’’Vicky?’’ Spørger min søster nysgerrigt.

’’Ja..’’ Svarer jeg lidt tøvende. Det kunne ligne hende at lægge noget bag, så jeg må være forsigtig.

’’Hvad vil du være når du bliver voksen?’’ Hun kigger ivrigt på mig, og håber sikkert at jeg spørger om det samme til hende. Hmm… der kunne ligge noget bag.

’’Hvorfor?’’ spørger jeg så og håber hun bliver irriteret. Men det gør hun ikke.

’’Fordi.’’ Svarer hun uskyldigt. Jeg hader det svar. Hun svarer aldrig rigtigt, men siger bare ’Fordi’. Men jeg kan også spille det spil.

’’Kun hvis du siger hvad du vil være!’’ Ha ha, så kan du lære det Pura. Hun sukker og indser hun har tabt.

’’Forfatter.’’ Det vil jeg også lidt, men hun er nok den der er mest opsat på det. Desuden er der noget jeg brænder mere for:

’’Løber. Altså sådan en rigtig en, det bliver mega kendt og sådan noget.’’ Jeg kigger stolt op på hende, og ved hun er lidt irriteret lige nu, for hun ved godt at jeg er hurtigere end hende, selv om jeg er 1 ½ år yngre end hende.

’’Nå, men vil du så være med til OL?’’ Spørger hun mig, og venter på at jeg skal sige at jeg ikke ved det. Og det gør jeg heller ikke.

’’Hvad er OL?’’ Spørger jeg ærgerlig over at hun alligevel får ram på mig. Hun ser bedre vidende ud og svarer:

’’Det højeste man kan nå i løb, er at vinde OL.’’ Hun smiler til mig og går hen og finder sin bog.

Jeg vil vinde OL. Det skal være mit mål.

’’Pura, tror du jeg kunne vinde OL?’’ Spørger jeg hende forventnings fuldt. Hun går hen mod lænestolen, imens hun svarer,

’’Måske kan du, hvis du træner hårdt. Men det er kun de bedste der kommer med.’’ Og med de ord sætter hun sig ned og begynder at læse. Jeg ved at jeg ikke skal forstyrrer hende nu, for så blive hun irriteret, men jeg behøver heller ikke at vide mere.

Jeg ved at jeg vil vinde OL. Hun har plantet et frø, som vil spire og vokse, indtil det bliver et træ, og det træ vil med tiden komme op blandt de højeste og op over det højeste, for selv at blive det højeste.

Det vil blive hårdt, men når bare jeg har troen og viljen, vil det lykkes.