Slaven

Jeg kan tydeligt huske hvordan det hele startede. Det var en stille aften. Jeg var kun 7 år. Min mormor fortalte en historie om noget hun havde oplevet som barn. Det var meget mørkt i den lille stue. Kun nogle få starindlys lyste det lille rum op. Det var ganske hyggeligt, at sidde der, på en lille skamel, ved siden af min mor, hvor min lillebror Karmen, stad på min mors skød, da den stille aften, blev til et mareridt, jeg aldrig glemmer.

Alarmen begyndte. Jeg fik besked fra min mor til løbe ud i opgangen, bag ved trappen. Min mor kom lige bag efter, sammen med Karmen. Min mormor var lidt langsommere til at komme der ud. Min far hjælp hende så det gik hurtigere. Min mor hviskede at vi skulle være muse stille. Der stod vi, klemt ind til muren, og ventede. Ventede på at angriberne trak sig tilbage.

Alarmen lyder stadig i mine øre, og jeg begynder at græde hver gang jeg tænker på det.  Flok skreg rundt omkring, og jeg kunne høre skud, fra pistol.

Med et brag blev døren sparket op, og nogen trådte ind. Min far gik derhen for at  at se om det var hjælp. Vi hørte ham ikke sige noget, kun to lysblink. Jeg viste hvad det betød. Jeg var bange, så bange at jeg kunne tisse i buskerne. Jeg pressede  mig så tæt ind til muren som muligt, for ikke at blive set.

Det var min lillebror  der afslørede os, da han begyndte at græde. Min mor prøve at tysse på ham, men det virkede ikke. Angriberne fandt frem til os. Det tog en sæk over min mors hoved, mens hun stadig bær Karmen. Det var sidste gang jeg så min mor, for lige bag efter fik jeg en sæk over hovedet.

Jeg skreg, slog, og sparkede men det virkede  ikke. Jeg blev løfte ud på en vogn, kunne jeg se gennem det lille huld, der var i sækken. Der sad også andre på vognen. Der var måske 5-7 stykker, med mig. Vognen blev sendt af sted, og vi blev kørt ned til havnen. 

Jeg var begyndt at miste håbet  for at komme fri igen. Der kom nogle sejlere, og løftede os op på et skib, som om vi bare var varer. Man blev kaste over ens skulder.  Jeg kæmpede så meget jeg kunne, men gav op da jeg så skibs træ gulv. 

Jeg blev smidt ned ind i sælle. Vi var 5 inde i den lille sælle. Han tog sækken af mit hoved. Jeg skreg slip mig fri, men han så ikke en gang ud til at kunne forstå hvad jeg sagde, eller så var han fuldstændig ligeglad.

De kom slæbene med mange flere i lang tid. Jeg håbede at jeg ville komme til at se min mor, men det gjorde jeg ikke. Mine øjne var våde. Jeg sad  der, lang tid efter de var holdt op med at komme med flere, bare håbede på at min mor ville komme, eller håbede bare på...et håb for at slippe fri. 

Jeg hørte de andre snakke, mens jeg sad og ventede på at jeg ville komme til at se min mor.