Kunsten at være normal

af , onsdag 9. august, 2017
17 Likes
Kunsten at være normal

Skriv om LGBTQ+ og vind Lisa Williamsons bestseller!

Til ære for Copenhagen Pride

 

I næste uge, d. 15. august, begynder Copenhagen Pride Week. Copenhagen Pride er dedikeret til at fejre, acceptere og kæmpe for LGBTQ+ personer og deres rettigheder. En stor del af at normalisere LGBTQ+ er sørge for og bidrage til at det fællesskab har en stemme og bliver retfærdigt repræsenteret i medierne: Både i de non-fiktive genre, såvel som de fiktive. 

 

Det er blandt andet derfor, at Kunsten at være normal af Lisa Williamson udgives netop nu, i august. For i den forbindelse vil Politikens forlag i samarbejde med Amnesty International arbejde på at gøre opmærksom på transkønnethed. Og det vil vi på Movellas selvfølgeligt gerne være med til. 

 

 

 

Om bogen

David Piper har altid stået udenfor. Hans forældre tror, han er bøsse. I skolen synes klassens konger, at han er en freak. Kun hans to bedste venner kender sandheden: David er i virkeligheden en pige.


Leo Denton har kun et eneste mål første skoledag på sin nye skole: at være usynlig. Og at tiltrække sig klassens smukkeste piges opmærksomhed er helt klart ikke en del af planen.

 

Da Leo tager Davids parti i en slåskamp, opstår et overraskende venskab mellem de to, men der venter en masse forviklinger lige om hjørnet – for på Eden Park School forbliver hemmeligheder ikke hemmelige ret længe.

 

 

 

Uddrag fra bogen

Jeg rykker tættere på spejlet, sådan at min næse kun er et par centimeter fra glasset, og jeg skal gøre mig umage for ikke at blive skeløjet. Først lader jeg fingrene glide hen over min hage og min kind. Nogle dage har jeg det altså virkelig, som om jeg kan mærke skægstubbene presse på under huden, spidse og prikkende, men endnu er overfladen i det mindste glat og fin. Jeg laver trutmund, jeg ville ønske, at mine læber var fyldigere og mere lyserøde. Jeg har arvet min fars læber – tynde og med en ujævn amorbue. Desværre har jeg vist arvet det meste af mit udseende fra min far. Jeg går let hen over mit hår (mudderbrunt og kikset, uanset hvor mange hårprodukter jeg putter i det), mine øjne (grå og kedelige), min næse (lidt spids) og mine ører (der stritter lidt), og drejer hovedet langsomt, indtil jeg næsten kan se mig selv i profil, så jeg kan beundre mine kindben. De er markerede og høje og mere eller mindre det eneste ved mit ansigt, jeg bryder mig om.

 

Til sidst inspicerer jeg mine hænder og fødder. Nogle gange er det dem, jeg hader allermest, måske endnu mere end mit underliv, fordi man altid kan se dem. De er klodsede og behårede og så blege, at man næsten kan se igennem dem, som om huden er en tynd dej, der er trukket ud over de edderkoppeagtige blå blodårer og lange, benede fingre og tæer. Det allerværste er, at de er kæmpestore og ved at blive endnu større. Mine nye skolesko er to numre større end dem, jeg havde sidste år. Da jeg prøvede dem på i Clarks i begyndelsen af ferien, følte jeg mig som en cirkusklovn.

 

Jeg ser mig i spejlet en sidste gang. Ser på den fremmede, der ser tilbage på mig. Jeg gyser. Ugens inspektion er ovre.

 

Om forfatteren

Lisa Williamson (f. 1980 i Nottingham, England) debuterede i 2015 med Kunsten at være normal, som har sikret hende flere ungdomsbogspriser. Bogen blev hurtigt en bestseller i England og er solgt til udgivelse i en lang række lande.

 

Det skal du gøre

 

Du har seks uger til at skrive din Movella. Dit bidrag må være hvad som helst: Et digt, et oneshot, en længere historie, en fanfiction, et essay osv. Dit bidrag må ikke have været udgivet før konkurrencens start. Du må gerne skrive på engelsk. 

 

Denne gang skal du ikke vælge mellem tre valgmuligheder, da du bare skal skrive inden for konkurrencens tema: LGBTQ+. Om du vil skrive om homoseksualitet, transkønnethed, aseksualitet eller noget helt fjerde er helt op til dig, så længe det handler om, repræsenterer og fejrer LGBTQ+ personer! 

 

 

 

Det kan du vinde

1. pladsen: Vinder Kunsten at være normal af Lisa Williamson + feedback på en valgfri movella!

2. pladsen: Vinder Kunsten at være normal af Lisa Williamson

Bedste visuals*: Vinder Kunsten at være normal af Lisa Williamson

 

Held og lykke!

 

*Dette inkluderer covers, trailers, layout og andre grafiske fremstillinger af din tekst, samt andet visuelt indhold, der måtte forekomme. 

Loading ...

Vigtige datoer

Start dato
onsdag 9. august, 2017
Slut dato
onsdag 20. september, 2017