Battle of the Fandoms

af , torsdag 1. juni, 2017
18 Likes
Battle of the Fandoms

Battle of the Fandoms begynder nu

Kæmp og vind din egen statuette og Papella

 

I har nomineret jeres yndlingsfandoms, vi har fundet en top 10 og nu er det tid til at kæmpe! Battle of the Fandoms begynder nemlig i dag og henover de næste 3 måneder skal I finde på, planlægge og publicere jeres bud på en spændende fanfiction. Vi kan ikke vente med at skyde konkurrencen i gang, så hvis du er i tvivl, hvad du skal gøre, så læs med her! 

 

Om konkurrencen

Battle of the Fandoms er Movellas' årlige, store fanfictionkonkurrence. De 10 fandoms kæmper mod hinanden om at skrive de bedste historier. I må deltage så mange gange I vil, men det er kun tilladt at lave tre historier pr. fandom. I må dog lave ligeså mange covers/trailers I har lyst til.

Der er intet tema I skal følge til denne konkurrence. Det eneste I skal, er at skrive en fanfiction. Det kan være et digt, en historie, en novelle, en short story eller noget helt andet - det er jer, der sætter grænserne! Det er også tilladt at skrive crossovers, hvis begge fandoms er på listen.

Husk I også kan deltage i den kreative del af konkurrencen. Lav et cover, en trailer eller noget andet kreativt og vær med i kampen om at vinde din helt egen Papella! Alle covers og trailers deltager automatisk, men du kan også vælge kun at deltage med et cover. Husk at skriv, hvis det kun er coveret, der deltager. 

 

Det kan du vinde

Det her er den store fanfictionkonkurrence, så der skal selvfølgelig fede (og mange) præmier til! Vi finder de tre bedste tekster på tværs af de ti fandoms og det bedste bidrag fra visuals-kategorien.

1. pladsen: Vinder en guldstatuette med navn, sin egen movella som Papella, bogen Alt om Fanfiktion, feedback og et cover designet af Movellas-teamet

2. pladsen: Vinder en sølvstatuette med navn, sin egen movella som Papella, bogen Alt om Fanfiktion og feedback

3. pladsen: Vinder en bronzestatuette med navn, sin egen movella som Papella og bogen Alt om Fanfiktion

 

Bedste visual: Vinder en Papella og bogen Alt om Fanfiktion
 

 

En ekstra udfordring

Som noget nyt har vi også lavet en ekstra udfordring til jer. Eftersom det her er en kamp mellem fandoms, har vi besluttet at kåre den bedste fandom efter konkurrencen. Men hvordan gør vi så det og hvad mener vi helt præcist? Vi kårer den bedste fandom baseret på sammenhold. Hvilken fandom er bedst til at kommentere hinandens historier, give god kritik og hjælpe hinanden med covers og lignende? Blandt alle deltagende bidrag inden for den vindende fandom, vil vi ved lodtrækning vælge en forfatter, der vil modtage en overraskelse.

 

 

De 10 fandoms er:

Harry Potter

One Direction

Once Upon a Time/Disney - da flere af OUAT's karakterer er fra Disney-universet og begge fik stemmer har vi valgt at slå dem sammen.

Marvel/DC Comics - Vi har besluttet at slå disse sammen, da de er i samme genre.

Percy Jackson

Shadowhunters/The Mortal Instruments - du bestemmer selv om du tager udgangspunkt i serien, filmen eller bøgerne

Sherlock - du kan både skrive om serien, de originale bøger eller andre shows om Sherlock Holmes

SKAM

Tim Burtons universer - her kan du skrive om alle de film, han har været med til at lave på den ene eller anden måde. Tjek listen her.

Supernatural

 

Vi glæder os til at læse jeres bidrag. Lad kampen begynde!

Loading ...