Der lyder et højt brag. Lugten af jord stiger ham til næsen i det, han trykker sig mod det kolde, blodige underlag, der engang har været en mark, men som nu har flere krater end selve månen. Dræbervåbnet er knuget ind til ham, og han ved, at et enkelt tryk, kan dræbe et liv. Et liv, der vil efterlade sorg og smerte hos andre liv. Et liv, der ligeså godt kunne have været hans eget. 

    Lugten af friturestegte pomfritter steg Brandon til næsen, og der gik ikke længe før, han fandt ud af, at han stadig befandt sig på den hede restaurant, som han havde sat sig ved for to timer siden. I en drømmende tilstand, havde han foret sig ud i noget, der virkede som om, han for længst havde forladt restauranten, men i sandhed var han blot faldet i søvn, og hvad der havde forgået i de to timer, havde blot været en drøm. En klirren af glas fik ham til at se sig tilbage på et kærestepar, der sad og så på hinanden. Optaget af hinandens øjne og uden at vide, at Brandon sad og betragtede dem, misundte dem for den lykke, de strålede med. Den lykke, han selv for fire år siden lagde borte, fordi han ikke kunne tilgive.

    Med et udtryk af foragt tømte han sin nu lunkne cola og traskede ud i det kolde vejr med regndråber, der faldt som støv på hans ansigt, og det korte brune hår, der endnu ikke var vokset ud til den længde, han ønskede, efter tiden i hæren. Hans brune øjne, der karakteriserede ham, hvilede kort på en kvinde med en barnevogn, der fik ham til at tænke på hende. Med et kort ryst på hovedet, skyndte han sig over vejen, hvor der på denne tid sjældent kørte biler. Hurtigt satte han nøglen i sin gamle Fiat, hvis maling krakelerede op til flere steder, og hvis dør bandt, men det gjorde intet, for denne bil havde været igennem meget sammen med ham, og det var ikke mindst hans elskede ejendel. Den var det bedste sted at opholde sig i, når man skulle tænke, og denne situation stod han i nu – han skulle tænke, så han trak i døren og efter få sekunders hiven fik han den endelig op og kunne sætte sig gennemblødt ind på det knitrende sæde, der pga. af sit læderbetræk ikke ville suge vandet til sig. Der gik ikke længe, før han havde sat nøglen i tændingen og kørte ud fra parkeringspladsen og ud på en landevej, der førte ham væk fra denne triste by, som han havde boet i... ja altid. 

    ”Hold så kæft!” Brandons stemme runger i hele rummet, der for få minutter siden lignede en ganske almindelig, hyggelig stue, men som nu ligner et sted, hvor aberne har haft slået til. Hans hænder er knyttede, og de ryster. Hans blik er rettet mod Sierra, der står med den ene hånd på sin mave og den anden om en lysestage, som er vendt truende mod ham. Han har ikke lyst til at se på hende længere, han kan ikke tilgive hende, men tanken om, at hvis han vender sig om, vil han få lysestagen lige i baghovedet, får ham til at blive stående - stirrende på hende.

   ”Undskyld! Jeg er ked af det! Det skal aldrig ske igen! Han betyder ikke så meget for mig, som du gør!” Hendes stemme er bedende, men den bitre smag i Brandons mund får ham ikke til at falde for det, hun siger. Lige meget hvor meget hun tigger og beder, så kan han ikke få sig selv til at tilgive. Aldrig nogensinde i sit liv. 

     Søvnen var ved at indhente Brandon igen. Hans øjne gik kort i, men tanken om, at han kørte bil og ikke blot kunne miste sit eget liv, men også lade andre liv gå tabt, fik ham til at lukke øjnene op og køre ind til siden, ind på en parkeringsplads til en skov, som han som barn flere gange havde været i. Han vidste, at hvis han tog sig en lur, ville han blive mere klar i hovedet. På den måde var han også mindre farlig for sine omgivelser. Han lod kort øjnene glide rundt, vagtsomt, af ren og skær vane. En vane, han havde prøvet at destruere. Der gik ikke længe, før hans øjne stille gled i igen...

    Han sigter i retningen af, hvor fjenderne er. Slagmarken er blodig, kold og våd. T-shirten under hans tykke jakke, klæber sig til ham, men inden han når at tænke mere over det, får han øje på ham. Cedric. Cedric, som han delte alting med før dét skete. Han ser kort på ham, lader så dræbervåbnet sigte på ham i stedet. En stor del af Brandon siger, at han skal trykke. Den anden, lille, del siger, at han skal lade være. Han føler sig kort som Pluto med englen og djævlen siddende på hver sin skulder. Djævlen er ved at vinde denne gang. Han tager en dyb indånding. Med et enkelt tryk, kan han hævne sig. Hævne sig over Cedric, Sierra og det ufødte barn. Hans finger bøjer sig let, skal lige til at trykke, men bliver afbrudt af et smertens skrig, der kommer fra Cedric. Brandon gisper, han ved, at han ikke har trykket, men hvem har så? En underlig følelse cirkulerer inde i Brandons mave. Han føler, at han skal kaste op, og Cedrics tomme, blå øjne gør intet bedre. Han trykkede ikke, men tanken om, at han ville, gør ham ikke bedre end Cedrics banemand. Han er en morder – en af de slemme af slagsen. 

    ”Jeg sagde, at du skulle holde din kæft!” Brandons stemme runger endnu en gang i rummet, denne gang er den dog ved at knække over, men han gør alt for at skjule det. Hun skal ikke vide, at han har svært ved det. Han går vredt ind på værelset, trækker alle hans ejendele ud fra skabe, ned fra hylder og ud fra skuffer og propper dem ned i kufferter. Han skulle have gjort dette, da han fandt ud af dét, men tanken om at efterlade hende til ham, gjorde ham dårlig tilpas, men nu er han ligeglad. Hun kan rende ham. Med et slag får han lukket kufferten i, han synker en klump og trækker vejret dybt én gang, holder det og går mod døren – væk fra dette liv. Hun står foran døren, knuger den ene hånd til maven, og den anden har hun for munden. Hun ser bedende på ham med sine grønne øjne, han engang fandt så smukke, og tårer triller ned af kinderne på hende, men det hjælper ikke. Ikke denne gang. Med et ryk får han døren op og med hastige skridt går han ned af trapperne.

  ”Jeg er gravid!” Hendes stemme kan næsten ikke høres, men han høre det dog alligevel. Hun er gravid. Han hører ikke resten. Han vil ikke høre resten. Vil hun spørge, om han ville hjælpe hende, nu hvor Cedric var skredet fra hende? Hun kan tro nej. Hun kan klare sig selv, ligesom hun klarede at ødelægge dette forhold.

     Brandon vågner med et sæt, da noget rammer ruden på den gamle Fiat. Noget blåt falder ham i øjnene, og der går ikke længe før, han opdager, at det er en blå bold. Hans brune øjne hviler lidt på bolden, der er endt i en busk, og han vender så blikket mod det sted, han regner med, at den kom fra.

    Hans hjerte springer et slag over, i det, han ser, at hun står der. Han misser kort med øjnene, men det ser ikke ud til, at hun vil forsvinde. Hun er der virkelig. Han synker en klump, åbner døren og tumler ud af bilen. Han ved ikke, hvad han skal sige, men han vil sige noget. Han vil sige noget til hende, for lige meget, hvor meget vreden, smerten og skuffelsen har boblet inde i ham i de sidste fire år, så ved han, at han altid har elsket hende og stadig vil elske hende.

    ”Hej...” Hans stemme er hæs, han er genert. Ligesom den første gang de mødte hinanden. Han plejer ellers aldrig at være den generte fyr af slagsen, men hun kan gøre ham blød i knæene.

   ”Hej!” Hendes stemme er munter, ligesom han husker den. Den er ikke forandret, og hun lyder til at være glad for at se ham. Han ved, at de begge brænder indeni for at omfavne hinanden, men ingen af dem tør, at tage det skridt. Han når heller ikke at tænke mere, før noget gummiagtigt rammer hans ben, hvilket får ham til at se ned og opdage den blå bold, der før blev kastet mod hans Fiat. Han samler den op og to sekunder efter stirrer han på et par velkendte brune øjne, der dog tilhører en lille, storsmilende dreng, der ikke kan være mere end 4 år gammel. Lyden af en bold, der rammer jorden, bryder den midlertidige, opståede stilhed, og han stirrer bare på drengebarnet...