"If you cry does not mean you are weak, but that you have been strong for too long.”

~

Nogen mennesker ender som store folk. Kendte mennesker med masser af beundrere og hvor alle kender ens navn. Andre ender mere normalt, de fleste gift og med børn, og mange af dem meget lykkelige. Mens andre ender nederst hos de frastødte, udsatte af andre eller bare dårligt stillede.

Det er her vores person er endt.

Jennifer boede med sin mor, i den mere skumle del af London, i en gammel lejlighed der var så rådden at det bedste ville være at rive den ned. Hun boede alene med sin mor, for som spæd forlod hendes far dem og siden har de aldrig hørt fra ham. Hendes mor Jane rejste verden rundt med arbejdet, og var nærmest aldrig hjemme. Så Jennifor boede for det meste alene.

Hun var sytten og lignede alle andre engelske piger i den del af London. Håret var leverpostejsbrunt og hang fladt ned. Det var umuligt at sætte pænt, og det uglede sig så meget til, af sig selv at det lignede en høstak hver dag når hun kom hjem. Huden var sygligt bleg, og nærmede sig en gennemsigtig gul farve. Hun havde store mørke rander under øjnene efter manglende søvn, og øjnene var så reserveret at de fleste holdt sig fra hende.

Det var tydeligt at hun ikke havde det godt.

Hun havde altid været meget sky, havde svært ved at få kontakt med andre, og ikke engang sin egen mor havde hun nemt ved at snakke med. Hun følte at hun gik rundt i en gennemsigtig boble. Hun kunne se og høre alt, men kunne ikke få fysisk kontakt som tit var nødvendig for at være med i et fælleskab. Alle kunne se hende men når hun snakkede var det som om ordene druknede inden nogen hørte dem.

Derfor havde hun altid været udenfor i fælleskabet i skolen. I frikvartererne stod hun for sig selv et par meter fra de andre piger vel vidende om at hvis hun gik derhen ville al snak stoppe, for det var hende selv de snakkede om. I de højere klasser hvor alle begyndte at date stod hun stadig udenfor. Drengene så ikke engang på hende, de så kun de andre piger for de var jo meget kønnere end Jennifer. Skønt der ikke var den store forskel.

Men en dag ændrede det hele sig. Til det værre.

Jennifer var dengang tretten. De havde en fritime i skolen og Jennifer sad på sin plads henne i et hjørne af lokalet. De andre i klassen snakkede højlydt, grinede, råbte nogen gange og spillede høj musik. Jennifer kiggede ud af vinduet som vendte ud mod gården. I baggrunden kunne man skimte vejen gennem træerne, men det hun sad og kiggede på var cykelskurret. Alle på skolen vidste at det var der de ældre elever på femten eller over, der stod og røg sammen med andre der slet ikke gik på skolen. Alle vidste at det de røg, ikke var helt lovligt, men de syndes stadig det var sejt.

Jennifer der aldrig havde været med i et fælleskab rejste sig lydløst fra stolen. Hun vidste at drengen hun ved siden af altid havde en pakke cigaretter i sin taske hvis han nu ville blære sig og vise at han røg. Hun åbnede tasken uden en lyd og ledte efter cigaretterne mens hun holdt øje med om nogen så hende. Men alle var optaget af andre ting, og i det øjeblik var hun helt glad for at være så upopulær.

Hendes hånd lukkede sig om pakken med cigaretter og fiskede den op af tasken, og lagde den hurtigt i sin jakkelomme. Hun skyndte sig så hurtigt ud af lokalet som hun kunne, og glemte helt at lukke tasken efter sig så ingen kunne se at hun havde været i den.

Da hun kom ud i gården åbnede hun pakken i lommen og talte cigaretterne. Der var lige nok til i dag ville hun tro og så gik hun med raske skridt over den tomme gård hen mod cykelskurret.

Mændene i skurret opdagede hende hurtigt. Da det var tydeligt at hun skulle hen til dem råbte de til hende. Nej de råbte ikke, de kaldte. De kaldte på Jennifer og da hun hørte det blev hun helt lykkelig inden i.

Da hun var kommet helt hen til dem stoppede hun tøvende op. Mændene grinte mens de røg, og kiggede nysgerrigt på hende. Hun var den eneste pige af de tolv mænd der sad og stod i skurret. Hun var også den yngste, med flere år imellem hende og den yngste af dem.

En af de ældre, som måtte være omkring de atten, som ikke gik på skolen gik hen og lagde armen om skulderen på Jennifer. Han var kun et hoved højere end hende, for hun havde altid været meget højere end andre på hendes alder. Hun kiggede måbende op på hans smukke ansigt. Hun havde aldrig set nogen så smuk som ham.

”Sikke en sød lille pige du er. Hvad hedder du, skat?” Sagde han en smule snøvlet. Hans ånde lugtede en smule af sprut og i hans tøj hang der en tyk lugt af røg. Men øjnene var venligere end hun havde regnet med.

”Jennifer,” sagde hun lavt og kiggede genert ned i jorden. Mændene grinede højt.

”Det kan du da ikke hedde! Det hedder alle de forkælede rige piger, og jeg tvivler på at du er nogen af delene.” Manden kiggede ned på Jennifers sorte tøj der var så gammelt at det nærmest kunne smuldre i fingere på hende.

”Hvad hedder du da?” Spurgte hun en smule fornærmet.

”T,” svarede han kort. ”Og fra nu af hedder du Grå. For du er så normal at du bare falder ind i mængden som en grå klat.” Han fjernede armen fra hendes skuldre og fandt en lighter frem fra lommen.

”Til dine cigaretter,” sagde han og smilede skævt. Jennifer smilede tilbage og for første gang mærkede hun hvordan det var at være med i et fælleskab.

I fire år var hun flere gange dagligt ude i skurret og ryge. Det første år havde hun kun røget de cigaretter hun selv købte, men derefter lod T og de andre hende få lidt af det andet. Det der ikke var helt lovligt. Hun blev hurtigt vild med det, for hun mærkede hvordan hun glemte alle sine problemer for en tid. For selvom hun havde fået et par venner nu, havde hun stadig andet at bekymre sig om. Hendes mor havde opdaget at hun røg, men gjorde ikke noget ved det. Det var for Jennifer, endnu værre end hvis hun havde skældt hende ud. Det viste jo bare at hendes mor ikke kunne lide hende. At hun var ligeglad.

Jennifer var også kommet mere udenfor i klassen. De havde også opdaget at hun røg, og bare fordi det var hende der gjorde det, syndes de ikke det var sejt. Men de var nok bare en smule jaloux over at hun var sammen med de ældre og det var de ikke.

Da Jennifer var blevet femten var hun så afhængig af Hash og andre rus midler at hun begyndte at stjæle for at få penge til at købe det hos de lokale pusher.

Men det var da hun var sytten at det hele styrtede sammen.

Undskyld for de lange kapitler, prøver at dele dem op :)