Hannah kiggede på ham, hviskede hans navn med en sådan glæde, at han selv kom til at smile.

Han opdagede hendes smil for sent, et smil så koldt og ondt at hårene i hans nakke rejste sig. Hun lagde hovedet på strå og så han kæmpede for ikke at smile sødt til hende.

Hannah gik tættere på mens kniven var bag hendes ryg, hviskede hans navn igen og igen, men denne gang mere og mere uhyggeligt. Han stod helt stille, troede stadig ikke på at Hannah ville gøre sådan noget. Selv da kniven lyste i solen med det røde skær efter blodet fra andre, ville han ikke væk.

Hun gik nærmere hviskede blidt i hans øre, han frøs til is indeni. Hun smilede igen større end før, mens kniven blidt rørte ham, og derefter stak ham i brystet lige i hjertet. Det som ham troede var væk, tårene fandt vej ned af de nu hvide kinder. Blodet løb, og smerten tog til. Om det var fysik eller psykisk kunne han ikke finde ud af, men da han faldt ned på knæ og så på Hannah. Hannah i sin før babylyserøde kjole, der nu havde små blodpletter, den lyse perfekte hud og de uskyldige, babyblå øjne der nu kiggede på ham, som kun et barn ville være i stand til, på trods af at hun var på hans alder.

Smilet var væk, og når hun hviskede hans navn nu var det med gråd i stemmen. Hun vendte ham om så han lå på ryggen. Hans hoved var på hendes lår, mens hendes barbieblonde hår kilede hans ansigt ganske blidt ligesom tårene der nu løb ned af hendes kinder. Han lagde mærke til hvor godt hans navn lød, når det kom ud af hendes mund. Han smilede opmuntrende til hende, trods smerterne og at mørket var ved at tage ham med sig. Han lukkede øjnene mens han hørte Hannah skrige han skulle blive...

Trods sin hårde død døde han nu lykkelig, med den han elsker ved sig