Dybe sår ligger fast i hendes sjæl. Hun har fået dem, følt deres smerte og lagt dem bag sig. Det er i hvert fald det hun prøver at overbevise sig selv om. Ligemeget hvor meget hun prøver, kan hun ikke komme videre. Hun har følt vrede, gråd, savn og ikke mindst sorg. 

...

Hendes far var en god mand. Hun elskede ham på en måde som kun findes i familier. Han var hendes helt, hendes ven og den bedste far man kunne forestille sig.

Hendes liv var godt og det hele gik som smurt. En god barndom i et stort hjem, med en baghave og gynger og en familie hun elskede. En storebror der altid ar der for hende. En mor der altid fik hendes humør til at gå drastisk opad. Og en far der fik hende til at se på livet som en gave. Hun lærte mange gode ting derfra, og evner som hjalp hende igennem livet. Viden om visse ting og situationer lærte hun kun fra sit barndoms miljø.

Det var indtil den frygtelige dag kom, hvor alle hendes mareridt blev til virkelighed. Hendes eneste virkelighed, som hun ikke kunne slippe væk fra. 

Hver gang tanken om at hendes forældre nogensinde skulle dø, strejfede hendes sind, skubbede hun dem væk. Langt ud i det fjerne, til et sted hvor de aldrig kunne finde vej tilbage til hende. Men desværre lever mennesker aldrig for evigt, og det har ødelagt hende i dag. Hun prøver at glemme, men lige pludselig kommer der en overvældene følelse af hjælpeløshed, som kun kan ændres hvis hun ser sin far igen. Det kommer hun ikke til, og det ved hun på en eller anden måde også. Hun prøver dog stadig at holde fast i den lille smule håb der er tilbage i hende.