”A rose must remain with the sun and the rain or its lovely promise won't come true.”
- Ray Evans
Det der engang var gråt, er ikke længere gråt. Snarere sort. Sort som i intetheden, sort som sort. Intet hvidt på sort, kun sort som det mørke kul. En blanding af sorg og udnyttelse. En sorg så stor, at den efterlader dig ude i gadernes kolde fugt. Min kærlighed til Lilly var intet mere end aldrig. Altså, aldrig som i for altid.
Jeg mærkede hvordan de tunge regndråber ramte mit unge ansigt. Hvordan regnen dryppede fra øjenvipperne, og dannede par med de resterende tårer på min kolde kind. Jeg kunne spejle mig selv i den store vandpyt under bænken. Jeg mærkede hvordan regnen langsomt gennemblødte mit jakkesæt. Det jakkesæt som jeg havde købt til den helt store aften til ”mit helt store prinsessebal”, som Lilly havde kaldt det. Om det ikke var mere end to timer siden, hvor jeg så hende stråle i den store entré. Det lange, sorte pochahontas-hår som var sat op i en stor knold, og hvordan de dybgrønne, store øjne smilede til mig. De dybgrønne øjne, der blev til nogle onde, lumske øjne på mindre end en halv time.
Lynet slog ned. Den røde rose lyste op i sit kraftige skær. Gennemblødte blade forhindrede ikke kærlighedens farve i at lyse så kraftigt, som var det på en blomstereng på den mest solrige forårsdag. Jeg tog rosen op. På en måde var det en befrielse, når de skarpe torne skar mig i fingrene. Jeg plukkede et af de våde blade. Let som ingen ting.
”Hun elsker mig,” jeg plukkede ét til, ”hun elsker mig ikke.”
Jeg kunne høre min egen, hæse drengestemme hviske med gråd. Regnen blev lettere. Regnen blev til støv. En ung pige gik ovre på den anden side af vejen med sin kæreste i hånden, helt sikkert. Hun balancerede på kantstenen. Hendes smil fortalte det hele. Smilet der nærmest matchede til de lyserøde gummistøvler, og grinet der underbyggede hendes lykke på den varme kærlighed. Hun mindede mig om Lilly på de varme sommerdage. Når hendes smil var badet i det røde sollys. Når hun løb over marken, elegant som en engel der dansede på de lyserøde skyer. Når hun bad mig om at elske med hende i de høje strå for første gang. Da vi lå på en juledug ude i haven og viste hinanden vejen op til stjernerne. Når hun i det hele taget trak vejret. Jeg plukkede det tredje blad fra rosen.
Hun elsker mig.
Jeg rejste mig fra bænken. Støvregnen landede som bløde dun på mine kinder. Jeg viftede lidt med rosen i min ene hånd. Blodet dryppede ned på de gamle, våde brosten.
”Ham der? Den lille svage, fesene fyr? Er det virkelig ham, som du så 'åh, inderligt' elsker?”
Hun nikkede flovt, foragtet. Hun nægtede at kigge op, kun ned på det blanke gulv.
”Se på mig!”
Og så løb jeg. Imens mit nystrøget jakkesæt stadig var tørt, og der, hvor rosen stadig sad i. Jeg havde brugt timer på at stryge det, med hjælp fra min mor. Jeg ville være sikker på, at alt var perfekt til den helt store aften. Jeg kiggede op på den disede stjernehimmel. Det var et smukt syn. At se hvordan himlen hele tiden lyste op fra alle lysglimtene når det tordnede i det fjerne. Jeg lagde begge mine hænder på kanten af stenbroen. Den rislende strøm fra den lille å beroligede mig. Jeg var nået til en lille park. Træernes nøgne grene lyste op hver eneste gang, når det bragede. Jeg lagde rosen på kanten. Nu kunne den få lov til at ligge der og ”sole” sig lidt. Endnu et gennemblødt blad røg af da jeg lagde den.
Hun elsker mig ikke.
Jeg ser det grønne græs for mig. Hvordan den varme sommerbrise suser om ørerne på mig. Duften af honning og blomstereng. Hvordan mælkebøtterne danser rundt i luften, skinner som de klareste diamanter, der leger med de lyserøde og blå skyer i solnedgangen. I midten ligger Lilly badet i de rødeste roser, imens hendes postkasserøde læber smiler til mig. Imens hendes grønne øjne skinner som de pureste smaragder. Det sidste, tørre rosenblad plukkes af.
Hun elsker mig.
