget Alvilda i København d. 23/11 kl. 16. Her vil I få et skriverådsmøde, hvor Nicole har feedback på hver af jeres historier. I vil også få en forlagsfremvisning. Derudover modtager alle tre vindere også Ilttyv: Over sløret af Nicole Noyle Rødtnes.

 

Held og lykke!

 
Loading ...

Vigtige datoer

Start dato
torsdag 14. september, 2017
Slut dato
torsdag 26. oktober, 2017