Solen tittede frem bag det tætte gardin af mørkegrønne trækroner. Den lille jolle vippede roligt i det klare vand. Den velkendte lyd af skvulpende vand fyldte mine øre. Jeg lod mine fingre strejfe den spejlblanke vandoverflade, mens min lille båd flød langsomt, men sikkert, afsted. Jeg kunne godt lide at være alene, vandet lette klukken, træernes duft og lyset der nåede mig under træernes enorme skygge. Det var mit håb. Jeg hørte en puslen i trækronerne. Jeg trak min Nico 7000 op at hylsteret med en hurtig bevægelse. En nefli (en ret stor fygl, som i øvrigt var en delikatesse hjemme i kolonien) Jeg tog sigte og skød. Fuglen faldt ned fra sin gren, og jeg greb den sikkert i benene. Nu havde min famili da aftensmad tænkte jeg, tog fat i årene og begyndte at ro hjemad. Jeg var aldrig specielt langt hjemmefra, så der gik ikke lang tid før jeg kunne se den lille halvmåne formede landsby Giogania. Små vindeltrapper snoede sig rund om de enorme træstammer og førte op til træhusene vi boede i. Mit blik faldt på et bestemt. Jeg smilede da jeg så hvordan det røg ud fra køkkenvinduet. Min mors køkkenevner var ikke noget at prale af, men trods det var hun helt fantastisk. Min mormor sad stadig ude på den lille terasse sammen med min lillesøster Pois.  Jeg tøjrede min båd til den lille gangbro og gik hen ad den buede gangbro og op af vindeltrappen der førte op til vores hus. Jeg tog fat i håndtaget og åbnede døren.