Højtaleren brister nærmest, under den næsten robot agtige stemme der braser højlydt ud af den. "Jagten, begynder om præcis 15 minutter følgende numre skal gøre sig klar: 2087, 2056, 2167, 5903, 7684, 9670, 5730, 6029, 3367 og 6740. Der skal selvfølgelig ikke påmindes om, at hvis man ikke melder sig, kommer I til at lide et smertefuldt endeligt!" angsten spreder sig blandt de udvalgte. De ved præcis hvad der skal ske, det gør alle. Der bliver sagt farvel, hastigt. Ikke alle kommer tilbage, langt de fleste gør ikke. De ender på et middagsbord, på et eller andet rumskib. De ved også at de uanset hvad kommer til at lide et smertefuldt endeligt. Der er intet i denne verden der foregår humant længere, det hele er tortur, og tortur er kilden til liv. Langsomt træder de ti udvalgte frem, og prøver så vidt muligt at forberede sig på det der nu skal ske. Deres uniformer bliver erstattet af en lang kjortel, så det bliver sværere for dem at flygte. De bliver ført hen til porten, den port man skulle tro førte til frihed, men som i virkeligheden var en slags beskyttelse. Livet derude, var langt værre end de var herinde. Ikke alle ville dø derude, nogle ville leve hele deres liv herinde. Man kan se tårene i deres øjne, de er måske mænd, men også mennesker. De ved godt at oddsene er imod dem. Langsomt men sikkert bliver et gevær hævet, og to vagter står klar ved porten. De er klar til at åbne den så snart geværet brager. Vi tæller alle ned, inde i os selv, og venter på at jagten går igang. Hvis der ellers fandtes en Gud, bad vi til ham, og vi bad til alverdens helgener om at redde nogle få af disse mænd. Vi havde udviklet et venskab, alle sammen, selvom det var forbudt. Man går op og ned af hinanden hele dagen, hver dag i 10-20 år og mere, hvordan kunne de være muligt at forblive fremmede for hinanden?
Geværet bragede og gjorde os alle midlertidigt døve. Verden stod i tåger, og alt var et sløret kaos. Mændende var løbet, og om cirka fem minutter ville De* følge efter dem. Følge efter dem, med deres geværer, og strømpistoler. De ville ikke nedlægge mændene med det samme, nej det var alt for spændende at lege med dem. Lade dem gemme sig, lade dem blive sindssyge af frygt. Hvor efter, når de frivilligt bad om at blive dræbt, ville man opfylde deres ønske. Bare tanken om hvad der foregik derude var kvalmende. Verden blev sløret igen, og det var en tanke man helst ville fortrænge. Der kunne gå timer inden det første skud kunne høres, hvis det var det humør de var i. Det kunne også være overstået på en halv time. Det kom altid an på Deres* humør. Der var ikke andet at gøre, end at lytte. Lytte og håbe var alt hvad vi havde.
Der lød det første skud, og et skrig uden lige fulgte det. Et skrig der skar sig ind i hjertet, og som aldrig ville give slip igen. Et skrig der havde magten til at drive en mand til vanvid, hvis det ønskede. Skriget ville ikke holde op, indtil De* forbarmede sig over ham, og lod ham dø. Én mand nede, ni tilbage. Frygten spredtes iblandt os, ikke fordi vi var bange for vores eget liv, men vi var bange for deres liv. De stakkels mænd der ikke overlevede, og de endnu mere uheldige der overlevede, men som blev vanvittige af traumerne. Der var stille i den kæmpe gård, hvor vi alle stod og lyttede. Så stille at man kunne høre hver enkelt mand trække vejret. Nogle havde et roligt åndedræt, andre var på tersklen til at hyperventilere. Manglen på lyd var forfærdelig.
Der lød endnu et skud. Intet skrig denne gang. Heldigvis, måske døde han en hurtig død, eller måske skød de ham så han ikke var i stand til at skrige. Med De* vidste man aldrig. To mænd nede, otte tilbage. Alt tydede på en lang jagt, medmindre De* var barmhjertige, og lod nogle mænd slippe. Særlig barmhjertigt var det dog ikke, og det vidste De* godt. Pludselig lød tre-fire skud hurtigt efter hinanden. De skreg i kor, og det ville ingen ende tage. Det tog næsten et kvarter før de holdt mund, og vi vidste godt, at det ikke var Dem* der havde givet dem barmhjertighed.
"Lederne erklærer hermed jagten ovre. De overlevende kan sikkert vende tilbage til gården" meddelte den samme robot agtige stemme igen. Vi åndede lettet op, men var samtidig en smule kede af det. De overlevende havde haft det bedre, hvis de var døde. Nu skulle de tilbage, og de ville aldrig blive udvalgt igen. De kunne arbejde de næste 50 år, og selvom de bad om at blive dræbt, ville deres ønske ikke blive opfyldt.
De*, Dem* og Deres*: Den magt der leder landet.
